På den politiske venstrefløj har vi gang på gang og senest ved byrådsvalgene i efteråret set en markant fremgang til Socialistisk Folkeparti. En fremgang, der på nationalt plan ganske vist er sket primært på bekostning af den traditionelle koalitionspartner, Socialdemokratiet, men dog en fremgang, der er så stor, at en S-SF-regering må siges at være en realistisk mulighed i en ikke al så fjern fremtid.
Hvad skyldes denne markante fremgang, og hvad er det, der får især frafaldne Socialdemokrater, men også tidligere Radikale samt folk på den yderste venstrefløj, ja sågar folk fra højrefløjen til at søge mod SF? Ser man på de meningsmålinger, hvor vælgerne også deles op efter alder, så ser man gang på gang , at SF har et utroligt godt tag i de unge vælgere. Ja faktisk er opbakningen så stor, at partiet ville få lige så mange stemmer som VKO-blokken til sammen og ville opnå absolut flertal sammen med Socialdemokratiet, såfremt det kun var de 18-25-årige der kunne stemme. Med en så stærk position hos de unge, kan det derfor ikke undre, at netop SF er en af de varmeste fortalere for at sætte valgretten ned til 16 år.
Men, hvad er det så lige ved SF og specielt formand Villy Søvndal, der fanger de unge? Ser man på, hvem de unge ellers har som idoler, så skyldes begejstringen for partiformanden nok ikke kun, at den 57-årige tidligere skolelærer fra Sdr. Bjert for et par år siden skiftede det ellers så velkendte venstreorienterede look med fløjlsbukser og fodformede sko ud med en mere moderigtig habit fra Armani. Nej, selvom de fleste opfatter manden som en hyggelig og lun jyde, som man, uanset politisk standpunkt, ikke kan blive rigtig sur på, så må det alligevel være mere end det ydre, der gør udslaget. Det er nok nærmere det han siger, og måden han siger det på, som falder i de unges smag.
For det første taler Villy jo stort set aldrig, som visse andre politikere, grimt eller nedsættende om andre, uanset hvad disse måtte mene og stå for. Eneste undtagelse, der bekræfter reglen, var naturligvis dengang han bad yderligtgående fundamentalister ”Gå ad helvede til”, men da skete det også med så megen effekt, at vi alle forstod hvad Villy mente, hvilket gav partiformanden den ønskede medieomtale. At udtalelsen så efterfølgende ikke er blevet fulgt op med politisk handling, er en helt anden sag.
For det andet holder Villy sig tilsyneladende på god fod med alt og alle, uanset disses politiske ståsted. Finansminister Claus Hjort Frederiksen er således citeret for at omtale Villy Søvndal som lederen af oppositionen og sin gode ven. Dette vidner ikke kun om den sympati Villy Søvndal møder, men også om den respekt han efterhånden har oparbejdet hos sine politiske modstandere. Med til historien om den sympatiske og venlige partiformand hører også, at han ikke, modsat en vis tidligere statsminister føler sig for fin til at være i stue sammen med folk fra Dansk Folkeparti. Således har man flere gange kunnet se Villy sammen med Pia Kjærsgaard på direkte TV, hvor de enten deler sofa og kaffekande i Go’ Morn’ Danmark til en politisk slabberas, eller som i november, hvor de nærmest legede gættekonkurrence med hinanden over emnet danskhed.
For det tredje siger Villy, det som folk gerne vil høre. Han er god til at lytte, har empati og bruger det meget dygtigt overfor dem han taler til. Et godt eksempel herpå var ved Villys besøg i Gellerup Parken i Århus, hvor der som så ofte før igen var problemer, denne gang i form af unge, der kastede med sten mod bybusserne. Villys svar på en løsning kom prompte: Nærpolitistationen skal være døgnåben, politiet skal have flere ressourcer til efterforskning, og så skal der være flere klubber og fritidstilbud til de unge i området. Alle sammen forslag, som vel kun de færreste kan være uenige i. Villys recept på succes i den slags situationer synes med andre ord at være: Sig mig, hvad dit problem er, så lytter jeg til dig, og sammen finder vi den rigtige løsning for dig. Villy kunne sikkert være blevet en meget god terapeut, eller coach som det hedder i vore dage, hvis han ikke var slået ind på den politiske vej.
For det fjerde er Villy og SF gode til, så længe de ikke er i regering eller er parlamentarisk grundlag for en sådan, at stille vælgerne en masse i udsigt, selvom de udmærket ved, at de aldrig vil kunne komme igennem med forslaget. Et godt eksempel herpå var forslaget, om at eleverne i 1. til 3. klasse skal have en ekstra lærer i dansk og matematik. Ved første øjekast et udmærket forslag, for man hører jo ofte om, at børnene lærer for lidt og at niveauet halter i disse helt basale fag. Men, ser man nærmere på forslaget viser det sig, at det vil koste over 2 mia. kr. at gennemføre. Penge som SF udmærket ved, de ikke ville kunne skaffe, ej heller med et rødt flertal i ryggen. Hvorfor så love det, når man alligevel ikke kan indfri det? Tja, forslaget er jo sympatisk og bygger på en velbegrundet baggrund som de fleste kan forholde sig til, men frem for alt viser det, at Villy og SF er handlekraftige og villige til at gøre noget for at løse problemerne. Og ja, som den dygtige politiker Villy jo er, så kender han alt til den bekvemmelighed der ligger i, at man som oppositionspolitiker på spørgsmålet om, hvorfor man ikke får dette eller hint gennemført, jo altid kan svare: Jamen vi har jo ikke flertal, det har regeringen sammen med Dansk Folkeparti. Og det kan ingen jo p.t. bestride, så manden har jo ret.
