Vores ægteskab er altså helt
Af Kjeld Munch Rasmussen
Pensionist
Jeg skal ikke udtale mig for eller imod vielse af homoseksuelle i folkekirken, da jeg ikke er medlem. Jeg meldte mig ud i min ungdom af helt andre årsager.
I dag kunne jeg såmænd godt melde mig ind igen, da jeg har megen sympati for kirken, men jeg bliver forhindret af netop denne sag. Hvordan skulle jeg kunne være medlem af en kirke, der ikke vil anerkende mit parforhold? Men jeg er godt tilfreds med mit registrerede partnerskab, og vi ville nok ikke lade os vie i kirken, selvom det var muligt. Når kirken ikke vil anerkende os som par, hører vi naturligvis ikke hjemme der.
Vi har boet sammen i mere end fyrre år og var blandt de første, der blev viet på Københavns Rådhus i 1989, så det må nok siges at være et helt ægteskab.
Søren Krarup siger i en bemærkning, der citeres 17.3: ”Det er skaberi, når homoseksuelle vil lege ægteskab. Det er at fornægte vores virkelighed. Og dermed er det foragt for dansk og vestlig kultur.” Det er vist Søren Krarup selv, der fornægter virkeligheden. Vort parforhold er i hvert fald meget virkeligt. Og jeg har stor respekt for dansk og vestlig kultur, som vi i høj grad selv er en del af.
Og Thomas Pedersen skriver samme dato et pudsigt argument mod kirkelig vielse af homoseksuelle: ”Opdragelse og socialisering vil blive påvirket. Børn, som ser og lærer som disse par, vil forståeligt danne sig den opfattelse, at det altså er lige meget, om et par er af samme eller forskelligt køn.”
Ja, gid det var så vel. Faktisk er det meget sådan i dag. Ingen synes vist, der er noget særligt ved os. Eller måske er der? I hvert fald blev min ven i fjor udnævnt til æresborger i gaden, hvor vi bor. Kun i kirkelig sammenhæng skiller vi os negativt ud.
Af Kjeld Munch Rasmussen
Pensionist
Jeg skal ikke udtale mig for eller imod vielse af homoseksuelle i folkekirken, da jeg ikke er medlem. Jeg meldte mig ud i min ungdom af helt andre årsager.
I dag kunne jeg såmænd godt melde mig ind igen, da jeg har megen sympati for kirken, men jeg bliver forhindret af netop denne sag. Hvordan skulle jeg kunne være medlem af en kirke, der ikke vil anerkende mit parforhold? Men jeg er godt tilfreds med mit registrerede partnerskab, og vi ville nok ikke lade os vie i kirken, selvom det var muligt. Når kirken ikke vil anerkende os som par, hører vi naturligvis ikke hjemme der.
Vi har boet sammen i mere end fyrre år og var blandt de første, der blev viet på Københavns Rådhus i 1989, så det må nok siges at være et helt ægteskab.
Søren Krarup siger i en bemærkning, der citeres 17.3: ”Det er skaberi, når homoseksuelle vil lege ægteskab. Det er at fornægte vores virkelighed. Og dermed er det foragt for dansk og vestlig kultur.” Det er vist Søren Krarup selv, der fornægter virkeligheden. Vort parforhold er i hvert fald meget virkeligt. Og jeg har stor respekt for dansk og vestlig kultur, som vi i høj grad selv er en del af.
Og Thomas Pedersen skriver samme dato et pudsigt argument mod kirkelig vielse af homoseksuelle: ”Opdragelse og socialisering vil blive påvirket. Børn, som ser og lærer som disse par, vil forståeligt danne sig den opfattelse, at det altså er lige meget, om et par er af samme eller forskelligt køn.”
Ja, gid det var så vel. Faktisk er det meget sådan i dag. Ingen synes vist, der er noget særligt ved os. Eller måske er der? I hvert fald blev min ven i fjor udnævnt til æresborger i gaden, hvor vi bor. Kun i kirkelig sammenhæng skiller vi os negativt ud.
