For fodboldfans har den seneste måned været en fest. For kulturalister har det været en orgasme…
Et overflødighedshorn af kommentatorer med hang til kulturalistiske forklaringer har belært os om de virkelige årsager til Danmarks fiasko, Frankrigs fiasko, Tysklands succes og Tysklands position som VM-slutrundens største tabere (det sidste udsagn giver rent faktisk mening for Uriasposten).
Jeg kommenterede selv fænomenet ved en tidligere lejlighed, så dette indlægs ambitionsniveau begrænser sig til at samle trådene og danne et overblik.
Det røde og HVIDE fodboldlandshold
Aslak Nore åbner ballet:
Aslak Nore udråbte Danmarks VM-hold til at være “symbolet på et fremmedfjendtligt land, som ikke udnytter indvandrebefolkningens potentiale.”
Sidst jeg tjekkede havde Patrick Mtiliga baggrund i Tanzania. Oh, well…
…signalværdien kan ikke undervurderes, og Danmark halter voldsomt efter. Så bare se frem til dagen hvor Mohammed Fellah, Abdi Ibrahim, Joshua King og andre lovende nynorske spillere fejer et leverpostejsfarvet og blegt dansk landshold af banen.
Løn som racistisk forskyldt!
Nej, det er ikke min tolkning af Carsten Aggers indlæg om Danmarks nederlag til Holland. Det er Carsten Aggers egne idiotiske ord fra overskriften til indlægget om selvsamme nederlag:
I dag har dette fremmedhad, der er en daglig plage for tusinder af indvandrere og ikke-indvandrere i dette land, ført til de rød-hvides og de nationale idioters totale ydmygelse på grønsværen. Jeg tror godt, jeg kan spise et stykke sandkage.
Eller er det omvendt? …eller måske endda ingen af delene?
Strengt talt et indlæg som snakker forbi multikulti-vinklen, men stadigvæk interessant for de læsere, som kun er nået så langt i min tekst på grund af idiotiets underholdningsværdi. Arne Eggert og Troels Myllenberg har nemlig skrevet et indlæg, hvis præmis dikteres af overskriften “Fra Elkjær og Riskær til Agger og Bagger”:
I dag er forsvarsspillerne de mystiske muskuløse stjerner, spillets klippefaste enere i en idrætsgren, der med sine kapitaltunge oligarker og afsindige firmakonstruktioner som bagmænd i klubberne vækker et pift af Stein Bagger. … De danske drømme ligger fremover i fødderne på Nicklas Bendtner – landsholdets svar på Søren Pind. Eller er det omvendt, Søren Pind som dansk politiks svar på Nicklas Bendtner?
Den franske fias… nej, multikulturelle fiasko
Ralf Pittelkow åbner ballet:
Ralf Pittelkow var først ude på dansk med et indlæg om det franske holds fiasko:
I de fleste europæiske lande ser man opsplitningen i parallelsamfund og ligegyldigheden over for fællesskabet. Det franske landsholds opløsning rummer en lære, som bør optage hele Europa.
…og selv Politiken dækkede vinklen med de kulturalistiske forklaringer på Frankrigs VM-fiasko.
Alles ist Multi-Kulti
Hey… Gutmensch er et tysk ord…
Lars Trier Mogensen (som jeg længe har vidst var en idiot) begiver sig ud i en uforbeholden skamrosen af det multietniske tyske fodboldlandshold. Et par kommenterede højdepunkter:
Tyskland har foreløbig triumferet i den kontinentale kulturkamp, der udspiller sig her under VM.
Kontinental fodboldkamp, ikke kulturkamp.
Tysklands overbevisende sejr over England var ikke kun en genrejsning efter VM-finalenederlaget i 1966, men også et vidnesbyrd om, at den tyske integrationsmodel kan blive et forbillede i Europa.
De to verdensmesterskaber og tre europamesterskaber, som Tyskland har vundet i de mellemværende 34 år, var en genrejsning efter VM-finalenederlaget i 1966. Nedsablingen af England blev udført af allerede oprejste fodboldspillere.
Det unge tyske landshold står i skarp kontrast til det danske. Den norske forfatter Aslak Nore påstod forleden i Information, at der er en nøje sammenhæng mellem Danmarks dårlige spil og fiaskoen med at integrere indvandrere i fodbold.
Årh, fuck det her pis… Næste indlæg.
