We do care - gør fagbevægelsen?

Lars Storr-Hansen: Arbejdslivet er meget bedre i dag, end det var tidligere

Jesper Ørsted,

03/02/2011

Lars Storr-Hansen: Arbejdslivet er meget bedre i dag, end det var tidligere. Derfor giver det i 2011 ikke mening, når fagbevægelsen kører skræmmekampagner af rynkede hænder, der skal arbejde, til de segner - som befandt vi os på Pelle Erobrerens tid.Følger man den danske debat om nødvendige reformer for tiden, er det som om, at der er ved at opstå en myte, hvor arbejde er et onde. Hvorfor ellers så meget modstand mod (nødvendige) reformer på arbejdsmarkedet?
Det er en ærgerlig debat, der bør give stof til eftertanke hos os alle sammen. I den fase, som debatten befinder sig i lige nu, er det måske passende, at vi lige minder os selv og hinanden om, at det rent faktisk er sundhedsfremmende at have et arbejde - ikke den anden vej rundt.
Selv om arbejdet i konkrete tilfælde kan være sundhedsmæssigt belastende, har arbejdet også en positiv indflydelse på vores sundhedstilstand, og dermed er der altså ikke et modsætningsforhold mellem at arbejde og have det godt. Tværtimod.
Det skyldes ikke mindst, at en lang række forhold for danske lønmodtagere er blevet forbedret systematisk gennem årtier.
Det er ikke blot noget, jeg siger, men noget som lønmodtagerne selv mærker: Således kan man i European Foundation for the Improvement of Living and Working Conditions (2010) se, at danske medarbejdere i måling efter måling er de mest tilfredse i europæisk sammenhæng med deres arbejdsplads, hvor 49 procent er meget tilfredse og 46 procent er tilfredse med deres arbejdsliv.