LEDER: Mangen en politisk kommentator har offentligt erklæret Liberal Alliance for en død sild, og TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup, har sågar lovet at spise en hat, hvis partiet klarer spærregrænsen ved det kommende folketingsvalg. Vi gætter på, at han godt kan begynde at samle appetit allerede nu, og den mulighed ser også B.T.'s vidende politiske kommentator, Helle Ib, nu for sig.
Herfra vil vi ikke lægge megen vægt på, at et par meningsmålinger på det seneste har vist en tilslutning på omkring de halvanden procent til Liberal Alliance - usikkerheden er for stor til at bruge dem til noget. Men vi vil til gengæld benytte os af lidt snusfornuft, som majoriteten af Helle Ibs kommentatorkolleger ikke er leveringsdygtige i, fordi de ikke kender det vælgersegment, som Liberal Alliance byder sig til overfor.
I dette segment oplevede man folketingsvalgene i 2005 og 2007, som trøstesløs overbudspolitik med skatteyderne som ufrivillige sponsorer. Regeringspartierne Venstre og de Konservative var gået i infight med Socialdemokraterne om, hvem der kunne love flest milde gaver til udvalgte vælgergrupper. Det var horribelt at være vidne til for de vælgere, som skulle finansiere festen, men de havde dengang ikke mulighed for at give udtryk for det på valgdagen, for ingen andre partier bød sig til som alternativer.
Ved det kommende valg vil de gamle, store partier under indtryk af nutidens monstrøse og lånefinansierede hul i de offentlige finanser trods alt ikke iføre sig de samme spenderbukser. Men de vil omvendt heller ikke anvise en vej ud af problemet, da ingen af dem tør foreslå de nødvendige reformer af den danske velfærdsstat. Det vil kun Liberal Alliance og Det Radikale Venstre.
De Radikale lider imidlertid af den for borgerlige vælgere så indlysende svaghed, at de vil pege på en socialdemokratisk ledet regering, som i hvert fald i henhold til valgløfterne fra Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil "løse" problemet med det offentlige underskud ved at gøre underskuddet endnu større. Tilbage står så Liberal Alliance.
Det er, hvad de politiske kommentatorer burde hæfte sig ved: At der efter alt at dømme findes langt flere borgerlige vælgere, som er bekymrede over den 'laden stå til'-politik, som Venstre og de Konservative for tiden fører, end de to procent, som kræves for at komme over spærregrænsen. Og at disse vælgere kun har sofaen som alternativ til at stemme på Liberal Alliance.
Herfra vil vi ikke lægge megen vægt på, at et par meningsmålinger på det seneste har vist en tilslutning på omkring de halvanden procent til Liberal Alliance - usikkerheden er for stor til at bruge dem til noget. Men vi vil til gengæld benytte os af lidt snusfornuft, som majoriteten af Helle Ibs kommentatorkolleger ikke er leveringsdygtige i, fordi de ikke kender det vælgersegment, som Liberal Alliance byder sig til overfor.
I dette segment oplevede man folketingsvalgene i 2005 og 2007, som trøstesløs overbudspolitik med skatteyderne som ufrivillige sponsorer. Regeringspartierne Venstre og de Konservative var gået i infight med Socialdemokraterne om, hvem der kunne love flest milde gaver til udvalgte vælgergrupper. Det var horribelt at være vidne til for de vælgere, som skulle finansiere festen, men de havde dengang ikke mulighed for at give udtryk for det på valgdagen, for ingen andre partier bød sig til som alternativer.
Ved det kommende valg vil de gamle, store partier under indtryk af nutidens monstrøse og lånefinansierede hul i de offentlige finanser trods alt ikke iføre sig de samme spenderbukser. Men de vil omvendt heller ikke anvise en vej ud af problemet, da ingen af dem tør foreslå de nødvendige reformer af den danske velfærdsstat. Det vil kun Liberal Alliance og Det Radikale Venstre.
De Radikale lider imidlertid af den for borgerlige vælgere så indlysende svaghed, at de vil pege på en socialdemokratisk ledet regering, som i hvert fald i henhold til valgløfterne fra Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal vil "løse" problemet med det offentlige underskud ved at gøre underskuddet endnu større. Tilbage står så Liberal Alliance.
Det er, hvad de politiske kommentatorer burde hæfte sig ved: At der efter alt at dømme findes langt flere borgerlige vælgere, som er bekymrede over den 'laden stå til'-politik, som Venstre og de Konservative for tiden fører, end de to procent, som kræves for at komme over spærregrænsen. Og at disse vælgere kun har sofaen som alternativ til at stemme på Liberal Alliance.
