Mens påskefreden sænker sig over Danmark, sidder finansministeren sammen med sine embedsmænd i ministeriet og regner på hvordan, de finder 47 milliarder frem mod 2020 på de offentlige budgetter.
Nogle af de 47 milliarder har politikerne allerede fundet. Men der mangler stadig milliarder før regnestykket går op.
Om de 47 milliarder er det reelle tal, eller om der skal findes flere eller færre penge på statsbudgettet, er der ingen der ved. De 47 milliarder bygger på en masse forudsætninger om væksten i samfundet, hvor mange arbejdsløse der vil være osv. For hver gang en af de mange forudsætninger ændrer sig vil regningen på de 47 milliarder kr. blive større eller mindre.
Det eneste vi ved, er at der skal gøres noget. Gør vi ikke det, vil de økonomiske realiteter – når kassen er tom – tvinge os til at handle.
Alle er enige om, at hver dansker over et samlet liv giver et underskud for staten. Fra vugge til grav modtager vi mere fra staten end vi bidrager. Det siger sig selv, at det ikke er økonomisk holdbart. Hver nyfødt dansker koster det offentlige 850.000 kr. i merforbrug på et helt liv, end hvad vedkommende betaler igen i form af skatter og afgifter.
Om alvoren er gået op for politikerne, kan jeg godt have mine tvivl om. De danser om den varme grød, og vil tilsyneladende ikke se de økonomiske realiteter i øjnene.
Vi har verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk. Og det er kun et spørgsmål om tid, før der vil der være flere mennesker på overførelsesindkomst end i arbejde. Alle alarmklokker for en katastrofe blinker rødt.
Men det er som om, at ingen hører alarmklokkerne. Udfordringen med vores velfærdsstat er ikke, at der skal justere lidt her og der. Problemet er selve konstruktionen.
Vi har skabt et samfund, hvor det ikke længere er de mange, der betaler til de få - men de mange der betaler til de mange.
Politikerne på Christiansborg burde ikke bruge påskeferien på at finde 47 milliarder kroner i den nuværende velfærdsmodel. De burde bruge tiden på at udtænke en helt ny samfundsmodel.
Problemet med det høje skattetryk og de store offentlige ydelser, vi har i Danmark er, at det for mange mennesker ikke er muligt at finde et arbejde i forhold til deres værdi på arbejdsmarkedet eller deres merindtægt ved at arbejde er for lille i forhold til at være på overførelsesindkomst.
Med velfærdssamfundet har vi skabt en model, hvor borgerne kræver deres andel af tilskud for at ville betale de høje skatter. Det kaldes med andre ord en krævementalitet. Den skal vi tage et opgør med.
Vores fremtid og velfærd afhænger ikke af en udgift på 18 milliarder ud at 1000 milliarder i offentligt forbrug, som efterlønnen koster. Den er mere symbolet på, hvad der er galt i vores velfærdssamfund. At borgere, som er raske og rørige, har mulighed for at gå på tidlig pension med hjælp fra det offentlige.
Der er brug for et opgør med den velfærdsmodel, som samfundet i dag er bygget op omkring med høje skatter og mange tilskud.
Danmark har en af de laveste vækstrater i produktiviteten i OECD. Og her kommer vi ikke uden om vores høje skatter. Det tvinger produktion og arbejdspladser ud af landet. Vi skal sænke alle vores skatter og afgifter. Skattetrykket skal sænkes betydeligt. I dag betaler en lavtlønnet ca. 44 % i skat og en højtlønnet ca. 58 % i skat. Det er alt for højt.
Skal vi skabe ny vækst og arbejdspladser må skatternes sættes ned. Vil personskatterne komme ned på 25 %, vil det skabe en masse nye arbejdspladser, og mange vil øge deres arbejdstid og løn.
Det er faktisk ikke så svært. Markedskræfterne virker fint og skaber de arbejdspladser og den vækst som politikerne efterspørger.
Den vigtigste opgave for finansministeren er ikke at regne på, hvordan vi sikrer efterlønnen, men om at finde ud af hvordan vi kan sætte skatterne ned, så vi kan skabe mere vækst.
