I Australien, Norge, Sverige og andre vestlige nationer, findes der en umiskendelig fortløbende racebaseret kriminalitet ignoreret af mangfoldighedspolitiet: Islamiske mænd voldtager vestlige kvinder af etniske årsager. Dette ved vi, da voldtægtsmændene åbent har erklæret deres sekteriske motivationer.
Da et antal australske teenage piger i timevis blev underlagt seksuel nedgørelse under en bølge af bandevoldtægter i Sydney, der forekom mellem 1998 og 2002, indrammede disse gerningsmænd deres angreb i rationaler af etniske termer. De unge ofre blev informeret om, at de var ”ludere” og ”australske svin” mens de blev jaget og misbrugt.
I Australien´s New South Wales Højesteret erklærede en pakistansk voldtægtsmand der var turist, at hans ofre ikke havde ret til at sige nej, da de ikke bar tørklæde.
Og tidligere i år blev australiere forargede, da libaneseren Sheik Faiz Mohammed gav et foredrag i Sydney, hvor han informerede sit publikum om, at voldtægtsofre ikke havde nogen at bebrejde ud over dem selv. Kvinder, sagde han, der bar for lidt tøj, inviterede mænd til at voldtage dem.
Få måneder tidligere skabte den islamiske mufti Shahidi Mehdi i København furore, da han – som sin kollega i Australien – erklærede, at kvinder der ikke bar tørklæde, bad om at blive voldtaget.
Og med foruroligende synkronisitet i 2004 rapporterede London Telegraph, at den ægyptiske lærde turist Sheik Yusaf al-Qaradawi hævdede, at kvindelige voldtægtsofre skulle straffes, hvis de klædte sig usømmeligt, når de blev voldtaget. Han tilføjede: ”For at blive fritaget fra skyld må en voldtaget kvinde vise god opførsel”.
I Norge og Sverige advarer journalisten Fjordman mod en voldtægtsepidemi. Politiinspektør Gunnar Larsen erklærede, at den konstante forøgelse af voldtægtssager og koblingen til etnicitet er en klar umiskendelig tendens. To ud af tre voldtægtsanklager i Oslo er mod immigranter med ikke-vestlig baggrund, og 80% af ofrene er norske kvinder.
I Sverige, ifølge translatør for Jihad Watch Ali Dashti, er gruppevoldtægter, almindeligvis involverende muslimske immigrantmænd og etnisk svenske piger, blevet dagligdag. Senest sagde hun, at ”fem kurdere brutalt voldtog en 13 årig svensk pige”.
I Frankrig brød Samira Bellil tavsheden – efter i årevis at have fundet sig i gentagne gruppevoldtægter i ét af de offentlige muslimsk befolkede lejlighedskomplekser – og skrev bogen ”In the Hell of the Tournantes”, der chokerede Frankrig. I sine beskrivelser af de uhæmmede gruppevoldtægter i forstæderne forklarede hun Time, at ”enhver pige i nabolaget der ryger, bruger make up eller bærer tiltrækkende tøj, er en luder”.
Desværre er vestlige kvinder ikke de eneste ofre i denne epidemi. I Indonesien i 1998 dokumenterede menneskerettighedsgrupper vidnesbyrden fra 100 kinesiske kvinder, der blev gruppevoldtaget under optøjerne der forekom før præsident Suharto´s fald. Mange af dem fik at vide: ”Du skal voldtages, fordi du er kineser og ikke-muslim”.
Christian Solidarity Worldwide rapporterede, at i april 2005 blev en 9 årig pakistansk pige voldtaget, banket med et cricket bat, hængt med hovedet nedad, fik skefulde af chilli hældt i munden, og gentagne gange slået iført håndjern. Hendes muslimske naboer fortalte hende, at de tog hævn for de amerikanske bombninger af irakiske børn, og informerede hende om, at de gjorde det, fordi hun var en ”vantro og kristen”.
I Sudan – hvor arabiske muslimer slagter sorte muslimer og kristne sudanesere i et fortløbende folkemord – siger den tidligere sudanesiske slave og nu menneskerettighedsaktivist Simon Deng, at han var vidne til piger og kvinder der blev voldtaget, og at det arabiske regime i Khartoum sender sine soldater til områder for at myrde og voldtage. I andre rapporter blev kvinder fanget af regeringsstyrker spurgt: ”Er du kristen eller muslim?”, og de der svarede kristen blev gruppevoldtaget før de fik brysterne skåret af.