Jeg kunne have svoret at de bare spillede fodbold, men nej…
Tyskland gør så meget mere end at spille fodbold ifølge Claus Bryld:
Det tyske (og andre) landsholds blandede sammensætning afspejler et samfund uden den traditionelle ”sammenhængskraft”, et samfund, der alligevel hænger sammen. Det kaldes også af nogle for et højkomplekst samfund, hvor mennesket ikke er fange af de traditionelle fællesskaber, men danner sine egne værdier på grundlag af individuel erfaring og refleksion, men ikke uden hensyn til andre.
Multikultiholdet… is biggest loser
Den håbløse blanding af dansk og engelsk er helt Uriaspostens egen.
De fleste af os kunne have svoret at bronze-medaljer var et godkendt resultat for et tysk hold i opbygingsfasen, men Uriasposten udråber alligevel Tyskland til turneringens største tabere. I klassisk nationalkonservativ stil afsøges kulturalistiske vinkler på den tyske indsats:
Problemerne opstår, når man ikke nøjes med at rekruttere talenter, men aktivt udskifter den indfødte befolkning med noget mindre heldige elementer. Franskmændene spekulerer formentlig, om en exit i gruppespillet er deres brændende forstæder værd. Tyskerne skal også nok nå dertil.
Morsomt bliver det først for alvor, da en læser påpeger at de franske spillere af anden etnisk herkomst er ret gode til at synge med på den franske nationalmelodi. Det får Uriaspostens skribent til at belære den vildfarne læser:
Det er et FODBOLD-VM, ikke en sangkonkurrende.
De hidtil viseste ord udtalt om VM-slutrunden. Synd at skribenten følger denne indlysende sandhed op med at opsummere Tysklands semifinale med disse ord:
…de holdes frem som det store håb for multikulti, og slås ud af deres antitese.
Opgør med kulturalismen…
Undertegnede, Konflikten og Esben Schjørring har alle begået indlæg, som tager et opgør med den kulturalistiske vinkel på VM i fodbold.
Summa summarum:
Ingen summa summarum. Dette indlægs ambitionsniveau begrænser sig til at samle trådene og danne et overblik.
Hvis jeg har overset et indlæg, som kan være med til at belyse kulturalismens mangestedsnærværende indtog i de danske mediers dækning af VM i fodbold, så giv mig et praj i kommentatorsporet.
Et overflødighedshorn af kommentatorer med hang til kulturalistiske forklaringer har belært os om de virkelige årsager til Danmarks fiasko, Frankrigs fiasko, Tysklands succes og Tysklands position som VM-slutrundens største tabere (det sidste udsagn giver rent faktisk mening for Uriasposten).
Jeg kommenterede selv fænomenet ved en tidligere lejlighed, så dette indlægs ambitionsniveau begrænser sig til at samle trådene og danne et overblik.
Det røde og HVIDE fodboldlandshold
Aslak Nore åbner ballet:
Aslak Nore udråbte Danmarks VM-hold til at være “symbolet på et fremmedfjendtligt land, som ikke udnytter indvandrebefolkningens potentiale.”
Sidst jeg tjekkede havde Patrick Mtiliga baggrund i Tanzania. Oh, well…
…signalværdien kan ikke undervurderes, og Danmark halter voldsomt efter. Så bare se frem til dagen hvor Mohammed Fellah, Abdi Ibrahim, Joshua King og andre lovende nynorske spillere fejer et leverpostejsfarvet og blegt dansk landshold af banen.
Løn som racistisk forskyldt!
Nej, det er ikke min tolkning af Carsten Aggers indlæg om Danmarks nederlag til Holland. Det er Carsten Aggers egne idiotiske ord fra overskriften til indlægget om selvsamme nederlag:
I dag har dette fremmedhad, der er en daglig plage for tusinder af indvandrere og ikke-indvandrere i dette land, ført til de rød-hvides og de nationale idioters totale ydmygelse på grønsværen. Jeg tror godt, jeg kan spise et stykke sandkage.
Eller er det omvendt? …eller måske endda ingen af delene?
Strengt talt et indlæg som snakker forbi multikulti-vinklen, men stadigvæk interessant for de læsere, som kun er nået så langt i min tekst på grund af idiotiets underholdningsværdi. Arne Eggert og Troels Myllenberg har nemlig skrevet et indlæg, hvis præmis dikteres af overskriften “Fra Elkjær og Riskær til Agger og Bagger”:
I dag er forsvarsspillerne de mystiske muskuløse stjerner, spillets klippefaste enere i en idrætsgren, der med sine kapitaltunge oligarker og afsindige firmakonstruktioner som bagmænd i klubberne vækker et pift af Stein Bagger. … De danske drømme ligger fremover i fødderne på Nicklas Bendtner – landsholdets svar på Søren Pind. Eller er det omvendt, Søren Pind som dansk politiks svar på Nicklas Bendtner?
