Det er på tide at vi indser, og tør sige højt, at ikke alle er lige og heller ikke skal være det. Hvis vi fortsætter jagten på lighed ender det med at vi alle bliver lige dårlige - ikke lige gode. I stedet skal vi fokusere på hvad den enkelte er god til.
En socialdemokrats værste mareridt er netop blevet åbenbaret af en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fået udarbejde i forbindelse med en bog om klassesamfundet. Konklusion er den gruopvækkende, at at forskellen på de skolekarakterer bankdirektørens søn og malersvendens datter får, er stigende. Stor furore, for hvad skal vi nu gøre ved det for at fastholde, at hvad alle ikke kan få skal ingen have!
Ifølge de nye tal får "overklassens" børn i gennemsnit karakteren 8,8 i matematik til folkeskolens afgangsprøve, mens børn af "underklassen" kun får 4,9 i snit. Det er en forskel på 3,9 og det er en forskel der er øget med 0,9 over de sidste 10 år.
Men det sete afhænger som bekendt af øjnene der ser, for i stedet for at fokusere på denne forskel, så kunne man også vælge at fokusere på, at analysen også viser, at alle klasser har forbedret deres matematikkarakterer - mogle har bare forbedret sig mere end andre.
Socialdemokraterne er naturligvis bekymrede. Troels Ravn (?) mener, at det må give anledning til at stoppe op og tænke over, hvad vi kan gøre "for at få alle med". For det er vigtigt, at alle får et godt udbytte af folkeskolen. Spørgsmålet er bare "alle med - til hvad?".
LA´s Merete Riisager vil (desværre) ikke svare på, om hun synes, at det er godt eller dårligt, at kløften mellem "under- og overklassebørn" (for nu at blive i AE´s retorik) udvider sig. I stedet sidestepper hun ved at give udtryk for at det er pædagogikken der i nogen grad kan klandres for, at nogle elever klarer sig dårligt i folkekolen. Mette Riisager har naturligvis ret i at pædagogikken bærer en del af skylden, men igen mangler det centrale spørgsmål "klarer sig dårligt i folkeskolen - til hvad?"
Det er desværre mange års socialdemokratisk uddannelsespolitik (- og mange års manglende borgerlig evne til at modvirke den), der har lagt grunden til den vulgær-socialdemokratisk tankegang om at alle skal være lige - helt bogstaveligt. Alle skal som udgangspunkt have samme ramme betingelser, men vi er nødt til at erkende, at alle ikke er lige, og at alle derfor heller ikke har lige muligheder. Nogle er bare kvikkere end andre, og vi skal vel ikke til at nivellere den forskel med hjerne-kirurgi for at nå det Socialdemokratiske idealsamfund? Tilsvarende er nogle udstyret med bedre vilkår fra det hjem de kommer fra - og det handler i.ø. ikke kun om økonomi. Heller ikke den ulighed kan vi fjerne helt med mindre vi tilnærmes os et Nordkoreansk regime. (Og selv i Nordkorea er nogle mere lige and andre). Andre er bare bedre til at bruge deres hænder, og det skal vi formå at dyrke.
Vi skal anerkende, at der er forskelle som hverken kan eller skal fjernes, og så må vi indrette et uddannelsessystem, hvor alle får mulighed for at udvikle netop deres evner og kompetencer. Vi skal dyrke de muligheder der også er i forskellighederne og få det bedste ud af dem.
Problemet er, at folkeskolen indretter sig mere og mere efter, at eleverne skal fortsætte i gymnasiet - vi er blevet uddannelsessnobber. Hvor tit har man ikke hørt en lærer sige, at "det skal I lære, fordi I får brug for det i gymnasiet", mens de færreste nok har oplevet en lærer sige, at "det skal I lære, for I skal bruge det på erhvervsskolen".
Hvis vi skal have alle med, er det nødvendigt, at det praktiske får en mere fremtrædende placering i folkeskolen, men IKKE som Helle Thorning talte om ved Folketingets åbning, hvor hun fortalte om Emil, der skal lære om pythagoras i sløjdlokalet. Vi skal ikke tvinge den bogligt begavede til at lave træ- og lerting, mens vi til gengæld ikke skal tvinge den praktisk begavede til at lære pythagores. Resultatet er nemlig, at den praktisk begavede martres med pythagores, og han forstår det aldrig og glemmer det hurtigt - lidt ligesom Thorning ;-)
Vi er alle forskellige - og det må vi lære at leve med.
