Ytringsfriheden er en af grundlovens frihedsrettigheder. Men hvor meget er den værd? Tilsyneladende forekommer den uovertruffen i betydningsfuldhed. I hvert fald jævnfør det intellektuelle borgerskab. Retten til frie ytringer rangerer i boglige kredse nærmest som forfatningens vigtigste bestemmelse.
Det er noget vrøvl. Bevares, afskaffes skal den ikke, men ytringsfriheden er et overklassevåben. Dominansklassen har stor fordel af den. Den fungerer i vid udstrækning som et kampmiddel for samfundets sejrende lag, der kan bruge den mod potentielle oprørere. Sejrherrerne et tæt på medierne, tæt på lovgiverne, tæt på regeringen.
Ytringsfriheden er et angrebsvåben. I forsvaret er den ikke meget bevendt. De overvundne i den sociale kamp kommer sjældent i nærheden af mediehusene. Taberne er bitre og frustrerede. I stuerne rundt om i landet er fjernsynet tændt. På skærmen lader overklassen ytringsfriheden smælde. Den politiske sandhed fyger ud over rampen. Stuerne fyldes med rigtige meninger. Overklassens meninger. Det gør ondt at høre. Mange vrede ytringer over tv-mediet falder i hjemmene. Også på kroen bruger menigmand ytringsfriheden. Men længere rækker den heller ikke.
Undertegnede holdt for år tilbage et foredrag for dødstruede dambrugere ved Limfjorden. Rugende gravkammerstemning i forsamlingshuset. Mit indlæg på en time handlede om den forureningshistoriske udvikling, altså forløbet fra det uhumske samfund i tidligere tider til det grønne og sunde miljø i nutiden. Miljøbevægelsens løgnagtighed sattes på den måde i relief. Samtidig blev folkets ret til oprør understreget.
Opmuntret over denne tale tog en dambruger efter kaffen ordet: Ja, jeg vil også til at protestere mod de urimelige miljøkrav og overvågningen. Nej, det vil du ikke, sagde konen. Manden tav. Dødsstemning i salen. Det føltes, som tiden et øjeblik standsede. Hvad var der også at sige? Konen havde ret. Hver og en i forsamlingen vidste det. Dambrugeren skulle nok vare sig for at bruge ytringsfriheden. Nyhedsmagerne og de folkevalgte havde kriminaliseret erhvervet. Miljøkommissærerne kunne til enhver tid nedlægge dambrugene, lukke og slukke for et halvt eller et helt livs arbejde. Hønen skal ikke gale, hvor hanen er. Ytringsfriheden kan ikke bruges af mennesker i defensiven.
Ytringsfriheden er meget lidt bevendt for individer på de lavere trin i hierarkiet. Men grundloven rummer også frihedsrettigheder for det menige folk. Den vigtigste af dem alle er ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er et forsvarsværk, der vil noget og kan noget. Men ak, det forudsætter, at ejendomsretten virkelig er ukrænkelig. Det var den i selvejersamfundets epoke, rundt regnet fra 1849 til 1968. Gårde, dambrug, værksteder, butikker, gartnerier, fiskerkuttere og restauranter udgjorde politikfrie zoner. Selvejet og dispositionretten dannede en enhed.
Ejendomsrettens ukrænkelighed udretter det utrolige. Frihed i arbejdet gør mennesker frimodige og kreative. Ejerstoltheden og arbejdsglæden er velstandsskabende. Alt det er slut. Selvejersamfundets tidsalder er bragt til en ende. Nu dominerer de intellektuelle, og denne klasse bryder sig ikke om økonomisk frihed. Selvstændighed i næringen, nej det går ikke, kapitalismen er ikke sagen. Den boglige klasse er embedsjægere. På de højere skoler har de ikke lært at drive private virksomheder. Hvad man ikke er god til, går man ikke ind for. Hit med et skrivebord, råber kandidaterne, skolearbejde ved vi, hvad er. På dette felt er vi suveræne.
Universiteterne opfandt økologismen. Den gjorde ende på forsvarsværkerne omkring selvejet. Til enhver tid kan miljøkommissærerne bryde ind på private territorier, herse og regere og gøre ved. Konsekvenserne er åbenlyse. Intet frit land uden frie næringsdrivende. Det er en tragedie. Således skal det påny understreges: Ejendomsrettens ukrænkelighed er den mest betydningsfulde af alle frihedsrettigheder.
