Vil de Konservative reformer - Liberal Alliance vil gerne

Op til det konservative landsrådsmøde spurgte folketingskandidat Jan Køpke Christensen på sin facebookprofil, hvorfor Liberal Alliance ”puklede” på...

Lars Franyo,

26/10/2010

Op til det konservative landsrådsmøde spurgte folketingskandidat Jan Køpke Christensen på sin facebookprofil, hvorfor Liberal Alliance ”puklede” på regeringen frem for på Socialdemokraterne og SF. Liberal Alliance er ikke efter Venstre og konservative. Tværtimod. Liberal Alliance peger ubetinget på at Venstre og Konservative også efter næste folketingsvalg skal have regeringsansvaret samtidig med at Liberal Alliance gerne vil være støtteparti.

Liberal Alliance rækker derfor hånden frem til et samarbejde med Det Konservative Folkeparti på en række områder, hvor man må formode at der kan skabes enighed om en politisk kurs for at skabe vækst og fremgang i det danske samfund igen. Både Venstre og konservative burde kunne se at med den nuværende kurs er der ikke udsigt til at Danmark inden år 2020 igen vil være at finde på listen over de 10 rigeste lande i verden som regeringen ellers har som vision.

Partiformand Lene Espersen sagde bl.a. i sin landsmødetale at Danmark skal være et land, hvor det skal være attraktivt at starte virksomhed op og være tillokkende for udenlandske virksomheder at lægge filialer og skabe arbejdsplader i – ikke nedlægge arbejdsplader – men hvor er så regeringens reformer som kan opfylde de mål? En undersøgelse fra Danish Venture Capital & Private Equity Association (DVCA) viser, at Danmark går glip af manglende investeringer på op imod 14,5 milliarder kroner – ene og alene pga. iværksætterskatten. Hvorfor holder regeringen så fast i at bibeholde iværksætterskatten, som kun giver nogle ganske få millioner i indtægter – det er som at kaste gode penge efter dårlige?

Liberal Alliance mener også at der burde kunne skabes enighed med Det Konservative Folkeparti – og Venstre med for den sag skyld – om en afskaffelse af multimedieskatten, særskatten på pensioner, kraftig nedsættelse af selskabsskatten som i andre europæiske land og genoptage arbejdsmarkedsreformerne fra1990’erne samt en afskaffelse af efterlønnen. Og sidst – men ikke mindst – en afskaffelse af topskatten én gang for alle, så ingen skal betale mere end 40% i skat.

Det Konservative Folkeparti har som en del af regeringen ikke bare en initiativret, men også en pligt til at fremsætte de reformforslag som det danske samfund har så hårdt brug for. I de 9 år Venstre og Konservative har siddet i regering, har der kun været stilstand. Derfor er Danmark sakket agterud i velstands- og vækstkapløbet mellem de andre rige lande. Hvorfor er de konservative, når det kommer til stykket, så så fodslæbende at de ikke med det samme siger ja tak til et samarbejde med Liberal Alliance i stedet for hånligt at tale om ultraliberalisme når Liberal Alliance påpeger at regeringen kun har favoriseret væksten i den uproduktive offentlige sektor med mere end 40.000 flere ansatte end da regeringen trådte til?

Man kan regne med at Liberal Alliance vil sætte handling bag ordene om, at der skal laves reformer så der igen kan komme vækst og fremgang i Danmark. Derfor er Liberal Alliance klar til reformpolitik når Venstre og Konservative er klar.

Kilde: