Ytringsfrihed og islam

To temaer har stået i centrum for Lars hedegaards arbejde og forfatterskab i de seneste år: Kampen for det frie ord og kampen mod de totalitære sid...

torbenmarkp

23/09/2012

To temaer har stået i centrum for Lars hedegaards arbejde og forfatterskab i de seneste år: Kampen for det frie ord og kampen mod de totalitære sider af islam. Det er naturligt, at kæde ytringsfrihed og islam sammen. Ikke alene udgør islams udbredelse i Vesten langt den største trussel mod ytringsfriheden, men fordi islam i sig selv er en totalitær politisk ideologi, udgør den også en trussel mod Vestens hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder generelt.

I Nordeuropa er vi tilbøjelige til at opfatte religion som den enkeltes forhold til sin Gud, og så er religionsfrihed en given ting, for så længe religionsudøvelse er en helt privat sag, må den enkelte naturligvis tro og dyrke sin religion, som det passer vedkommende. Men grænsen for religionsfriheden – som for den personlige frihed generelt – går altid der, hvor ens handlinger indebærer et overgreb på andres liv, frihed eller ejendom, og det gør en bogstavtro praktiseren af islam altid.

Islam er totalitær på samme måde som de andre store totalitære ideologier, nazismen og kommunismen, er totalitære: Individets rettigheder ofres for et større, kollektivt mål. I nazismen er det racerenhed, i kommunismen er det klasserenhed og i islam er det religionsrenhed, men i ingen af de tre store totalitære ideologier levnes der plads for ”de urene”. Samfundet skal renses for de urene, for jøder, klassefjender eller vantro, og det skal ske ved underkastelse, ved tildeling af en status som andenrangsborgere eller simpelthen ved fysisk udryddelse.

I det små begynder totalitarismen der, hvor nogen vil presse deres egne præferencer for, hvordan samfundet skal indrettes, hvad der er ”det gode liv” eller hvad der må siges, skrives og tegnes, ned over hovedet på andre mennesker. I den forstand er islam mere totalitær end både nazismen og kommunismen, for religiøs praksis i islam består udelukkende i at følge detaljerede regler for, hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt, halal og haram. Og meget er forbudt i islam, og noget er tilladt, som absolut ikke burde være det. Lars Hedegaards bog om ”Muhammeds piger – vold, mord og voldtægter i islams hus” vidner om, hvordan millionvis af piger og kvinder i islams verden undertrykkes og udsættes for vold, voldtægt og mord.  At ofrene for islam i første omgang er islams egne, gør ikke sagen bedre, for når homoseksuelle mænd hænges i Iran, når frafaldne fra islam straffes med døden, når voldtagne piger piskes eller stenes, og når små piger ned til ni år kan blive bortgiftet og udnyttet seksuelt – så er der tale om alvorlige menneskerettighedskrænkelser.

Når islam og islamiseringen er så vanskelig at bekæmpe, hænger det sammen med, at der er en religiøs kerne i islam, så al kritik af islam og islamisering har det med at blive udlagt som et angreb på en religion eller på nogle menneskers kultur, som skal accepteres i frisindets hellige navn, men som Lars Hedegaard skrev i en kronik i JP: i 2009

I et samfund, hvor religionen ikke må kritiseres, bliver alt til religion – fra længden af ens skæg og til hvilken hånd man skal bruge, når man tørrer sig bagi. Hvor religionskritik er forbudt, bliver hele livet og samfundet religiøst, og det mindste kvæk mod den herskende orden blive automatisk til en blasfemisk handling...


Med den formulering rammer Lars Hedegaard sømmet på hovedet, for det er umuligt at skelne mellem religion og politik i en lovreligion, hvor hele det religiøse liv drejer sig om, hvad der er haram og halal. Det er derfor, det er så vigtigt, at der ikke er nogen blasfemiparagraffer, der hindrer religionskritik eller krænkelsesparagraffer som straffelovens berygtede § 266b, der hindrer berettiget kritik af muslimers religiøse praksis, blot fordi nogen kan føle sig hånet, spottet og latterliggjort.

Kære Lars – du ønskes til lykke med fødselsdagen og du skal have en stor tak for din utrættelige kamp for ytringsfriheden og for dine advarsler mod truslen fra den totalitære islam.

- - -

Ovenstående er mit bidrag i form af en kort hilsen til "FREM FOR ALT FRIHED. Festskrift til Lars Hedegaard".

Festskriftet, der indeholder mange og langt bedre essays, forfattet af en stribe af blændende skribenter fra indland og udland, kan købes her.

Kilde: