Volden er faldet i takt med uddannelse, handel og statslige institutioner har bredt sig

Den gode nyhed: Verden er mindre voldelig nu, end nogensinde før, hævder Harvardforskeren Steven Pinker

Lars Andreassen,

11/10/2011

Den gode nyhed: Verden er mindre voldelig nu, end nogensinde før, hævder Harvardforskeren Steven Pinker. Hans forelæsning er noget lang, men virkelig interessant, så kan du finde 1,5 ledig time, så skænk en god whisky eller knap en øl op og læn dig tilbage (Pinkers forelæsning varer 50 min. resten er debat). Pinker har samlet en lang række tal fra diverse forskningsgrene - lige fra palæoantropologien over historie til samfundsvidenskaberne - som viser at verden er langt mindre voldelig i dag, end den nogensinde har været.

Det er interessant i sig selv, at selv det blodige 20. århundrede målt på baggrund af jordens samlede befolkningstal var mindre dødbringende, end tidligere århundreder. Mere interessant er det selvfølgelig, når Pinker forsøger at forklare årsagerne til den den stigende fred, og fremhæver at statslige institutioner er en af årsagerne; efterhånden som imperierne kom til stoppede de etniske og religiøse stridigheder, men endnu væsentligere er måske bogtrykkerkunsten, som gjorde det muligt at distribuere viden og få bugt med overtro. Internationalt eller mellemstatsligt samarbejde og handel er yderligere to væsentlige årsager.

Thomas Hobbes havde ret, Rousseau tog fejl, hævder Pinker. Det statsløse menneske lever i evig frygt og fare - ingen handel og videnskab vil være muligt. Den vilde er ikke mild og venlig, som Rousseau hævdede.