LEDER: Regeringen har med succes fået proppet flere bandemedlemmer ind i fængslerne, men nu står fængselsvæsenet så med det problem, at fængslerne simpelthen er blevet overfyldte. Der er for mange kriminelle og for få celler. Hvad gør man så?
Man kunne bygge flere fængsler, men da vi jo skal prioritere så meget andet i dette overflødighedshorn af et offentligt betalt velfærdssamfund, er der ikke penge til noget så basalt som at få spærret forbryderne inde. Justitsminister Lars Barfoed iler derfor til med en løsning, beretter statsradiofonien:
For at komme pladsmanglen til livs foreslår Justitsministeren, at flere kommer i samfundstjeneste, flere kan løslades hurtigere for god opførsel, og så skal flere have lov til at vente lidt med at afsone deres straf.
Og så bliver man straks lidt bekymret. For hvad nu hvis de indsatte ikke har tænkt sig at opføre sig bedre for at afhjælpe regeringens pladsproblemer? Så skal de vel slippes løs alligevel? Og hvad skulle det nytte at lade kriminelle vente længere tid på at afsone deres dom? Det kommer der ikke flere pladser af. At idømme samfundstjeneste, fordi man ikke har plads i fængslerne, forekommer heller ikke optimalt. Hvem er det lige præcis, som på den baggrund pludselig skal "tjene samfundet" i stedet for at straffes?
Så er der mere fornuft i et forslag fra Venstres og Konservatives folketingsgrupper om at udlicitere fængselsdriften. Det er jo det, det handler om: At få så mange forbrydere spærret betryggende inde for så få penge som muligt.
I forvejen kan det tendere en hån mod kriminalitetens ofre, at de efter domfældelsen skal betale over deres skat til gerningsmandens kost, logi og oppasning. Det mindste, man kan gøre, er da at finde det bedste tilbud på ydelsen ved at spørge flere mulige leverandører i stedet for blot at vælge det samme landsdækkende offentlige monopol hver eneste gang.