Zürich åbner for drive-in sex med automatbetaling - Politiken.dk

I Schweiz har man forstået, at kriminalisering ikke virker

Kaare Thode Jørgensen,

01/12/2012

I Schweiz har man forstået, at kriminalisering ikke virker. Tidligere på året lovliggjorde flere kantoner, marijuana-dyrkning i eget hjem, og nu går Zürich foran med tiltag, der skal hjælpe både prostituerede og kunder:

"For at komme den schweiziske bys eksplosivt voksende gadeprostitution til livs, skal der i udkanten af byen i et gammelt industriområde bygges et garagelignende anlæg med båse til de prostituerede, hvor kunderne skal kunne parkere deres bil.

Samtidigt bliver gadeprostitution forbudt i dele af byen, hvor lokale har klaget over, at kvinder bliver generet på gaden, og over tilstedeværelsen af bagmænd - alfonserne.

Zürich Kommune ejer industriområdet, hvor bordellet skal opføres, og på den måde mener man, at man bedre vil kunne føre tilsyn med og beskytte de prostituerede, der benytter byens drive-in bordel.

Det bliver for eksempel krævet, at man har en sundhedsforsikring og en licens, der koster omkring 250 kroner. Desuden skal de prostituerede, hver gang de stempler ind, lægge omkring 30 kroner i en billetautomat.

Licensen skal ifølge bystyret være med til at kontrollere, at kvinderne ikke er udsat for menneskehandel."