Det krænkelsesparate sump-højre

Anders Storgaard,

26/05/2020

I den seneste uge er udbrudt regulær krig på den værdipolitiske højrefløj. Kampen står mellem dem, der mener danskhed handler om værdier og så en stigende sekterisk del af højrefløjen, der forsøger at gøre danskhed til et spørgsmål om gener.

Bomben der fik det hele til at springe i luften var et interview i Berlingske hvor Ali Aminali var sat op i en debat mod Jens Philip Yazdani om bønnekald i Gellerup.

Egentlig burde det ikke have været et særlig kontroversielt interview. Ali Aminali der på daglig basis modtager trusler fra islamister for hans islamkritik, argumenterede imod bønnekald og indvandrerbanders voksende indflydelse i Gellerup. Men i det der egentlig var en bisætning, nævnte han, at han synes Generation Identitær var nogle ”hipster-fascister”, hvilket er et bredt udbredt skældsord om grupperingen. Det bakkede jeg ham op i. Og så brød helvede løs.

Morten Uhrskov lagde fra kajs ved fuldstændig ud af ingenting at konkludere på Facebook, at Ali Aminali ikke var dansker (og i øvrigt aldrig kunne blive det), hvorefter han hurtigt blev kastet i bås med de kulturradikale. Herefter forfattede han et indlæg, hvor både jeg og Ali blev anklaget for injurier og som tilhængere af det han kaldte for ”befolkningsudskiftelse”.

Enhver ved sine fulde fem bør kunne se, at det mildest talt er pinligt for en voksen mand, der er en del af et slæng, som på daglig basis erklærer alle og enhver som fjender af Danmark og landsforrædere at trække injurie-kortet. 

Især når han også er notorisk kendt for at beklage sig over venstrefløjens politisk korrekte knægtelse af ytringsfriheden. Men på den krænkelsesparate højrefløj gælder retten til fri tale åbenbart kun, når det handler om muslimer, men ikke når det rammer vennerne i egen lejr. Egentlig burde diskussionen stoppe her og nu ved, at Morten Uhrskov tog sig en tudekiks.

Men det interessante ved debatten var, at vi for alvor så hvor skillelinjen i den værdipolitiske højrefløj ligger. Dygtige nationalkonservative debattører som Christian Egander Skov, David Munk-Bogballe, Ali Aminali sat op mod de evigt polemiske Selsinger, Generation Identiær og Morten Uhrskov på den anden side. Uenigheden består ikke i, hvor alvorligt eller hvor vigtigt man ser det uløste problem med indvandring som, men i selve definitionen på danskhed.

På sump-højre (som Christian Egander Skov så elegant dømte dem i debatten) ses nationen og blodsbåndet som noget uerstatteligt. Danskhed er et spørgsmål om etnicitet, hvilket leder til den naturlige konsekvens, at selv værdipolitiske krigere som Ali Aminali eller Naser Khader aldrig vil kunne blive danskere. Assimilation og integration er per definition her en uopnåelig størrelse for danskhed ligger i generne. 

Jeg kan ikke slå fast kraftigt nok, hvor stort et brud sådan en tankegang er mod hele den vestlige idéhistorie. Hvis mennesker på den måde reduceres til et produkt af deres biologi, så frarøves mennesker det vigtigste vi som borgerlige mennesker hylder: Det personlige ansvar. 

Det vil føre til en politik, der uden tvivl vil resultere i hundredetusindsvis af velfungerende danske familier vil skulle rives i stykker udelukkende på grund af deres ophav. Og det vil betyde at vi borgerlige endegyldigt forlader retsstatens, demokratiets og næstekærlighedens vej. Tilbage vil kun had, fordomme og biologisk determinisme stå.

Når jeg er tilhænger af en stram udlændingepolitik, så er jeg det netop, fordi jeg tror på det personlige ansvar. Dem der vender Danmark ryggen skal mærke en klar konsekvens, hvorimod folk som Ali Aminali, der sætter livet på spil for os alle, er lige så meget en patriot som os andre. Ja, faktisk vil jeg gå så langt som at sige i modsætning til folk som Uhrskov, hvis politiske projekt er en regulær voldtægt af Danmarks værdier.

Vi borgerlige må aldrig tro, at alle, der støtter en stram udlændingepolitik er vores venner, for iblandt os er der desværre begyndt at snige sig regulær racisme frem under dække af indvandringskritik. Når nu venstrefløjen i årtier har misbrugt de ord vi normalt bruger til at definere en sådan ondskab, så står vi desværre og mangler et værktøj til at definere den. 

Lad os gøre det vi konstant beder moderate muslimer om – tage fælles afstand fra ekstremismen i vores egne rækker og holde dem ud i strakt arm. Er ”hipster-fascister” det bedste ord til det? Måske ikke, men det er et fremragende skældsord, der illustrerer hvor grundlæggende taberagtige og på samme tid morbide denne gruppering og deres menneskesyn er. Vi borgerlige er bedre end det.