Islam er en trussel mod det danske frisind

Denise Rostgaard,

31/01/2020

Jeg er engageret medlem af Nye Borgerlige, fordi jeg ønsker at passe på det Danmark jeg kender. Et tolerant Danmark, med plads til forskellighed, ligestilling og plads til individualitet. Sådan er det for mig.

Jeg elsker mennesker. Gule, røde, brune, tykke og tynde. Jeg elsker fremmede krydderier, eksotiske melodier og anderledes kulturer. Jeg møder alle mennesker med venlighed og interesse, og mit hjerte kramper sig, når jeg tænker på de mennesker, der sulter eller oplever krig ude i verden. 

Jeg har selv rejst i Nepal, Indien, Kenya og Thailand – blot for at nævne nogle steder. Jeg ville ønske at jeg kunne redde samtlige forældreløse gadebørn i New Delhi, eller sende styrke og mod til mødre der mister deres sønner i krig.

Jeg elsker mennesker. Lesbiske, queers, bøsser, transseksuelle. Dem alle sammen. Jeg vil for evigt kæmpe for alle LGBT-personers ret til at leve deres liv præcis som de ønsker det. Det er noget af det smukke ved Danmark – vores frisind, vores frihed og vores tillid til hinanden.

Jeg elsker mennesker.

Men jeg er også realistisk. Vi har alt for længe lukket mennesker ind i Danmark, som ikke alene foragter vores frisind og vores frihed, men mennesker som er i direkte krig mod vores grundlæggende værdier, livssyn og kultur. 

Vi ser en stigende opbakning til sharia blandt unge muslimer i København. Det er mildest talt alarmerende – og dem der ikke tager dét alvorligt, de er simpelthen uvidende om hvad Islam bygger på! Vi taler altså ikke om græsk fladbrød og tzatziki, venner. 

Vi taler om en politisk ideologi der langsomt, men sikkert, graver sig vej ind i vores danske kultur, vores tillidsfulde og frisindede samfund og ødelægger det indefra. 

Så når Nye Borgerlige ofte beskyldes for at være et intolerant, endda fremmedfjendsk parti, har jeg brug for at sige højt og tydeligt: jeg er medlem af Nye Borgerlige, fordi jeg ønsker at kæmpe for frisind, frihed og tillid i Danmark. Og fordi Islam ikke skal have lov at udøve sin undertrykkende praksis i Danmark.

Det eneste jeg i denne verden for alvor ikke vil tolerere er intolerance.