Det er noget vrøvl. Bevares, afskaffes skal den ikke, men ytringsfriheden er et overklassevåben. Dominansklassen har stor fordel af den. Den fungerer i vid udstrækning som et kampmiddel for samfundets sejrende lag, der kan bruge den mod potentielle oprørere. Sejrherrerne et tæt på medierne, tæt på lovgiverne, tæt på regeringen.
Ytringsfriheden er et angrebsvåben. I forsvaret er den ikke meget bevendt. De overvundne i den sociale kamp kommer sjældent i nærheden af mediehusene. Taberne er bitre og frustrerede. I stuerne rundt om i landet er fjernsynet tændt. På skærmen lader overklassen ytringsfriheden smælde. Den politiske sandhed fyger ud over rampen. Stuerne fyldes med rigtige meninger. Overklassens meninger. Det gør ondt at høre. Mange vrede ytringer over tv-mediet falder i hjemmene. Også på kroen bruger menigmand ytringsfriheden. Men længere rækker den heller ikke.
Undertegnede holdt for år tilbage et foredrag for dødstruede dambrugere ved Limfjorden. Rugende gravkammerstemning i forsamlingshuset. Mit indlæg på en time handlede om den forureningshistoriske udvikling, altså forløbet fra det uhumske samfund i tidligere tider til det grønne og sunde miljø i nutiden. Miljøbevægelsens løgnagtighed sattes på den måde i relief. Samtidig blev folkets ret til oprør understreget.
Opmuntret over denne tale tog en dambruger efter kaffen ordet: Ja, jeg vil også til at protestere mod de urimelige miljøkrav og overvågningen. Nej, det vil du ikke, sagde konen. Manden tav. Dødsstemning i salen. Det føltes, som tiden et øjeblik standsede. Hvad var der også at sige? Konen havde ret. Hver og en i forsamlingen vidste det. Dambrugeren skulle nok vare sig for at bruge ytringsfriheden. Nyhedsmagerne og de folkevalgte havde kriminaliseret erhvervet. Miljøkommissærerne kunne til enhver tid nedlægge dambrugene, lukke og slukke for et halvt eller et helt livs arbejde. Hønen skal ikke gale, hvor hanen er. Ytringsfriheden kan ikke bruges af mennesker i defensiven.
Ytringsfriheden er meget lidt bevendt for individer på de lavere trin i hierarkiet. Men grundloven rummer også frihedsrettigheder for det menige folk. Den vigtigste af dem alle er ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er et forsvarsværk, der vil noget og kan noget. Men ak, det forudsætter, at ejendomsretten virkelig er ukrænkelig. Det var den i selvejersamfundets epoke, rundt regnet fra 1849 til 1968. Gårde, dambrug, værksteder, butikker, gartnerier, fiskerkuttere og restauranter udgjorde politikfrie zoner. Selvejet og dispositionretten dannede en enhed.
Ejendomsrettens ukrænkelighed udretter det utrolige. Frihed i arbejdet gør mennesker frimodige og kreative. Ejerstoltheden og arbejdsglæden er velstandsskabende. Alt det er slut. Selvejersamfundets tidsalder er bragt til en ende. Nu dominerer de intellektuelle, og denne klasse bryder sig ikke om økonomisk frihed. Selvstændighed i næringen, nej det går ikke, kapitalismen er ikke sagen. Den boglige klasse er embedsjægere. På de højere skoler har de ikke lært at drive private virksomheder. Hvad man ikke er god til, går man ikke ind for. Hit med et skrivebord, råber kandidaterne, skolearbejde ved vi, hvad er. På dette felt er vi suveræne.
Universiteterne opfandt økologismen. Den gjorde ende på forsvarsværkerne omkring selvejet. Til enhver tid kan miljøkommissærerne bryde ind på private territorier, herse og regere og gøre ved. Konsekvenserne er åbenlyse. Intet frit land uden frie næringsdrivende. Det er en tragedie. Således skal det påny understreges: Ejendomsrettens ukrænkelighed er den mest betydningsfulde af alle frihedsrettigheder.
