LEDER:
"Der er jo ingen partilinje. Det er ikke nok at sige 40 pct. skat, hvis man er dybt uenig om alt andet."
Sådan lød kommentaren fra Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til en historie om Liberal Alliance, som Berlingske i går forsøgte at få til at flyve. Det viser sig, kunne avisens journalister berette, at Liberal Alliances spidskandidater betoner deres langsigtede visioner forskelligt. "Velfærd splitter LA-spidskandidater," mente journalisterne på den baggrund at kunne konkludere, fordi en enkelt af spidskandidaterne formastede sig til at gøre sig tanker om en afskaffelse af folkepensionen, og fordi to - åh, skræk! - også ville af med børnechecken.
Det fandt også TV 2 News så interessant, at man inviterede partileder Anders Samuelsen i studiet. Samuelsen, der ikke her og nu vil afskaffe nogen af delene, forklarede, at han da på langt sigt deler en vision om, at et lavere skattetryk skal gøre flere danskere i stand til at klare sig selv uden offentlige tilskud, herunder f.eks. spare op til alderdommen, men at det bare ikke er aktuelt nu, hvor både høj og lav beskattes så hårdt, at de også har en legitim forventning om at få noget igen.
Splittelse? Tværtimod. Liberal Alliance er det eneste parti i Danmark, hvor såvel partitop som menige medlemmer er enige om, at social- og skattestaten skal rulles tilbage, så der igen gives plads til personlig frihed og personligt ansvar. Det er det eneste parti, som har lagt en finansieret plan for et mærkbart skridt i denne retning frem.
Socialminister Benedikte Kiær fra de Konservative kunne imidlertid også være med i kritikerkoret: "Med de mange forskellige udmeldinger står billedet mildt sagt noget uskarpt. Det bliver LA nødt til at gøre noget ved. For eksempel på folkepensionsområdet, hvor jeg er lodret uenig i, at den skal gøres indkomstafhængig," sagde hun til Berlingskes trykte avis.
Man skal ikke have mødt mange medlemmer af Venstre og de Konservative, før man også har mødt folk, der mener, at de tanker, som Liberal Alliance - Samuelsen såvel som spidskandidaterne - gør sig, er både rigtige og fornuftige. Disse mennesker ved nu, at deres synspunkter ikke er velkomne i Venstres og Konservatives folketingsgrupper. Det har de Ellen Trane Nørbys og Benedikte Kiærs ord for. Det ville med de tos egne ord være udtryk for "dyb uenighed om alt" og et "uskarpt billede".
Disse VK-vælgere og -medlemmer kan så glæde sig over én ting: Det er i dag meget nemt at skifte til et parti, hvor ens holdninger er mere velkomne.