Jeg skrev i sidste uge et kort indlæg, hvor jeg opfordrede de anonyme debattører til at stå frem med deres navn, for at give debatten mere seriøsitet og troværdighed. Jeg ønsker ikke at forbyde anonyme indlæg, men vi skal have flere vikinger og færre trælle i debatten, derfor skal flere lægge navn til.
Min erfaring er, at i langt de fleste tilfælde kan man roligt stå frem , medmindre man som ex politibetjent Lars Andersen udtaler sig på en måde, så der bliver tvivl om, han vil og kan udføre sit job. Lars tog konsekvensen som en mand og har så vidt jeg ved ikke fortrudt, men mange debattører udtaler sig om ting, der slet ikke bør have jobmæssige konsekvenser og alligevel fastholder de anonymiteten. Er man præst og skriver, at man ikke tror på Vorherre eller syvtakket lyseblå og siger, jeg tror ikke på Mærsk McKinney, så er det klart, at job og ytringer ikke er forenelige, men det må da være undtagelserne.
Jeg havde i min naivitet, forventet at mange ville have støttet opfordringen til at stå frem, men jeg fik i stedet en lang række kommentarer, der udtrykte frygt på den ene eller anden måde.
· Flere var som offentlig ansatte bange for, at ytringer om f.eks indvandring og skat ville skade dem i deres job.
· Nogle var bange for, at det ville blive registreret, hvad de skrev og var bange for magtmisbrug fra myndigheders side.
· Frygt for personlige sikkerhed eller frygt for chikane blev også nævnt.
· Andre kunne ikke lide tanken om, at deres ytringer blev stående og kunne genfindes efter mange år eller at de skulle forsvare synspunkter, når de optræder i andre sammenhænge.
At enkelte kan have gode grunde til, at være påpasselige, kan jeg godt forstå, men at det er så udbredt overasker og bekymrer. Uanset om frygten er ubegrundet eller begrundet, så begrænser frygten ytringsfriheden. Ytringsfrihed er ikke at kunne skrive anonyme indlæg, det er derimod ytringsfrihed, når man kan stå frem ved navn og ytre sin mening.
Når man ytrer sig, bør man acceptere at modstanderen har ret til at gendrive påstandene. Er man skarp i sine holdninger, må man også acceptere en kraftig reaktion. Vrede og foragt, må man finde sig i, men trusler på ens erhverv eller person, det er ikke acceptabelt.
At man ikke kan lide, at blive konfronteret med sine ytringer og blive stillet til ansvar for dem senere i livet er efter min mening ikke en valid grund til at ville være anonym. Har man behov for at iscenesætte sig selv forskelligt til forskellige tider og i forskellige sammenhænge, ja så er man efter min mening blot en wimp eller en kylling, der ikke fortjener den store respekt.
Der står dog 3 begrundelser tilbage, som er bekymrende; jeg kunne godt tænke mig at høre om andre debattørers erfaringer hermed.
Konsekvenser for job.
Skal man som offentlig eller privat ansat være bange for sit job, selv når man ytrer sig om forhold, der ikke har nogen direkte betydning for det job man udfører. Jeg kunne godt tænke mig at høre om det er noget, som man reelt har grund til at frygte? Eller er det blot tidens generelle paranoide frygt?
Misbrug af oplysninger i debatindlæg.
Bruger myndigheder på urimelig vis noget man som debattør har skrevet, det vil da være bekymrende, er der nogen, der har eksempler på det eller er det ren konspirationsteori?
Trusler på ejendom og eller person.
Jeg har fået opringninger af vrede mennesker og er blevet standset på gaden og fået at vide, at jeg er en idiot og en skiderik på grund af noget, jeg har skrevet. Vrede opfatter jeg ikke om chikane, så længe, det ikke følges af trusler. Hvor udbredt er egentlige trusler? Og hvor ofte fører trusler til egentlige overgreb på person eller ejendom? Hvor bange skal man egentlig være?
