Har lige hørt i radioen at en læge netop er blevet tilkendt erstatning for en brystkræft, der sandsynligvis er forårsaget af mange års natarbejde..
Så langt så godt, men hørte så også det efterfølgende interview med den ”heldige” læge, der egentlig ikke syntes at beløbet i sig selv var vigtigt, men ”..det var utroligt dejligt at jeg ikke selv skulle bære ansvaret for denne sygdom – men at jeg kunne henføre det til mit arbejde…”
Det var dér min kvalme begyndte…
Det er jo helt i tråd med så mange andre besynderlige ting i dette samfund, at ”noget ” altid skal have skylden for snart sagt alting, for så bliver vi selv så dejligt fri for ansvar.
Det er en rædselsfuld klynkende attitude og åbenlys mangel på selvstændighed, at man tilsyneladende ikke kan leve sit eget liv på godt og ondt, uden hele tiden at skulle læne sig op af samfundets omklam-rende støttekorset.
Når jeg en dag måske får testikelkræft, bliver jeg så et mere lykkeligt menneske af at vide, at det sand-synligvis skyldes at jeg har holdt ved for mange røde lys i min tid som 4-hjulet pendler?
Fordi jeg ikke fik udvidet krisehjælp, hver gang jeg kom for sent på arbejde, så har alle frustrationer fra 20 års Københavnsk morgentrafik nedsat mit selvværd så meget at kræften kunne bryde ud..
Vorherre bevares!
Jeg er heldigvis voksen nok til at anerkende skæbnens magt – og finde mig i de ting der sker, uden at behøve ”nogen” til at løfte ansvaret fra mine skuldre. Jeg er også moden nok til at erkende og acceptere at jeg sagtens selv kan være skyld i det der måtte ske, uden at styrte flæbende hen til nærmeste social-institut for at tigge om medlidenhed og almisser.
Ikke noget at sige til at Big Mothers pyldrementalitet er ved at tage livet af al fri tilværelse i dette land, når man snart ikke kan slå en prut uden hjælp fra det offentlige.
Måske skulle man gå ud og brække sig – og så ringe til hjemmehjælpen og bede dem komme og tørre op efter mig..
Så langt så godt, men hørte så også det efterfølgende interview med den ”heldige” læge, der egentlig ikke syntes at beløbet i sig selv var vigtigt, men ”..det var utroligt dejligt at jeg ikke selv skulle bære ansvaret for denne sygdom – men at jeg kunne henføre det til mit arbejde…”
Det var dér min kvalme begyndte…
Det er jo helt i tråd med så mange andre besynderlige ting i dette samfund, at ”noget ” altid skal have skylden for snart sagt alting, for så bliver vi selv så dejligt fri for ansvar.
Det er en rædselsfuld klynkende attitude og åbenlys mangel på selvstændighed, at man tilsyneladende ikke kan leve sit eget liv på godt og ondt, uden hele tiden at skulle læne sig op af samfundets omklam-rende støttekorset.
Når jeg en dag måske får testikelkræft, bliver jeg så et mere lykkeligt menneske af at vide, at det sand-synligvis skyldes at jeg har holdt ved for mange røde lys i min tid som 4-hjulet pendler?
Fordi jeg ikke fik udvidet krisehjælp, hver gang jeg kom for sent på arbejde, så har alle frustrationer fra 20 års Københavnsk morgentrafik nedsat mit selvværd så meget at kræften kunne bryde ud..
Vorherre bevares!
Jeg er heldigvis voksen nok til at anerkende skæbnens magt – og finde mig i de ting der sker, uden at behøve ”nogen” til at løfte ansvaret fra mine skuldre. Jeg er også moden nok til at erkende og acceptere at jeg sagtens selv kan være skyld i det der måtte ske, uden at styrte flæbende hen til nærmeste social-institut for at tigge om medlidenhed og almisser.
Ikke noget at sige til at Big Mothers pyldrementalitet er ved at tage livet af al fri tilværelse i dette land, når man snart ikke kan slå en prut uden hjælp fra det offentlige.
Måske skulle man gå ud og brække sig – og så ringe til hjemmehjælpen og bede dem komme og tørre op efter mig..
