Mette Frederiksen prioriterer EU og udlændinge højere end danskerne

Amina Sardar,

03/08/2020

Jeg forstår ikke Mette Frederiksen. Hvordan kan hun på den ene side påstå at EU har givet Danmark en rabat samtidig med at EU vil opkræve flere penge fra Danmark? Det hænger ikke sammen. 

Det er ligesom med udlændingepolitikken. Før valget sagde Mette Frederiksen tydeligt at hun ikke ville lempe på udlændingepolitikken, men det var alligevel det første hun gjorde efter valget. Det er utroværdigt.

Nu vrøvler Mette Frederiksen som sagt løs om EU-budgettet. Og ja, det kan godt være at Mette Frederiksen siger at Danmark på en eller anden snørklet måde har fået noget rabat, men helt ærligt, hvorfor overhovedet betale en krone mere til EU? Rabat eller ej...

Hvorfor ikke give de ekstra milliarder til vores ældre, til folkepensionen, eller til de udsatte i vores samfund, og med de udsatte mener jeg både de psykisk syge samt vores danske hjemløse. For ikke at glemme vores børn. Hvad med dem? Hvorfor står de ikke først i køen?

Her troede jeg at Mette Frederiksen gik op i hvordan børnene havde det. Før valget sagde Mette Frederiksen vist, at hun ville være børnenes minister, men hvor blev den del lige af? Der var heller ikke tidlig pension til Arne, for først skulle Ali og Antonio fra Sydeuropa have deres del. Hvad med at Mette Frederiksen i stedet prøver på at være danskernes minister? Ja, jeg ved det. Det er en vild tanke. Men prøv det, fru statsminister. Måske du vil synes om det.

Men på den anden side, så giver det mening, når man tænker på at Mette Frederiksen har et ganske særligt støtteparti. Jeg tænker naturligvis på De Radikale. Det er et spøjst parti. Jeg har f.eks. hørt Samira Nawa      fra De Radikale sige til Pia Kjærsgaard i Folketingssalen, at danske børn har dårlige vilkår i dagens Danmark. Men hvorfor brokker De Radikale sig overhovedet til Pia Kjærsgaard, og ikke overfor deres egen statsminister, selveste børnenes minister Mette Frederiksen? Der er noget, der ikke hænger sammen.

Pia Kjærsgaard har aldrig sagt at hun ikke vil gøre noget for de svageste i samfundet, faktisk så ønsker DF jo i særlig grad at gøre noget for egne danske borgere, uanset om det er børn eller ældre. Jeg mener, at danske politikere først og fremmest skal støtte og hjælpe danskerne. Det er De Radikale, der støtter en regering, der sætter udlændinge højere end danskere. Og hvis De Radikale og Socialdemokratiet er så bekymrede for danske børn og danske pensionister, så undre det mig dybt, at de vælger at bruge danskernes skattekroner på EU og udlændinge.

Mette Frederiksen har allerede flere gange brudt sine valgløfter, og nu er hun så landets leder. Kan jeg egentlig som borger og vælger have tillid til landets statsminister? Svaret er desværre et stort NEJ. Jeg har nul tillid.

Jeg mener, at Danmark skal bruge færre penge på EU og på udlændinge. Jeg mener faktisk, at Danmark skal helt ud af EU. Det er på tide, at flertallet på Christiansborg prioriterer anderledes.