Kommunerne kan bare forhindre muslimske bønnekald over Danmark

Carl Andersen,

26/06/2020

Jeg vægter det lokale demokrati højt. Liberalt er decentralt - og det skal betyde noget hvem, og hvad, der vedtages ude i landets 98 kommuner.

En af de områder, som man lokalt - indenfor planlovens rammer - kan bestemme er lokalområdets udvikling. Dette sker igennem lokalplaner, byggetilladelser mv. til det offentlige, borgere, foreninger og virksomheder.

Forskningsartiklen: "Hellige bygninger på grænsefladen i dansk kommunalpolitik (2015)" af religionssociolog Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet, gennemgår hvor stor en indflydelse de lokale politikere har på religioners udfoldelse og fysiske tilstedeværelse i Danmark: "Grænsefladerne i den danske religionsmodel bliver afmærket ved hjælp af en række politiske redskaber. En af de mere ubemærkede er kommunalbestyrelsernes mulighed for at regulere byggeri via lokalplaner."

Nu har jeg haft æren af at sidde i et teknik- og miljøudvalg i en mellemstor jysk kommune. Faktum er, at der ingen grænser er for hvor detaljeret politikere og embedsfolk kan gøre de enkelte lokalplaner (hvis de vil). Det er bl.a. set i København – på Nørrebro – hvor der i en lokalplan for en moske står, at der ikke vil forekomme bønnekald og der vil blive udarbejdet en servitut herom som tinglyses på ejendommen.

Jeg er generelt imod offentlige muslimske bønnekald i Danmark. Jeg mener, at det er unødig støj, som er til gene for borgerne i det område hvori det udøves.

Såfremt en moske ønsker at etablere et højtaleranlæg udenfor deres lokaler, med det formål at kalde til bøn 5 gange i døgnet for fuld hammer, så vil det med meget stor sandsynlighed aldrig blive godkendt i en lokalplan. Ligesom mange virksomheder - med rette - ikke får godkendt højtaleranlæg, der sender reklame-speakes ud over gågaderne. Det har intet at gøre med religionsfrihed – det er ren gensidig respekt for andre mennesker.

Et nationalt forbud målrettet muslimske bønnekald tror jeg er svært at gennemføre indenfor grundlovens rammer. På samme måde som et direkte burkaforbud var det. Resultatet vil være at vi får endnu et politisk makværk af et kludetæppe.

Det som Folketingets partiet kan gøre, er at se på reglerne omkring støj i planloven - dét vil kunne samle et bredt flertal i Folketinget at få strammet lidt op her. Måske man vil kunne samle et bredt udsnit af folketingets partier om en ordning der gør det lettere at forhindre støj (fra fx bønnekald) indenfor grundlovens rammer, i respekt for det lokale demokrati. Hav tillid til vores lokale politikere. Det er derfor, at vi har dem. Lad vær med at centralisere flere beslutninger på Christiansborg.