Jeg savner Uffe Ellemann. Det vender jeg tilbage til. Men ha’ lidt tålmodighed.
Jeg bliver nødt til at starte langsomt, for i sidste uge var jeg fire dage i Norge - på langrend! Jeg er vild med Norge. I min barndom besøgte jeg det smukke land ofte, som voksen sjældnere. Det er vel cirka 10 år siden, jeg sidst var på langrend (ungerne vil hellere alpin i Alperne).
Udflugtens mål var som altid min moster og onkels fantastiske hytte cirka 60 km nord for Oslo. Det er ikke en kæmpehytte. Der er heller ikke hverken jacuzzi, moderne samtalekøkken eller espressomaskine. Faktisk ligner hytten fuldstændig sig selv som i min barndom: Samme møbler, min bedstemors hjemmesyede puder, den samme duft, de samme LP-plader(!), den samme åbne pejs, de samme langrendruter med mærkelige navne som Lygna og Koperud. Tilsæt firkløver-chokolade og appelsiner som mellemmåltid på ruten, god mad og rødvin efter en lang skidag og så kaffe og en lille skarp, mens fjernsynet viser vinter-OL med norske kommentatorer, der tiljubler deres ”gull-jenter” og ”gull-gutter” – ja, så kan du sikkert fornemme lidt af stemningen.
At komme til hytten er som at blive skudt tilbage i tiden. Til dengang alt var ukompliceret. Sådanne fire dage i en anden verden er (OL-)guld værd. Den friske luft, de smukke landskaber, eftertænksomheden. En god bog. Stilheden før den danske politiske forårsstorm.
Netop den forgangne uge stod der muslimer, tegninger og tåbelige fanatikere i alle de norske nyhedshistorier. En tåbelig 24-årig ekstremist mente - efter tre fredelige og for medierne derfor totalt kedelige protestdemonstrationer over en ligegyldig tegning - at det var på sin plads at forlange alle homoseksuelle smidt ud af Norge! Der stod han på tv ved siden af sin udslidte røde Nissan og lignede – kort sagt – den idiot, han er: Det halvlange tynde skæg, en form for natkjole og hvad har vi ellers af ekstremist-stereotyper?
Man får næsten ondt af staklen, fordi han er så enfoldig og naiv. Ja, og ondt af os selv, nordmænd og danskere, fordi vi skal bruge tid på den slags.
Efter synet af ham og vel ude på ruten igen er det, at man alligevel får kræfter til at hæve sig lidt op over horisonten og spørge sig selv: Hvad er det egentlig, der truer vores frihed? Er det den klovn? Selvfølgelig er det ikke det. Er det tre burkaer? Vrøvl. Er det en invasion af kødklister? Er det jordskælv i Nordsøen? Er det amerikanisering eller måske en kommende muslimsk invasion – ja, hvem ved, et fanatisk muslimsk flertal i Folketinget? Næ, selvfølgelig er det ikke det. De udfordringer, der kommer til os udefra, er relativt små, og vi kan håndtere dem, ignorere dem, ja, vi kan tage fat i nakken på den 24-årige tosse – og så komme videre.
Nej, truslen kommer indefra. Vores frihed er truet af vores manglende vilje til reformer. Vi har kurs mod velfærdssamfundets kollaps: At vi ikke har råd til et ordentligt sundhedsvæsen, gode uddannelser og hjælp til de svageste – fordi vi enøjet falder fra fristelsen til bare at lade skattetrykket stige og underskuddet eksplodere yderligere i stedet for at gennemføre de nødvendige reformer. Dét truer vores frihed.
Jyllands-Posten fortæller i dag, at fire unge hver dag sendes på førtidspension! Se, dét er et problem. Vores fristelse til at parkere folk uden for fællesskabet er et problem. Ligesom det er et problem, når der om kort tid ikke er varme hænder nok til at passe de ældre. Ligesom det er et problem, at vores stagnerende effektivitet, både i den offentlige og i den private sektor, i de kommende år kommer til at koste os op mod 250 milliarder kroner i BNP ifølge de nyeste tal fra OECD.
Det skræmmende er, at vi i mange år har vidst, at vi har store og reelle udfordringer, som truer os og vores frihed. Jeg kan egentligt ikke sige det meget bedre, end Uffe gjorde i sin afskedstale til Venstre landsmøde tilbage i 1998 - gengivet i hans bog ”Din egen dag er kort”:
”(…) der er alt for mange ting i Danmark, som slet ikke hænger sammen. Og der er stadig ikke tilstrækkelig politisk vilje til at lave om på tingene, så de kommer til at hænge sammen (..) I de kommende år vil der blive forholdsvis flere, der skal forsørges – og forholdsvis færre til at betale. Samtidig med at konkurrencen udefra bliver hårdere og hårdere. Det er udfordringen, Danmark står overfor. Det er, hvad der truer vores frihed. Den er truet indefra – ikke udefra.”
Her 12 år efter har Uffe stadig ret. Jeg savner ham i dansk politik, fordi han turde sige tingene ligeud: Vores frihed er truet indefra – ikke udefra. Mens det er helt vidunderligt, at den norske hytte ligner sig selv i sin uforanderlighed, ja, så er det en trussel mod vores frihed, at også dansk politik ligner sig selv. Trøsten er, at vi stadig kan nå at gøre noget ved det.
Otte mandater til Liberal Alliance efter næste valg kommer til at gøre forskellen. 100 norske km langrend i benene hjælper på formen. Vi går et godt forår i møde. Hold øje med aviserne fra uge 9!
