Kina har vist sig formidabel til at skabe økonomisk vækst. Men halter langt bagefter, når det drejer sig om at skabe forvaltnings- og retssystemer, der er finmasket nok til at sikre folk, der er krænket på rettigheder eller økonomi en ordentlig og redelig proces - og det gælder uanset om det drejer sig om økonomisk kompensation eller det sociale og retlige sikkerhedsnet.
Udviklingen ér gået rigtigt hurtigt frem i Kina. Veje, bygninger og infrastruktur bredes ud over landet i et storskalaprogram, der ikke er set tilsvarende siden bygningen af den Store kinesiske Mur.
Men nu er Kina også et land af af format, og bruger derfor heller ikke små armbevægelser. Historisk set vil denne æra da sandsynligvis også blive kendt som Den store Urbanisering.
På alle fronter har kineserne kunnet opleve en stadig forbedring på levevilkår: Sundhed, alder, indkomst, uddannelse og velfærd. I Kina har kursen været mod skyerne. Men i de senere år har udviklingen gået så hastigt, at det har rejst andre problemer for mange kinesere. Tusindvis af mennesker - i både byer og landdistrikter - har mistet jord og hjem.
Menneskerettighedsorganisationer beretter om mangefold overgreb mod borgere, relateret til den heftige urbaniseringsbølge, som har skyllet over land og by.
Lokalmyndigheder har gjort rigtigt gode penge ved at sælge kollektiv jord til private projektudviklere, der efterfølgende har etableret ny infrastruktur og byggeri i storskala med billig finansiering hentet i den store statslige økonomis hjælpeprogrammer.
En fed fidus for alle parter.
Nå, ja - pånær for dem, der bor der i forvejen. Folk, der må se deres hjem - også hele bydele (selv i Beijing) - tromlet ned i fremskridtets navn for at gøre plads til nybyggeri, der er så dyrt, at de bliver nødt til at flytte andre steder hen - også byggeri der ofte må henstå tomt og ubenyttet, da det rent faktisk heller ikke finansieres på baggrund af eventuel salgsmulighed. Men ene og alene på fordi landets nuværende vækstmodel er baseret på at byggebranchen kan holde landets BNP to-cifret.
Problemet med den vækstmodel, er at den er asynkron. Størstedelen af borgerne har simpelthen ikke økonomi til at flytte ind i det nye byggeri. Kina har derfor behov for at finde en vej så købekraften kan fordeles mere ligeligt, ikke bare for bringe balance i landets sociale og økonomiske skævheder, men også så et mere bredspektret vækstgrundlag kan vokse frem.
Hvis ikke det sker i en nær fremtid er der ligefrem risiko for at vi kommer til at opleve den anden revolution inden for 100 år, fordi Kommunistpartiet simpelthen har genskabt tidligere tiders ubalance i mellem landbefolkningen og byboere i sin iver for at forbedre de generelle levevilkår i Kina.
Et sted på vejen er magthaverne tilsyneladende også holdt op med at være kommunister og blevet til gode gammeldags kapitalister, der ikke lader forrige århundredes herskende klasse meget tilbage, når det handler om at rage til sig på bekostning af de uformuende.
Selvom muligheden for internetaktiviteter holdes i et jerngreb af Internetpolitiet i Kina, ér det lykkedes for borgere at berette om overgreb: I maj f.eks. , sprængte to personer sig selv i luften i protest mod nye kommunale byggerier i byen Fuzhou i Jiangxi-provinsen.
Den 52-årige Qian Mingqi, havde siden 2002 kæmpet lovligt mod, hvad han mente var en ulovlig beslaglæggelse af hans ejendom. -"Jeg er nødt til at skride til konkret handling for retfærdighed"-, skrev manden på en blog blot et par dage før tragedien.
På bloggen skriver han at han vil fjerne de onde gerningsmænd (for ulovlige ekspropriationer) ved en eksplosiv begivenhed, og opfordrer til at sprede budskabet.
Som begrundelse for den dramatiske gerning refererer han til andre aktivister, der har lidt en krank skæbne i forsøget på at stå fast på deres rettigheder: Denne mand tilbringer først 5 år i fængsel for at protestere mod ulovlig ekspropriation og køres derefter brutalt ned af politiet, og denne mand indlægges på sindssygehospital for at kræve retfærdig behandling.
Heller ikke eftertragtelsesværdige skæbner.
Historier, som disse er ikke enestående i de senere år. Konflikterne handler ofte om uenighed om erstatningsstørrelser, og i andre tilfælde over brutale udsættelsesmetoder, når myndigheder eksproprierer ejendom og land - uden kompensation.
Selv om mange kinesere, der har måttet flytte fra hus og hjem har oplevet en ordentlig proces, vrimler det med skrækhistorier: Folk der har været udsat for direkte vold eller er blevet truet hermed, er blevet spærret inde, eller har fået afbrudt strøm- og vandforsyning.
De fleste tvister handler dog om erstatningstørrelser. En af de væsentligste årsager hertil er, at de fleste kinesere ved, at de ikke kan stille meget op mod myndighedernes beslutninger. Hverken vedr. hus og hjem eller at de skal afgive landbrugsjord.
På grund af problemer med korruption blandt lokale myndigheder, har mange folk desuden mistanke om at de ikke har fået alt det de har krav på.
I landområder er der ca. 10.000 protester om året i forbindelse med sådanne tvister. Ifølge China Academy of Social Sciences tegner konflikter vedrørende jord sig for 65 procent af konflikterne i landdistrikterne.
Problemet er ofte størst i landområderne, hvor fattigdommen er størst. Meget af den jord befolkningen i landdistrikterne bor på, er nemlig kollektivt ejet, og hvis de lokale myndigheder ønsker at benytte landbrugsjorden til andre formål, kan den umiddelbart inddrages, og mange landmænd mener ikke at de får tilstrækkelig kompensation.
Tidligere i år har regeringen udstedt nye forordninger, der skal sikre velordnet opkøb og forbyder ovennævnte brutale metoder. Men problemet er stadig almindeligt udbredt ifølge uafhængige kinesiske magasiner.
Der er nemlig en grænse for hvor meget kontrol staten kan udøve over de lokale myndigheder. Men hvis Kommunistpartiet vil bevare magten i det lange løb, kan det heller ikke leve med den voksende uro.
Lederne i Beijing ér opmærksom på de voksende sociale problemer i landdistrikter og adresserer også dette i den nye 5-årsperiode. Hvor man vil skabe rammerne for en mere bæredygtig vækstmodel, med mindre afhængighed af eksport og investeringer, og overfører likviditet til landdistrikterne.
Den nye 5-årsplan for 2011-2015 skal nemlig ikke bare gøre Kina mere innovativt og effektivt. Den skal også øge den sociale lighed.
Det er også hårdt tiltrængt.