Dette fænomen af islamisk seksuel vold mod kvinder, burde behandles som den vigtige, voldelige, undertrykkende epidemi den er. I stedet ignorerer journalister, akademikere og politikere det, rationaliserer det, eller nedgør de der vover at diskutere det.
I Australien, da journalisten Paul Sheehan ærligt rapporterede om gruppevoldtægterne i Sydney, blev han kaldt en racist og anklaget for at opildne muslimsk racehad. Og da han rapporterede i sin klumme i Sydney Morning Herald, at der var en høj forekomst af kriminalitet i Sydney´s libanesiske samfund, sendte hans kollega, journalist David Marr ham en mail, erklærende: ”Det er en skændig klumme, der sætter alle på Herald i et dårligt lys”.
Keysar Trad, vicepræsident i Australian Lebanese Muslim Association sagde, at gruppevoldtægter var ”afskyelige”, men beklagede sig over, at det var ”temmelig urimeligt” at voldtægtsmændenes etnicitet blev afsløret”. Journalist Miranda Devine rapporterede under den samme voldtægtssag, at alle referencer til etnicitet var blevet slettet fra offerets vidneerklæring, da anklagerne, mod at voldtægtsmændene erklærede sig skyldige, ville forhandle en straf.
Så da dommer Megan Latham erklærede: ”Der findes for mig intet bevis på noget racemæssigt element i udøvelsen af denne forseelese”, troede alle på hende. På den måde blev pigerne af domstolen, af politikerne og det meste af pressen igen voldtaget.
Den pensionerede australske detektiv Tim Priest advarede i 2004, at de libanesiske bander, der fremkom i Sydney i 1990´erne – da politiet sov – havde transformeret sig til det ukontrollerbare. ”De libanesiske grupper”, sagde han, ”var hensynsløse, ekstremt voldelige, og de intimiderede ikke alene uskyldige vidner, men selv politiet, der forsøgte at anholde dem”.
Priest beskriver hvordan i 2001, i et muslimsk domineret område i Sydney, to betjente standsede en bil indeholdende tre velkendte mellemøstlige mænd i eftersøgningen af stjålne ejendele. Mens betjentene gennemførte deres undersøgelse, blev de fysisk truet, og de tre mænd truede med, at de ville spore dem, dræbe dem og voldtage deres kærester.
Ifølge Priest endte det ikke her. Da Sydney politiet anmodede om hjælp, brugte de tre mænd deres mobiltelefoner til at tilkalde deres venner, og indenfor tyve minutter ankom 20 mellemøstlige mænd til stedet. De slog og skubbede betjentene, og ødelagde deres biler. Betjentene trak sig tilbage, og banden fulgte dem til politistationen, hvor de intimiderede personalet, ødelagde politiets ejendom og holdt politistationen som gidsler.
Banden gik på et tidspunkt, politiet slikkede sine sår, og ikke én af dem tog initiativ til at at retsforfølge de mellemøstlige mænd. Priest hævder, at ”i lokalbefolkningens øjne var betjentene kujoner, og beskeden var ”Libaneserne regerer gaderne”.
I Frankrig i banlieues (forstæderne) hvor gruppevoldtægterne ganske enkelt er kendte som tournantes eller ”din tur”, ved ofrene, at politiet ikke vil beskytte dem. Hvis de beklager sig, sagde Samir Bellil, ved de, at de og deres familie vil blive truet.
Dog, muslimske kvinder i de franske ghettoer er endeligt begyndt at slå tilbage mod gruppevoldtægterne og politiets manglende handling. De har begyndt en bevægelse kaldet ”Vi er hverken ludere eller dørmåtter”. De kæmper mod den iboende vold, der plager deres nabolag, og den kultur der billiger den.
I de fleste tilfælde af voldtægtsanklager mener de muslimske voldtægtsmænd ikke, at de har gjort noget kriminelt. Og i skræmmende paralleller med voldtægtsbanderne i Australien hævder voldtægtsmændene, at det er ofret der skal bebrejdes, og kalder hende en ”luder” og en ”hore”.