En femte, men nok så væsentlig grund til SF’s succes hos de unge, er partiets skattepolitik. Spørger man i undersøgelser befolkningen, om dens syn på skat og skattestigninger, så er det tydeligt, at tilslutningen til skattestigninger er størst blandt de unge og blandt SF’s vælgere, hvilke jo ofte er sammenfaldende grupper.
Det er jo som sådan ikke fordi de unge er politisk umodne, men når det drejer sig om økonomi og skat, så forekommer det indlysende, at de unges egen økonomiske situation afspejles i deres holdninger til dette emne. Dette skyldes i al sin enkelhed, at denne gruppe endnu ikke har en indkomst af betydning, men kun kender til indtægter qua lommepenge fra forældrene eller SU fra staten. Selvfølgelig synes man i denne situation, at alle der tjener blot 400.000,- kr. om året skal betale mere i skat end lille mig, der kun har sin SU på 50.000 om året at leve for. De rige har jo råd til det, ikke sandt? Og hvis skattestigningerne så samtidig kædes sammen med, at vi nu får råd til mere velfærd, så er det jo helt perfekt. Mere velfærd er jo lige med højere SU og flere gratisydelser. Kort sagt mere fra de rige til de fattige, ren Robin Hood, det kan man da som ung med en beskeden indtægt kun være enig i, ikke?
Spørgsmålet er imidlertid, om denne holdning ikke ændrer sig, så snart studierne er overstået, og man får sin første lønseddel og ser, hvor meget eller hvor lidt der rent faktisk bliver tilbage. Så kan det godt ske, at begejstringen for en ensidig og uophørlig stigende beskatning af de ”rige” (som man nu pludselig selv tilhører) er knap så udtalt, og at man – forhåbentligt – er blevet så klog at man sætter sit kryds et andet sted end ud for liste F.
Tilsvarende kan man håbe på en demaskering af SF’s øvrige hensigter, hvor de i dag så begejstrede unge tilhængere en skønne dag forhåbentligt vil vågne op, og som barnet i Kejserens Nye Klæder udbryde: ”Jamen, han har jo intet på!”
Hvad skyldes denne markante fremgang, og hvad er det, der får især frafaldne Socialdemokrater, men også tidligere Radikale samt folk på den yderste venstrefløj, ja sågar folk fra højrefløjen til at søge mod SF? Ser man på de meningsmålinger, hvor vælgerne også deles op efter alder, så ser man gang på gang , at SF har et utroligt godt tag i de unge vælgere. Ja faktisk er opbakningen så stor, at partiet ville få lige så mange stemmer som VKO-blokken til sammen og ville opnå absolut flertal sammen med Socialdemokratiet, såfremt det kun var de 18-25-årige der kunne stemme. Med en så stærk position hos de unge, kan det derfor ikke undre, at netop SF er en af de varmeste fortalere for at sætte valgretten ned til 16 år.
Men, hvad er det så lige ved SF og specielt formand Villy Søvndal, der fanger de unge? Ser man på, hvem de unge ellers har som idoler, så skyldes begejstringen for partiformanden nok ikke kun, at den 57-årige tidligere skolelærer fra Sdr. Bjert for et par år siden skiftede det ellers så velkendte venstreorienterede look med fløjlsbukser og fodformede sko ud med en mere moderigtig habit fra Armani. Nej, selvom de fleste opfatter manden som en hyggelig og lun jyde, som man, uanset politisk standpunkt, ikke kan blive rigtig sur på, så må det alligevel være mere end det ydre, der gør udslaget. Det er nok nærmere det han siger, og måden han siger det på, som falder i de unges smag.
For det første taler Villy jo stort set aldrig, som visse andre politikere, grimt eller nedsættende om andre, uanset hvad disse måtte mene og stå for. Eneste undtagelse, der bekræfter reglen, var naturligvis dengang han bad yderligtgående fundamentalister ”Gå ad helvede til”, men da skete det også med så megen effekt, at vi alle forstod hvad Villy mente, hvilket gav partiformanden den ønskede medieomtale. At udtalelsen så efterfølgende ikke er blevet fulgt op med politisk handling, er en helt anden sag.