Den franske fias… nej, multikulturelle fiasko
Ralf Pittelkow åbner ballet:
Ralf Pittelkow var først ude på dansk med et indlæg om det franske holds fiasko:
I de fleste europæiske lande ser man opsplitningen i parallelsamfund og ligegyldigheden over for fællesskabet. Det franske landsholds opløsning rummer en lære, som bør optage hele Europa.
…og selv Politiken dækkede vinklen med de kulturalistiske forklaringer på Frankrigs VM-fiasko.
Alles ist Multi-Kulti
Hey… Gutmensch er et tysk ord…
Lars Trier Mogensen (som jeg længe har vidst var en idiot) begiver sig ud i en uforbeholden skamrosen af det multietniske tyske fodboldlandshold. Et par kommenterede højdepunkter:
Tyskland har foreløbig triumferet i den kontinentale kulturkamp, der udspiller sig her under VM.
Kontinental fodboldkamp, ikke kulturkamp.
Tysklands overbevisende sejr over England var ikke kun en genrejsning efter VM-finalenederlaget i 1966, men også et vidnesbyrd om, at den tyske integrationsmodel kan blive et forbillede i Europa.
De to verdensmesterskaber og tre europamesterskaber, som Tyskland har vundet i de mellemværende 34 år, var en genrejsning efter VM-finalenederlaget i 1966. Nedsablingen af England blev udført af allerede oprejste fodboldspillere.
Det unge tyske landshold står i skarp kontrast til det danske. Den norske forfatter Aslak Nore påstod forleden i Information, at der er en nøje sammenhæng mellem Danmarks dårlige spil og fiaskoen med at integrere indvandrere i fodbold.
Årh, fuck det her pis… Næste indlæg.
Jeg kunne have svoret at de bare spillede fodbold, men nej…
Tyskland gør så meget mere end at spille fodbold ifølge Claus Bryld:
Det tyske (og andre) landsholds blandede sammensætning afspejler et samfund uden den traditionelle ”sammenhængskraft”, et samfund, der alligevel hænger sammen. Det kaldes også af nogle for et højkomplekst samfund, hvor mennesket ikke er fange af de traditionelle fællesskaber, men danner sine egne værdier på grundlag af individuel erfaring og refleksion, men ikke uden hensyn til andre.
Multikultiholdet… is biggest loser
Den håbløse blanding af dansk og engelsk er helt Uriaspostens egen.
De fleste af os kunne have svoret at bronze-medaljer var et godkendt resultat for et tysk hold i opbygingsfasen, men Uriasposten udråber alligevel Tyskland til turneringens største tabere. I klassisk nationalkonservativ stil afsøges kulturalistiske vinkler på den tyske indsats:
Problemerne opstår, når man ikke nøjes med at rekruttere talenter, men aktivt udskifter den indfødte befolkning med noget mindre heldige elementer. Franskmændene spekulerer formentlig, om en exit i gruppespillet er deres brændende forstæder værd. Tyskerne skal også nok nå dertil.
Morsomt bliver det først for alvor, da en læser påpeger at de franske spillere af anden etnisk herkomst er ret gode til at synge med på den franske nationalmelodi. Det får Uriaspostens skribent til at belære den vildfarne læser:
Det er et FODBOLD-VM, ikke en sangkonkurrende.
De hidtil viseste ord udtalt om VM-slutrunden. Synd at skribenten følger denne indlysende sandhed op med at opsummere Tysklands semifinale med disse ord:
…de holdes frem som det store håb for multikulti, og slås ud af deres antitese.
Opgør med kulturalismen…
Undertegnede, Konflikten og Esben Schjørring har alle begået indlæg, som tager et opgør med den kulturalistiske vinkel på VM i fodbold.
Summa summarum:
Ingen summa summarum. Dette indlægs ambitionsniveau begrænser sig til at samle trådene og danne et overblik.
Hvis jeg har overset et indlæg, som kan være med til at belyse kulturalismens mangestedsnærværende indtog i de danske mediers dækning af VM i fodbold, så giv mig et praj i kommentatorsporet.