Ifølge The Guardian, under de franske optøjer, pralede en saudisk prins med andele i News Corporation ved en konference i Dubai, at han havde ringet til Rupert Murdoch og beklaget sig over at Fox News beskrev urolighederne som ”muslimske optøjer”. Indenfor en halv time, sagde han, var dette ændret til ”borgeroptøjer”.
Den svenske translatør Ali Dashti erklærede, at i Sverige, da tre mænd for nylig voldtog en 22 årig kvinde, sagde de ét ord til hende: ”Hore”. Sådanne historier, ifølge Dashti, er i de svenske aviser hver uge. Og de politisk korrekte ”tager stor ære i ikke at nævne gerningsmændenes baggrund”.
Sverige´s engelske avis The Local rapporterede i Juli, at Malmø´s politikommissær Bengt Lindstrøm var blevet anklaget for tilskyndelse til racehad. Han sendte mails fra sin hjemmecomputer til to bymyndighedspersoner. Han skrev: ”I...behandler gamle svenskere, der har arbejdet hårdt for at opbygge faderlandet, som parasitter, og vil hellere give mine skattepenge til kriminelle ved navn Mohammed fra Rosengård”.
I Malmø, den tredjestørste by i Sverige, har politiet indrømmet, at de ikke længere har kontrol over byen. ”Den styres effektivt af voldelige muslimske immigrantbander”. Ambulancepersonel angribes jævnligt og spyttes på, og nægter nu at hjælpe før politieskorte ankommer. Politiet er også bange for at betræde dele af byen uden støtte.
Først i 2005 rapporterede norske aviser, at Oslo havde noteret sig det højeste antal voldtægter i dette år. Dog, Fjordman forklarede, at de officielle statistikker ikke indeholdt informationer vedrørende ”den voldsomme overrepræsentation af immigranter i de præsenterede sager”, og medierne forblev slående tavse.
Professor i Antropologi ved universitetet i Oslo, Unni Wikan, sagde, at kvinder må tage deres del af ansvaret for det faktum, at muslimske mænd finder deres opførsel og beklædning provokerende. Og eftersom disse mænd mener, at kvinder er ansvarlige for voldtægt, erklærede hun, må kvinder tilpasse sig det multikulturelle samfund omkring dem.
BBC trak en dokumentar fastlagt til sending i 2004 tilbage, efter at det britiske politi havde advaret om, at dette kunne forøge racespændingerne. ”I disse eksceptionelle omstændigheder...er Channel 4 som ansvarlig station kommet politiets ønske i møde...”. Dokumentaren skulle vise, hvordan pakistanske og andre muslimske mænd seksuelt misbruger unge hvide engelske piger helt ned i 11 års alderen.
Antallet af voldtægter i det seneste årti begået af muslimske mænd mod kvinder, er så umanerligt højt, at det ikke kan ses som andet end kulturelt indbygget adfærd. Dette forstærkes og sanktioneres åbenlyst af islamiske ledere, der bebrejder ofrene og undskylder voldtægtsmændene.
I tre årtier af immigration til vestlige lande har Islam forårsaget opstandelse og ødelæggelse i hvert eneste af værtslandene. Intet andet immigrationsprogram har mødt den slags problemer med ikke-assimilering og religiøs tvivlsomhed.
Overalt i verden er muslimer i konflikt med deres naboer. Og som Mark Steyn for nylig sagde, så synes enhver konflikt at være opstået grundet én ved navn Muhammed.
I juli fortalte Sheik Mohammad Omran fra Melbourne ”60 Minutes”, at ”vi mener vi har flere rettigheder end jer, fordi vi valgte Australien som vores hjem, og det gjorde I ikke”.
I samme interview advarede turisten Sheik Khalid Yasin: ”Der findes ikke sådan noget, som en muslim der har en ikke-muslimsk ven. ”De er ikke jeres venner, fordi de ikke forstår jeres religiøse principper, og de kan ikke være det, fordi de ikke forstår jeres tro”.
Til trods for igen og igen af islamiske lærde at blive fortalt, og værende vidne til massiv islamisk kriminel tilstrømning, fortsætter vestlige lande med at tro på assimilationens og den moralske relativismes virkelighed.