Ytringsfriheden er under pres fra flere sider, nyhedsmedier både i Danmark og i udlandet forsøger, at undgå politisk ukorrekte artikler, men er borgerne selv på grund af frygt og angst er den største trussel mod ytringsfriheden?
Min erfaring er, at i langt de fleste tilfælde kan man roligt stå frem , medmindre man som ex politibetjent Lars Andersen udtaler sig på en måde, så der bliver tvivl om, han vil og kan udføre sit job. Lars tog konsekvensen som en mand og har så vidt jeg ved ikke fortrudt, men mange debattører udtaler sig om ting, der slet ikke bør have jobmæssige konsekvenser og alligevel fastholder de anonymiteten. Er man præst og skriver, at man ikke tror på Vorherre eller syvtakket lyseblå og siger, jeg tror ikke på Mærsk McKinney, så er det klart, at job og ytringer ikke er forenelige, men det må da være undtagelserne.
Jeg havde i min naivitet, forventet at mange ville have støttet opfordringen til at stå frem, men jeg fik i stedet en lang række kommentarer, der udtrykte frygt på den ene eller anden måde.
· Flere var som offentlig ansatte bange for, at ytringer om f.eks indvandring og skat ville skade dem i deres job.
· Nogle var bange for, at det ville blive registreret, hvad de skrev og var bange for magtmisbrug fra myndigheders side.
· Frygt for personlige sikkerhed eller frygt for chikane blev også nævnt.
· Andre kunne ikke lide tanken om, at deres ytringer blev stående og kunne genfindes efter mange år eller at de skulle forsvare synspunkter, når de optræder i andre sammenhænge.
At enkelte kan have gode grunde til, at være påpasselige, kan jeg godt forstå, men at det er så udbredt overasker og bekymrer. Uanset om frygten er ubegrundet eller begrundet, så begrænser frygten ytringsfriheden. Ytringsfrihed er ikke at kunne skrive anonyme indlæg, det er derimod ytringsfrihed, når man kan stå frem ved navn og ytre sin mening.
Når man ytrer sig, bør man acceptere at modstanderen har ret til at gendrive påstandene. Er man skarp i sine holdninger, må man også acceptere en kraftig reaktion. Vrede og foragt, må man finde sig i, men trusler på ens erhverv eller person, det er ikke acceptabelt.
At man ikke kan lide, at blive konfronteret med sine ytringer og blive stillet til ansvar for dem senere i livet er efter min mening ikke en valid grund til at ville være anonym. Har man behov for at iscenesætte sig selv forskelligt til forskellige tider og i forskellige sammenhænge, ja så er man efter min mening blot en wimp eller en kylling, der ikke fortjener den store respekt.
Der står dog 3 begrundelser tilbage, som er bekymrende; jeg kunne godt tænke mig at høre om andre debattørers erfaringer hermed.
Konsekvenser for job.
Skal man som offentlig eller privat ansat være bange for sit job, selv når man ytrer sig om forhold, der ikke har nogen direkte betydning for det job man udfører. Jeg kunne godt tænke mig at høre om det er noget, som man reelt har grund til at frygte? Eller er det blot tidens generelle paranoide frygt?
Misbrug af oplysninger i debatindlæg.
Bruger myndigheder på urimelig vis noget man som debattør har skrevet, det vil da være bekymrende, er der nogen, der har eksempler på det eller er det ren konspirationsteori?
Trusler på ejendom og eller person.
Jeg har fået opringninger af vrede mennesker og er blevet standset på gaden og fået at vide, at jeg er en idiot og en skiderik på grund af noget, jeg har skrevet. Vrede opfatter jeg ikke om chikane, så længe, det ikke følges af trusler. Hvor udbredt er egentlige trusler? Og hvor ofte fører trusler til egentlige overgreb på person eller ejendom? Hvor bange skal man egentlig være?
Ytringsfriheden er under pres fra flere sider, nyhedsmedier både i Danmark og i udlandet forsøger, at undgå politisk ukorrekte artikler, men er borgerne selv på grund af frygt og angst er den største trussel mod ytringsfriheden?
