Berlingske fremlagde for nyligt ny forskning som for første gang har kortlagt at minoritetsetniske kvinder udsættes for forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. Tørklædebærende kvinder skal sende 60 procent flere ansøgninger end etnisk danske kvinder, mens indvandrerkvinder uden tørklæde skal sende 18 procent flere for at blive kaldt til samtale.
Men er det virkelig virksomhederne som er problemet her, eller er det blot konsekvenser af de valg som frie borgere træffer? Jeg hælder til det sidste. Mange danske virksomheder har en dresscode. Det er ikke diskriminering at sige, at man ikke bør bære tørklæde på arbejde.
Derfor er det klart, at borgere der vælger en bestemt fremtoning, har nogle bestemte udfordringer på arbejdsmarkedet. Man vil med sikkerhed kunne lave samme analyse med andre former for frivillige valg:
Personer der:
- er tatoveret i ansigtet vælges fra på arbejdsmarkedet.
- der er usoigneret fravælges på arbejdsmarkedet.
- kun kan tale arabisk vælges fra på arbejdsmarkedet.
- insisterer på at gå i naziske t-shirts fravælges på arbejdsmarkedet.
- ikke møder til tiden vælges fra på arbejdsmarkedet.
- vil bede 5 gange om dagen med løn fravælges på arbejdsmarkedet.
Når det så er sagt, så kender jeg mange arbejdspladser, hvor der er plads til fx. kvinder med tørklæde - ja sågar burka - men hvis man insisterer på en bestemt levevis, må man også forvente at ens handlemuligheder indskrænkes.
For med frihed kommer ansvar – og nogle valg reducerer bare ens muligheder for job, hvilket så rejser spørgsmålet: Er man reelt til rådighed for arbejdsmarkedet hvis ens frivillige valg aktivt fraskriver en lang række stillinger det danske arbejdsmarked? Det vil jeg sætte mig tvivlende overfor.
