For første gang i Bitter Blogs historie vender vi katederet. Normalt er det mig, der står bag det og river jer rundt i klassen med al min visdom. Men nu vender jeg det mod jer, jeg sætter mig til rette på den hårde, tredive år gamle skolestol, som har forvredet flere rygsøjler end den Spanske Inkvisition. Nu må I simpelthen forklare mig noget. Dette indlæg drejer sig om WikiLeaks. Ligesom alle jer andre, har jeg heller ikke læst i nogen af lækkene. Jeg forholder mig bare til, hvad jeg tilfældigt har hørt på herretoilettet eller læst på EkstraBladets spisesedler. Vi ved alle, hvad det handler om. Men fortæl mig lige med hvilken logik, dinosauren Lykketoft, som af en eller anden grund stadig er udenrigsordfører for S, kan vade frem i denne forbindelse og sige:
”Uhæmmet ytringsfrihed er ikke det klogeste, man kan begive sig af sted med i denne verden”
Nu er Lykketoft vel ikke direkte uintelligent. Næh, han er sandsynligvis blot klar over, at de fleste af hans og venstrefløjens vælgere er uintelligente, samfundsforholdsresistente kvinder, der ser formiddags-tv og ved hjælp fra fagforeningens tyranni opretholder en pseudokarriere, mens de melder sig syge eller er gravide derhjemme, hvor de har det bedst. Derfor ved han, at han kan narre dem med sådan et associationstrick.
For det må det da være, ikke? Manden forsøger med al tydelighed at koble Muhammed-affæren, som herhjemme er blevet synonym med begrebet ytringsfrihed, sammen med læk af noget, der i hvert fald i visse tilfælde må have været fortrolige dokumenter. Hans mål er naturligvis at underbygge sin holdning om, at ytringsfrihed er skidt og at fremhæve regeringen og dens støttepartis hykleri, når de disser WikiLeaks, mens de samtidig bakker op om Muhammed-tegningerne. Forklar mig lige på hvilket plan, tegninger af en semi-fiktiv, totusinde år gammel person kan sammenlignes med læk af fortrolige oplysninger?
Vil det også sige, at hvis min læge pludselig stiller sig op på Store Torv i Århus og oplæser min sygejournal for de utvivlsomt tusindvis af interesserede lyttere, så ville Lykketoft betegne det som lægens ”ytringsfrihed”? Det er det måske også, men lige netop millisekundet efter, det har været ytringsfrihed, bliver det et groft brud på vores fortrolighed og hans ansættelsesforhold i øvrigt. Sidstnævnte er så afgørende, at jeg mener, at det klart overskygger det faktum, at udtalen af den række af ord, der sammensat udgør de diagnoser, jeg igennem livet er blevet stillet, kan betegnes som en udøvelse af hans ytringsfrihed.
Er det i øvrigt ikke hysterisk paradoksalt, som de røde kan blive chokerede over, at vores ellers ret demokratiske myndigheder har hemmeligheder, uanset hvor banale, de er? Nærmest som bornerte, småborgerlige parcelfascister, der glor ind gennem naboens vinduer og klager til hele kvarteret om, at der dyrkes sex derinde. Og hvordan de har det med at betegne folk, der vælger at bryde deres tavshedspligt, som idealistiske helte? Dette demonstrerer næsten klarere end alt andet, at de røde står i opposition til den eksisterende, etablerede samfundsform. Dette bør ikke komme som en overraskelse for nogen, der placerer deres stemme på ”jeg vil bare have flere penge fra de andre uden at røre en finger”-partierne og som selvfølgelig har brugt nogle minutter på at skimme principprogrammerne. Og hvis nu det fantastiske socialistsamfund bliver en realitet, så ved vi jo, hvordan deres strålende forgængeres politistyrker har fungeret. Det har i hvert fald ikke været noget med hemmeligheder eller den slags.
Nå, men brug lidt tid på at forklare mig sammenhængen mellem WikiLeaks og ytringsfrihed. Imens vil jeg undre mig over, hvorfor Lykketoft synes, at Muhammed-tegningerne er så slemme, når han i sin kollektivungdom utvivlsomt har ligget og rullet rundt i sit eget snot af grin over kunstnere, der urinerede på Jesus-figurer eller malede billeder, hvor folk defækerer i hans mund. Dengang var det åbenbart ikke så slemt at såre folks følelser, når de bare tilhørte dumme kristne fra Vestjylland og indavlede områder i USA. Ikke, at jeg ikke syntes, det var skægt. Det provokerer bare ikke nogen længere. Ligesom det forhåbentlig snart heller ikke provokerer nogen, at jeg skriver, at Muhammed sandsynligvis havde samleje med en gris op til flere gange. Hey, he was drunk and in a thousand years, who's gonna care? Og nu er der gået knap totusinde.