Jeg bliver nødt til at starte langsomt, for i sidste uge var jeg fire dage i Norge - på langrend! Jeg er vild med Norge. I min barndom besøgte jeg det smukke land ofte, som voksen sjældnere. Det er vel cirka 10 år siden, jeg sidst var på langrend (ungerne vil hellere alpin i Alperne).
Udflugtens mål var som altid min moster og onkels fantastiske hytte cirka 60 km nord for Oslo. Det er ikke en kæmpehytte. Der er heller ikke hverken jacuzzi, moderne samtalekøkken eller espressomaskine. Faktisk ligner hytten fuldstændig sig selv som i min barndom: Samme møbler, min bedstemors hjemmesyede puder, den samme duft, de samme LP-plader(!), den samme åbne pejs, de samme langrendruter med mærkelige navne som Lygna og Koperud. Tilsæt firkløver-chokolade og appelsiner som mellemmåltid på ruten, god mad og rødvin efter en lang skidag og så kaffe og en lille skarp, mens fjernsynet viser vinter-OL med norske kommentatorer, der tiljubler deres ”gull-jenter” og ”gull-gutter” – ja, så kan du sikkert fornemme lidt af stemningen.
At komme til hytten er som at blive skudt tilbage i tiden. Til dengang alt var ukompliceret. Sådanne fire dage i en anden verden er (OL-)guld værd. Den friske luft, de smukke landskaber, eftertænksomheden. En god bog. Stilheden før den danske politiske forårsstorm.
Netop den forgangne uge stod der muslimer, tegninger og tåbelige fanatikere i alle de norske nyhedshistorier. En tåbelig 24-årig ekstremist mente - efter tre fredelige og for medierne derfor totalt kedelige protestdemonstrationer over en ligegyldig tegning - at det var på sin plads at forlange alle homoseksuelle smidt ud af Norge! Der stod han på tv ved siden af sin udslidte røde Nissan og lignede – kort sagt – den idiot, han er: Det halvlange tynde skæg, en form for natkjole og hvad har vi ellers af ekstremist-stereotyper?
Man får næsten ondt af staklen, fordi han er så enfoldig og naiv. Ja, og ondt af os selv, nordmænd og danskere, fordi vi skal bruge tid på den slags.
Efter synet af ham og vel ude på ruten igen er det, at man alligevel får kræfter til at hæve sig lidt op over horisonten og spørge sig selv: Hvad er det egentlig, der truer vores frihed? Er det den klovn? Selvfølgelig er det ikke det. Er det tre burkaer? Vrøvl. Er det en invasion af kødklister? Er det jordskælv i Nordsøen? Er det amerikanisering eller måske en kommende muslimsk invasion – ja, hvem ved, et fanatisk muslimsk flertal i Folketinget? Næ, selvfølgelig er det ikke det. De udfordringer, der kommer til os udefra, er relativt små, og vi kan håndtere dem, ignorere dem, ja, vi kan tage fat i nakken på den 24-årige tosse – og så komme videre.
Nej, truslen kommer indefra. Vores frihed er truet af vores manglende vilje til reformer. Vi har kurs mod velfærdssamfundets kollaps: At vi ikke har råd til et ordentligt sundhedsvæsen, gode uddannelser og hjælp til de svageste – fordi vi enøjet falder fra fristelsen til bare at lade skattetrykket stige og underskuddet eksplodere yderligere i stedet for at gennemføre de nødvendige reformer. Dét truer vores frihed.
Jyllands-Posten fortæller i dag, at fire unge hver dag sendes på førtidspension! Se, dét er et problem. Vores fristelse til at parkere folk uden for fællesskabet er et problem. Ligesom det er et problem, når der om kort tid ikke er varme hænder nok til at passe de ældre. Ligesom det er et problem, at vores stagnerende effektivitet, både i den offentlige og i den private sektor, i de kommende år kommer til at koste os op mod 250 milliarder kroner i BNP ifølge de nyeste tal fra OECD.
Det skræmmende er, at vi i mange år har vidst, at vi har store og reelle udfordringer, som truer os og vores frihed. Jeg kan egentligt ikke sige det meget bedre, end Uffe gjorde i sin afskedstale til Venstre landsmøde tilbage i 1998 - gengivet i hans bog ”Din egen dag er kort”:
”(…) der er alt for mange ting i Danmark, som slet ikke hænger sammen. Og der er stadig ikke tilstrækkelig politisk vilje til at lave om på tingene, så de kommer til at hænge sammen (..) I de kommende år vil der blive forholdsvis flere, der skal forsørges – og forholdsvis færre til at betale. Samtidig med at konkurrencen udefra bliver hårdere og hårdere. Det er udfordringen, Danmark står overfor. Det er, hvad der truer vores frihed. Den er truet indefra – ikke udefra.”
Her 12 år efter har Uffe stadig ret. Jeg savner ham i dansk politik, fordi han turde sige tingene ligeud: Vores frihed er truet indefra – ikke udefra. Mens det er helt vidunderligt, at den norske hytte ligner sig selv i sin uforanderlighed, ja, så er det en trussel mod vores frihed, at også dansk politik ligner sig selv. Trøsten er, at vi stadig kan nå at gøre noget ved det.
Otte mandater til Liberal Alliance efter næste valg kommer til at gøre forskellen. 100 norske km langrend i benene hjælper på formen. Vi går et godt forår i møde. Hold øje med aviserne fra uge 9!
