'Det her er ikke Udkantsdanmark, vi er kun seks kilometer fra motorvejen, og der er masser af arbejdspladser tæt på i Vejen og Kolding, men derfor kan det godt blive svært at sælge huset'. Og han fik ret. Her et år efter står huset stadig tomt.
Købere har der været flere af, men enten har banken eller kreditforeningen sagt nej.
Den ene gang mente de, køberen var for gammel. Han var midt i 50'erne og med fast arbejde! Et ungt par blev også afvist. Kreditforeningen mente, at det ville blive for besværligt for den unge familie at bo i landsbyen, fordi skolen kun går til 5. klasse, og den offentlige transport for længst er skåret ned til næsten ingenting.
Lige nu skaber kreditforeninger og banker endnu større ulighed, end regeringen er i stand til. Hvis min mors hus havde ligget på Østerbro i København, hvor jeg bor, ville det have kostet ti gange så meget, men kreditforeningen ville med glæde have lånt den unge familie pengene.
Problemet er hvordan man egentlig løser dette problem. Selv huse i yderkanten af trekantsområdet er svære at lån til.
Problemet er at rigtig mange selvfølgelig ikke har råd til hus i byerne, så er de parat til at flytte udenfor byen og der kan de ikke låne. Så strander de i en dyr lejlighed i en by, der ikke gider bo i. Omvendt har vi så ældre mennesker, der sidder i et stort hus og gerne på deres ældre dage vil bo i byen, hvor de ikke er afhængig af bilen. De kan ikke sælge, fordi de førstnævnte ikke kan låne.
Når de unge (og heller ikke hvis man er over 50) ikke kan låne, så kommer der ikke børnefamilier ud til landsbyerne, skolerne lukker og ringen er sluttet. Byen dør.
Er der nogle der har et bud på hvordan vi løser det. For som EB's leder ganske rigtigt siger, vi kan altså ikke alle bo i København.
