Man skal som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, eller i det konkrete tilfælde stramme Løkken til, før den orkestrerede skræmmekampagne endegyldigt har sendt Lars på den lukkede, men derfor kan man jo godt lave sin ministerliste på forhånd. Det er netop, hvad Helle Thorning-Schmidt har gjort, og hun har generøst besluttet at oprette et såkaldt meningsmangfoldighedsministerium og overlade det til SF-formanden, Villy Søvndal, selvom hun også selv ville være en overordentlig stærk kandidat til posten. Der er tale om et helt epokegørende projekt, der indebærer, at Søvndal skal stå i spidsen for et ministerium, der simpelthen vil rumme ALLE meninger.
Tanken bag ministeriet er først og fremmest, at Søvndal skal fungere som den nye regerings ultimative problemknuser. Når der opstår uenigheder internt i regeringen, de partier, der udgør den, eller i vælgerbefolkningen, behøver man blot at ringe efter Villy-Vognen, d.v.s. ministerbilen inklusive Villy Søvndal, og så varer det ikke længe, inden de stridende parter igen falder til ro. De vil nemlig hver især efter at have talt med venlige Villy være fuldstændig overbeviste om, at netop deres synspunkt er udtryk for regeringens officielle politik.
Meget tyder på, at strategien kan blive en succés, for allerede i dag - godt nok som formand for et oppositionsparti - har Søvndal vist helt unikke evner på det felt. Senest demonstreret, da han både var for, imod- og neutral over for de såkaldte mødremøder på Holbergskolen i det nordvestlige København, men også dokumenteret i en lang række andre sager, efter han blev valgt til formand for SF i 2005. Hvem husker ikke Søvndals holdning til Muhammedtegningerne, som han først fandt befriende, derefter stupide og ondskabsfulde, for til sidst at kalde dem nødvendige? Eller hvad med SF's udlændingepolitik, der indebærer, at Søvndal og co. støtter 24 års-reglen, som de ikke kan lide, og tilknytningskravet, som de efter eget udsagn altid har været imod. SF og Søvndal mener i øvrigt også som en selvfølge, at afviste asylansøgere skal sendes ud af landet, dog ikke, hvis det drejer sig om mennesker af kød og blod, f.eks. sådan nogle som dem, der for ikke så længe siden besatte Brorson-kirken. Hizb ut-Tahrir og ligesindede kan derimod stadigvæk gå ad helvede til, men de kunne også bare gå rundt i København, som de plejer, for SF vil nemlig ikke forbyde foreningen, selvom man inderst inde gerne vil, dog kun, hvis rigsadvokaten er enig.
Også i den økonomiske politik rummer Søvndal mange holdninger. For et par måneder siden proklamerede han i Børsen, at han var villig til at se på mulige ændringer i efterlønnen. Et par timer efter historien var sluppet ud i pressen, kunne han så slå fast - hvis nogen havde været i tvivl - at der ikke ville blive pillet ved ordningen.
Det helt særlige ved Villy Søvndal er imidlertid, at mens mange politikere gennem tiderne - dog ikke tilnærmelsesvis i samme omfang - efter bedste evne har prøvet at rumme en række modsatrettede holdninger på samme tid, er det, så vidt vides, aldrig lykkedes nogen at føre projektet så succesfuldt ud i livet, som Søvndal har haft held til. Jo flere synspunkter, han har, jo flere plejehjem han har besøgt, og historiske begivenheder (Jens Jørgen Thorsen-gimmick, JFK-mordet...) han har deltaget i, jo flere vælgere strømmer til SF, og jo flere medlemmer får partiet. Er danskerne et skizofrent folkefærd? Er sandhedsrelativismen på voldsom fremmarch? Måske, men før meningsmangfoldighedsministeriet kan oprettes, mangler Søvndal og co. lige at vinde det næste valg. Skulle det mod forventning ikke lykkes og Søvndal derfor vælge at bruge sine alsidige evner uden for politik, kunne han f.eks. udbyde kurser i multitasking, der får den hidtidige opfattelse af begrebet til at blegne: Lær, hvordan du på én og samme tid kan blæse og have mel i munden, stå på hovedet og i spagat, slå knuder på dig selv og sælge din egen bedstemor, samtidig med, at du hele tiden befinder dig på en sikker vinderkurs.