For det andet holder Villy sig tilsyneladende på god fod med alt og alle, uanset disses politiske ståsted. Finansminister Claus Hjort Frederiksen er således citeret for at omtale Villy Søvndal som lederen af oppositionen og sin gode ven. Dette vidner ikke kun om den sympati Villy Søvndal møder, men også om den respekt han efterhånden har oparbejdet hos sine politiske modstandere. Med til historien om den sympatiske og venlige partiformand hører også, at han ikke, modsat en vis tidligere statsminister føler sig for fin til at være i stue sammen med folk fra Dansk Folkeparti. Således har man flere gange kunnet se Villy sammen med Pia Kjærsgaard på direkte TV, hvor de enten deler sofa og kaffekande i Go’ Morn’ Danmark til en politisk slabberas, eller som i november, hvor de nærmest legede gættekonkurrence med hinanden over emnet danskhed.
For det tredje siger Villy, det som folk gerne vil høre. Han er god til at lytte, har empati og bruger det meget dygtigt overfor dem han taler til. Et godt eksempel herpå var ved Villys besøg i Gellerup Parken i Århus, hvor der som så ofte før igen var problemer, denne gang i form af unge, der kastede med sten mod bybusserne. Villys svar på en løsning kom prompte: Nærpolitistationen skal være døgnåben, politiet skal have flere ressourcer til efterforskning, og så skal der være flere klubber og fritidstilbud til de unge i området. Alle sammen forslag, som vel kun de færreste kan være uenige i. Villys recept på succes i den slags situationer synes med andre ord at være: Sig mig, hvad dit problem er, så lytter jeg til dig, og sammen finder vi den rigtige løsning for dig. Villy kunne sikkert være blevet en meget god terapeut, eller coach som det hedder i vore dage, hvis han ikke var slået ind på den politiske vej.
For det fjerde er Villy og SF gode til, så længe de ikke er i regering eller er parlamentarisk grundlag for en sådan, at stille vælgerne en masse i udsigt, selvom de udmærket ved, at de aldrig vil kunne komme igennem med forslaget. Et godt eksempel herpå var forslaget, om at eleverne i 1. til 3. klasse skal have en ekstra lærer i dansk og matematik. Ved første øjekast et udmærket forslag, for man hører jo ofte om, at børnene lærer for lidt og at niveauet halter i disse helt basale fag. Men, ser man nærmere på forslaget viser det sig, at det vil koste over 2 mia. kr. at gennemføre. Penge som SF udmærket ved, de ikke ville kunne skaffe, ej heller med et rødt flertal i ryggen. Hvorfor så love det, når man alligevel ikke kan indfri det? Tja, forslaget er jo sympatisk og bygger på en velbegrundet baggrund som de fleste kan forholde sig til, men frem for alt viser det, at Villy og SF er handlekraftige og villige til at gøre noget for at løse problemerne. Og ja, som den dygtige politiker Villy jo er, så kender han alt til den bekvemmelighed der ligger i, at man som oppositionspolitiker på spørgsmålet om, hvorfor man ikke får dette eller hint gennemført, jo altid kan svare: Jamen vi har jo ikke flertal, det har regeringen sammen med Dansk Folkeparti. Og det kan ingen jo p.t. bestride, så manden har jo ret.
En femte, men nok så væsentlig grund til SF’s succes hos de unge, er partiets skattepolitik. Spørger man i undersøgelser befolkningen, om dens syn på skat og skattestigninger, så er det tydeligt, at tilslutningen til skattestigninger er størst blandt de unge og blandt SF’s vælgere, hvilke jo ofte er sammenfaldende grupper.
Det er jo som sådan ikke fordi de unge er politisk umodne, men når det drejer sig om økonomi og skat, så forekommer det indlysende, at de unges egen økonomiske situation afspejles i deres holdninger til dette emne. Dette skyldes i al sin enkelhed, at denne gruppe endnu ikke har en indkomst af betydning, men kun kender til indtægter qua lommepenge fra forældrene eller SU fra staten. Selvfølgelig synes man i denne situation, at alle der tjener blot 400.000,- kr. om året skal betale mere i skat end lille mig, der kun har sin SU på 50.000 om året at leve for. De rige har jo råd til det, ikke sandt? Og hvis skattestigningerne så samtidig kædes sammen med, at vi nu får råd til mere velfærd, så er det jo helt perfekt. Mere velfærd er jo lige med højere SU og flere gratisydelser. Kort sagt mere fra de rige til de fattige, ren Robin Hood, det kan man da som ung med en beskeden indtægt kun være enig i, ikke?
Spørgsmålet er imidlertid, om denne holdning ikke ændrer sig, så snart studierne er overstået, og man får sin første lønseddel og ser, hvor meget eller hvor lidt der rent faktisk bliver tilbage. Så kan det godt ske, at begejstringen for en ensidig og uophørlig stigende beskatning af de ”rige” (som man nu pludselig selv tilhører) er knap så udtalt, og at man – forhåbentligt – er blevet så klog at man sætter sit kryds et andet sted end ud for liste F.
Tilsvarende kan man håbe på en demaskering af SF’s øvrige hensigter, hvor de i dag så begejstrede unge tilhængere en skønne dag forhåbentligt vil vågne op, og som barnet i Kejserens Nye Klæder udbryde: ”Jamen, han har jo intet på!”
