En erhvervsaktiv kvinde fortalte i radioen i dag den skrækkelige historie om sin svigtende hørelse. Det er jo en skæbne, der kan overgå os alle, og hendes ørelæge var da heller ikke i tvivl; et høreapparat måtte der til, hvis hun skulle bevare sit job som telefonisk supporter.
Så langt så godt og henvisningen fløj straks af sted til det offentlige. Et par uger senere dumpede så endelig indkaldelsen til høreprøve og måltagning ind af brevsprækken. Med venlig hilsen fra Region Midt med både mødested, klokkeslæt og dato – om 22 måneder!
Nu er det jo de færreste arbejdsgivere, der synes at 22 måneders sygefravær – eller rettere sygdomsbetinget obstruktion for jobfunktionen – er en sjov ting, og derfor frygtede kvinden da også en fyring, når hun nu ikke kunne passe sit job ordentligt uden hørehjælp.
Men i stedet for at give op, gik kvinden igen til sin ørelæge, og beklagede sin nød. Heldigvis kunne ørelægen så i stedet anbefale en privat klinik, hvor hun formedes 4.000,- af egen lomme fik genoprettet sine muligheder for at passe sit job – blot 3 dage senere.
Og den kære supersundhedssocialistregionsformand Bent Hansen jamrede da også højlydt over den historie: ”Det hele skyldes jo at de private klinikker fuldstændig udhuler de offentlige tilbud..”
Tankevækkende! Og jeg som troede at jo flere, der tog imod et privat tilbud, jo mindre pres ville der være på det offentlige – men det er tilsyneladende lige omvendt i Region Midt. Her gælder altså, ifølge Formanden selv, at jo flere, der vælger at klare sig selv, jo længere ventetid vil der blive på det offentlige sundhedsvæsen.
Gud ved om han nogensinde hører, hvad han selv siger.?
Moralen er jo lige til højrefoden – hvis al hørebehandling blev overladt til de private klinikker, så ville ingen skulle vente unødigt længe på at høre, hvad der bliver sagt.
Jeg booker gerne selv en tid til Hr. Bent Hansen.