Tanken bag ministeriet er først og fremmest, at Søvndal skal fungere som den nye regerings ultimative problemknuser. Når der opstår uenigheder internt i regeringen, de partier, der udgør den, eller i vælgerbefolkningen, behøver man blot at ringe efter Villy-Vognen, d.v.s. ministerbilen inklusive Villy Søvndal, og så varer det ikke længe, inden de stridende parter igen falder til ro. De vil nemlig hver især efter at have talt med venlige Villy være fuldstændig overbeviste om, at netop deres synspunkt er udtryk for regeringens officielle politik.
Meget tyder på, at strategien kan blive en succés, for allerede i dag - godt nok som formand for et oppositionsparti - har Søvndal vist helt unikke evner på det felt. Senest demonstreret, da han både var for, imod- og neutral over for de såkaldte mødremøder på Holbergskolen i det nordvestlige København, men også dokumenteret i en lang række andre sager, efter han blev valgt til formand for SF i 2005. Hvem husker ikke Søvndals holdning til Muhammedtegningerne, som han først fandt befriende, derefter stupide og ondskabsfulde, for til sidst at kalde dem nødvendige? Eller hvad med SF's udlændingepolitik, der indebærer, at Søvndal og co. støtter 24 års-reglen, som de ikke kan lide, og tilknytningskravet, som de efter eget udsagn altid har været imod. SF og Søvndal mener i øvrigt også som en selvfølge, at afviste asylansøgere skal sendes ud af landet, dog ikke, hvis det drejer sig om mennesker af kød og blod, f.eks. sådan nogle som dem, der for ikke så længe siden besatte Brorson-kirken. Hizb ut-Tahrir og ligesindede kan derimod stadigvæk gå ad helvede til, men de kunne også bare gå rundt i København, som de plejer, for SF vil nemlig ikke forbyde foreningen, selvom man inderst inde gerne vil, dog kun, hvis rigsadvokaten er enig.
Også i den økonomiske politik rummer Søvndal mange holdninger. For et par måneder siden proklamerede han i Børsen, at han var villig til at se på mulige ændringer i efterlønnen. Et par timer efter historien var sluppet ud i pressen, kunne han så slå fast - hvis nogen havde været i tvivl - at der ikke ville blive pillet ved ordningen.
Det helt særlige ved Villy Søvndal er imidlertid, at mens mange politikere gennem tiderne - dog ikke tilnærmelsesvis i samme omfang - efter bedste evne har prøvet at rumme en række modsatrettede holdninger på samme tid, er det, så vidt vides, aldrig lykkedes nogen at føre projektet så succesfuldt ud i livet, som Søvndal har haft held til. Jo flere synspunkter, han har, jo flere plejehjem han har besøgt, og historiske begivenheder (Jens Jørgen Thorsen-gimmick, JFK-mordet...) han har deltaget i, jo flere vælgere strømmer til SF, og jo flere medlemmer får partiet. Er danskerne et skizofrent folkefærd? Er sandhedsrelativismen på voldsom fremmarch? Måske, men før meningsmangfoldighedsministeriet kan oprettes, mangler Søvndal og co. lige at vinde det næste valg. Skulle det mod forventning ikke lykkes og Søvndal derfor vælge at bruge sine alsidige evner uden for politik, kunne han f.eks. udbyde kurser i multitasking, der får den hidtidige opfattelse af begrebet til at blegne: Lær, hvordan du på én og samme tid kan blæse og have mel i munden, stå på hovedet og i spagat, slå knuder på dig selv og sælge din egen bedstemor, samtidig med, at du hele tiden befinder dig på en sikker vinderkurs.
