Så kører møllen igen. Det er nok gået de færreste forbi, at debatten for tiden handler om kontanthjælp. Med Venstres kampagne som omdrejningspunkt bliver der givet et velfortjent fokus til det uhyggelige faktum, at det for en stor del af danske borgere ganske enkelt ikke kan betale sig at arbejde. Faktisk er nettogevinsten mellem 6 og 10 kr. i timen – afhængigt om man bruger beskæftigelsesministeriets tal (som almindelige mennesker vil finde troværdige) eller AE-rådet (som socialdemokrater finder troværdige). Selv hvis ministeriet tager fejl og socialdemokraternes regnemaskine, AE-rådet, har ret, så er det stadig en forsvindende lille gevinst, der er tale om. Der er altså tæt ved intet økonomisk incitament til at arbejde.
Ovenstående er meget svært at argumentere imod. Det er nødvendigt direkte at benægte økonomiske fakta, hvis ikke man vil acceptere, at der her er tale om et problem for vores nuværende samfundsstruktur. Af samme årsag har socialisternes argumentation også flyttet sig væk fra at debattere fakta, til i stedet at benytte et trick lært af De Radikale – nemlig at brokke sig over tonen i debatten.
For hvordan kan Venstre og resten af det borgerlige Danmark dog tillade sig at køre hetz mod samfundets svageste. Det er da noget svineri at angribe samfundets dårligst stillede – må man forstå. Problemet med denne noget forfejlede kritik er, at hverken Venstre eller andre bebrejder kontanthjælpsmodtagerne. Ikke en eneste politikker eller meningsdanner fra den borgerlige blok har påstået at kontanthjælpsmodtagere skulle være dovne eller nassere. Tværtimod er argumentet jo netop, at systemet tvinger mennesker på samfundets bund til at tage valg, der ikke er til deres eget bedste. For vi ved alle at lediggang som bekendt er roden til alt ondt, og at der er et utal at negative konsekvenser ved at befinde sig uden for arbejdsmarkedet over længere tid. Netop derfor er det så ærgerligt at vi i Danmark har valgt at indrette vores system sådan at der er økonomiske barrierer, der gør det sværere for de på offentlige overførsler at rykke ud på arbejdsmarkedet.
Venstrefløjen har travlt med at beskylde Venstre og blå blok for at køre hetz mod samfundets svageste. Men er det virkelig en hetz, hvis man foreslår en systemændring? Kan det virkelig være rigtigt at man angriber samfundets svageste blot fordi man fremlægger fakta?
Hvis fremlæggelse af fakta bliver at sammenligne med ’hetz’, så får vi en fattig debat, hvor alt er forargeligt og intet må debatteres. For selvfølgelig er en debat om kontanthjælp ikke det samme som et angreb mod kontanthjælpsmodtagere.
