Mange afviser, at en vares kostpris er nøjagtig det samme
beløb, som varen koster i energi.
Lad os gå tilbage til industrialismens barndom. Kulminerne i
England havde et enormt behov for pumper, der effektivt kunne pumpe vand op af
kul- og tinminer. Det lykkedes efterhånden, og der var gode forsyninger af
billig kul, der mest blev brugt til opvarmning. Men efterhånden flyttede
arbejdskraften væk fra stuerne og ud i fabrikkerne, der rejste sig i hele
landet.
Lad os følge en imaginær fabrikant, der besluttede at bygge
en fabrik og alle de maskiner, der skulle til for at lave hans produkt. Han
lavede en minutiøs opgørelse over, hvor meget kul der skulle til for at lave
murstenene til fabrikken og han lavede en minutiøs opgørelse over, hvor meget
kul, der skulle til for at omsmelte råjern til de maskiner han skulle bruge,
for han lavede alle komponenterne selv.
Da fabrikken var færdig havde han brugt 1000 tons kul til at
brænde mursten og vinduer, og han havde også brugt 1000 tons kul til at
fremstille sine maskiner, der var fremstillet af jern. Så alt i alt vidste han,
hvor meget kul han havde anvendt til at bygge hele fabrikken med (og han viste
også, hvor meget han havde betalt for kullet). Fabrikken var nu parat til at sælge
klæde i metermål. Han regnede med, at bygningerne ville stå i 100 år, og han
kom så let frem til, at hvis han fordelte kulforbruget på bygningen på
årsbasis, kostede bygningen ham 10 tons kul. Han regnede også med, at
maskinerne ville holde i 100 år, og indså på samme måde, at maskinerne stod i
10 tons kul om året.
Nu begyndte han at producere. Der skulle fyres op for
dampmaskinerne, som han havde bygget. Det viste sig, at han brugte 0,1 ton kul
om dagen, når han fyrede op for maskinen, der drev alle de andre maskiner.
Fabrikken stod stille en gang i mellem, så den kørte kun 300 dage om året,
dermed var årsforbruget 30 tons kul – men så kunne han til gengæld også
producere 10.000 m² klæde om året. Der var lidt sjovt for ham at vide, at de
10.000 tons klæde på sæt og vis stod ham i 50 tons kul om året. (På nuværende
tidspunkt klarede han det hele selv, så der blev ikke udbetalt lønninger – men han
kunne da se, at fabrikken gav et fint overskud). Han mente så at vide, at 1 m²
kostede 5 kg kul i produktionspris (og han kendte også prisen på kul).
Da hans overskud på produktionen var rigtig god, besluttede
han at ansætte 10 arbejdere. De fik valget mellem at blive betalt i kul eller i
penge. Arbejderne var gode til at regne, og de fandt ud af, at det bedst kunne
betale sig at få udbetalt deres løn i kul i stedet for penge. Der var nemlig
mange, der gerne ville købe til en højere pris. De var helt ud tilfredse med de
10 kg kul, som de hver fik udbetalt for hver arbejdsdag. Det er klart, at de
blev nødt til at sælge kullet for at få penge, men der var et bestemt
bytteforhold mellem kul og penge, så der var ikke noget problem. Fabrikanten
ville lige så gerne have udbetalt lønnen i penge, men da han kom billigt til
kullet var det uden forskel for ham. Men det er klart, at han blev nødt til at
indregne kullønnen i omkostningerne ved at drive fabrikken, og det var en ret
stor post, idet han kom til at udbetale 300 dage x 10 arbejdere x 10 kg kul –
der blev faktisk til 30000 kg kul, som han måtte lægge oven i de andre udgifter.
Nu kostede 1 m² klæde ikke blot 5 kg kul i produktionspris, den kostede 8 kg
kul i produktionspris (og han vidste udmærket, hvad der var i penge), men han
var tilfreds med ordningen, for han tog jo blot af overskuddet, der stadig var
stort.
Landet havde mange andre fabrikker, der fremstillede mange
forskellige ting. Men det var dengang karakteristisk for en fabrik, at den blev
drevet af kul, og man kunne godt forestille sig, at fabrikanterne altid betalte
deres arbejdere med kul. Men de allerfleste syntes, at det var upraktisk og
udbetalte derfor lønningerne i penge i stedet for. Med disse penge kunne
arbejderne købe kul, og de kunne købe andre ting, der havde en værdi i penge og med samme ret kunne omsættes til kulværdi. Og efterhånden blev det sådan, at næsten alt blev
lavet på fabrik, der jo kostede kul (energi) lige som fabrikken ovenfor. Og på
en given dag kunne man måske få 1 skjorte for 5 kg kul. Men tiden for
byttehandel var forbi, alle ting havde deres tilsvarende værdi i penge.
Mange år senere fandt man ud af at producere strøm. Man
skulle selvfølge bygge anlæg, der kunne fremstille strømmen, og der skulle
ansættes folk til at drive anlægget. Man regnede selvfølgelig ud i penge, hvad
anlægget kostede at bygge, og man regnede ud i penge, hvad kullet, der skulle
drive anlægget, kostede, og man regnede ud, hvad arbejdskraften og alle mulige
andre relevante udgifter lagde beslag på af penge. Men under alle
omstændigheder var det jo ikke nogen sag, at omregne omkostningerne til kulmængder
igen, hvis man ønskede det.
Det viste sig, at det var ganske dyrt at producere en kwh.
Man fastsatte en pris, der både indeholdt et vist overskud til elkraftværket og
alle omkostninger til at drive fabrikken. Og lad os nu sige, at det med samtlige
udgifter kostede et pengebeløb, der svarede til 10 kg kul at frembringe 1 kwh. For
der er altid et bytteforhold på et givet tidspunkt!
Lad os antage, at en person tjener 300.000 om året. Han
betaler 100.000 i skatter og afgifter, 100.000 til køb af varer og 100.000 til
køb af tjenesteydelser.
Hvis logikken følges i ovenstående kan vedkommende vælge at
købe en ny skjorte til 100 kroner eller købe ca. 50 kwh. Så der kan vist ikke
være tvivl om, at en ting har sin ekvivalente værdi i penge, der igen kan
omregnes i en vis energimængde, kul, olie, benzin, diesel, kwh.
Personen betaler 100.000 i tjenesteydelser til hr. Service.
Denne hr. Service har 3 kunder, så han har også en årsindtægt på 300.000,
hvoraf han betaler 100.000 i skatter og afgifter, 100.000 til varekøb og
100.000 til tjenesteydelser – Bemærk: Af de rene serviceydelsespenge forsvinder
en tredjedel til varekøb dvs. energiforbrug. Fortsæt et par trin ned, og alle penge
omsættes til sidst i varekøb, dvs. energiforbrug.
Derfor er kostprisen på en vindmølle afgørende – kostprisen
på en vindmølle har en ekvivalent værdi af fx 20 biler, 10.000 tønder olie,
12.000 tønder kul eller et antal kwh!
Anholt vindmøllepark koster i omegnen af 14 milliarder
kroner, det svarer til ca. 35 milliarder kwh.
Kapacitet 400 MW, faktisk produktion ca. 160 MW x 24 x 365 =
ca, 1,4 milliarder kwh om året. Det tager ca. 25 år, før parken har tjent sin
energi ind! Så er der vist ikke mere at snakke om!
