Når der diskuteres økonomi kan debatten ofte sammenfattes til følgende: Højre fløjen fremhæver den private sektor som velfærdssamfundets motor, mens store dele af venstrefløjen ønsker en mere omfangsrig offentlig velfærdsstat.
Begge parter har ret i deres udlægning, for uden en blomstrende privat sektor, er der ingen skattepenge til at drive den offentlige sektor for. Omvendt, hvis der ikke er en offentlig sektor der sørger for uddannelse, sunhed og infrastruktur, vil fødekæden til den private sektor blive brudt.
Nu vil nogen indvende, at lande med meget lavere skattetryk end det danske som f.eks. England og USA, har en blomstrende privat sektor. Det har de muligvis, men de har også en stor andel af befolkningen der lever i fattigdom og som reelt ikke har muligheden for at træde ind i overklassens samfund. At et klassedelt samfund afføder kriminalitet og sociale spændinger er en selvfølge.
I Danmark, har der traditionelt været en god ballance mellem omfanget af den offentlige sektor og gode økonomiske vilkår for den private sektor - ellers ville vi ikke have det smafund vi har.
Når der i dag diskuteres nedskæringer og skattetryk, er det ikke desto mindre som at høre forkælede børn, der har det hele, men som vil have mere. Lad det derfor være være sagt, at lavere skat på den sidst tjente krone er et argument der ikke holder. Er du så heldig at have et job hvor du er oppe og betale topskat, så skulle du hellere glæde dig over at du har så meget, i stedet for at ville have endnu mere. I stedet kunne du glædes over, at en stor del af din sidst tjente krone går til at give andre samme muligheder som dig.
Bevæger vi os over på velfærdsområdet, er kravet om f.eks. efterløn til alle aldeles forrykt. Efterløn(eller en lignende ordning) er noget der skal være forbeholdt de som er nedslidte og som virkelig har brug for at træde tilbage. Meningen er ikke, at alle skal kunne trække sig tilbage som 60-årige, for at pusle med haven eller cykle nordsjællands landveje tynde på en dyr racercykel betalt af en ratepensionen.
Når der diskuteres økonomi er det altså essentielt, at befolkningen holder sig en ting for øje: At yde efter evne og nyde efter behov.
Uden dette mådehold, reduceres den økonomiske debat til krav fra umulige børn, der enten glemmer hvem der har forsørget dem mens de ikke kunne selv, eller som stiller krav om, at deres gamle forældrer forsørger dem hele livet.
Begge parter har ret i deres udlægning, for uden en blomstrende privat sektor, er der ingen skattepenge til at drive den offentlige sektor for. Omvendt, hvis der ikke er en offentlig sektor der sørger for uddannelse, sunhed og infrastruktur, vil fødekæden til den private sektor blive brudt.
Nu vil nogen indvende, at lande med meget lavere skattetryk end det danske som f.eks. England og USA, har en blomstrende privat sektor. Det har de muligvis, men de har også en stor andel af befolkningen der lever i fattigdom og som reelt ikke har muligheden for at træde ind i overklassens samfund. At et klassedelt samfund afføder kriminalitet og sociale spændinger er en selvfølge.
I Danmark, har der traditionelt været en god ballance mellem omfanget af den offentlige sektor og gode økonomiske vilkår for den private sektor - ellers ville vi ikke have det smafund vi har.
Når der i dag diskuteres nedskæringer og skattetryk, er det ikke desto mindre som at høre forkælede børn, der har det hele, men som vil have mere. Lad det derfor være være sagt, at lavere skat på den sidst tjente krone er et argument der ikke holder. Er du så heldig at have et job hvor du er oppe og betale topskat, så skulle du hellere glæde dig over at du har så meget, i stedet for at ville have endnu mere. I stedet kunne du glædes over, at en stor del af din sidst tjente krone går til at give andre samme muligheder som dig.
Bevæger vi os over på velfærdsområdet, er kravet om f.eks. efterløn til alle aldeles forrykt. Efterløn(eller en lignende ordning) er noget der skal være forbeholdt de som er nedslidte og som virkelig har brug for at træde tilbage. Meningen er ikke, at alle skal kunne trække sig tilbage som 60-årige, for at pusle med haven eller cykle nordsjællands landveje tynde på en dyr racercykel betalt af en ratepensionen.
Når der diskuteres økonomi er det altså essentielt, at befolkningen holder sig en ting for øje: At yde efter evne og nyde efter behov.
Uden dette mådehold, reduceres den økonomiske debat til krav fra umulige børn, der enten glemmer hvem der har forsørget dem mens de ikke kunne selv, eller som stiller krav om, at deres gamle forældrer forsørger dem hele livet.