I Australien er kristne libanesere assimileret, og er blevet en respekteret del af samfundet. Premierministeren i Victoria er kristen libaneser ligesom guvernøren af New South Wales. Dog, muslimske libanesere har mødt alvorlige problemer, grundet deres manglende vilje til at acceptere vores ret til at leve som vi gør. Intet som ovenstående demonstrerer, at dette ikke handler om race – men om kultur.
Da et antal australske teenage piger i timevis blev underlagt seksuel nedgørelse under en bølge af bandevoldtægter i Sydney, der forekom mellem 1998 og 2002, indrammede disse gerningsmænd deres angreb i rationaler af etniske termer. De unge ofre blev informeret om, at de var ”ludere” og ”australske svin” mens de blev jaget og misbrugt.
I Australien´s New South Wales Højesteret erklærede en pakistansk voldtægtsmand der var turist, at hans ofre ikke havde ret til at sige nej, da de ikke bar tørklæde.
Og tidligere i år blev australiere forargede, da libaneseren Sheik Faiz Mohammed gav et foredrag i Sydney, hvor han informerede sit publikum om, at voldtægtsofre ikke havde nogen at bebrejde ud over dem selv. Kvinder, sagde han, der bar for lidt tøj, inviterede mænd til at voldtage dem.
Få måneder tidligere skabte den islamiske mufti Shahidi Mehdi i København furore, da han – som sin kollega i Australien – erklærede, at kvinder der ikke bar tørklæde, bad om at blive voldtaget.
Og med foruroligende synkronisitet i 2004 rapporterede London Telegraph, at den ægyptiske lærde turist Sheik Yusaf al-Qaradawi hævdede, at kvindelige voldtægtsofre skulle straffes, hvis de klædte sig usømmeligt, når de blev voldtaget. Han tilføjede: ”For at blive fritaget fra skyld må en voldtaget kvinde vise god opførsel”.
I Norge og Sverige advarer journalisten Fjordman mod en voldtægtsepidemi. Politiinspektør Gunnar Larsen erklærede, at den konstante forøgelse af voldtægtssager og koblingen til etnicitet er en klar umiskendelig tendens. To ud af tre voldtægtsanklager i Oslo er mod immigranter med ikke-vestlig baggrund, og 80% af ofrene er norske kvinder.
I Sverige, ifølge translatør for Jihad Watch Ali Dashti, er gruppevoldtægter, almindeligvis involverende muslimske immigrantmænd og etnisk svenske piger, blevet dagligdag. Senest sagde hun, at ”fem kurdere brutalt voldtog en 13 årig svensk pige”.
I Frankrig brød Samira Bellil tavsheden – efter i årevis at have fundet sig i gentagne gruppevoldtægter i ét af de offentlige muslimsk befolkede lejlighedskomplekser – og skrev bogen ”In the Hell of the Tournantes”, der chokerede Frankrig. I sine beskrivelser af de uhæmmede gruppevoldtægter i forstæderne forklarede hun Time, at ”enhver pige i nabolaget der ryger, bruger make up eller bærer tiltrækkende tøj, er en luder”.
Desværre er vestlige kvinder ikke de eneste ofre i denne epidemi. I Indonesien i 1998 dokumenterede menneskerettighedsgrupper vidnesbyrden fra 100 kinesiske kvinder, der blev gruppevoldtaget under optøjerne der forekom før præsident Suharto´s fald. Mange af dem fik at vide: ”Du skal voldtages, fordi du er kineser og ikke-muslim”.
Christian Solidarity Worldwide rapporterede, at i april 2005 blev en 9 årig pakistansk pige voldtaget, banket med et cricket bat, hængt med hovedet nedad, fik skefulde af chilli hældt i munden, og gentagne gange slået iført håndjern. Hendes muslimske naboer fortalte hende, at de tog hævn for de amerikanske bombninger af irakiske børn, og informerede hende om, at de gjorde det, fordi hun var en ”vantro og kristen”.
I Sudan – hvor arabiske muslimer slagter sorte muslimer og kristne sudanesere i et fortløbende folkemord – siger den tidligere sudanesiske slave og nu menneskerettighedsaktivist Simon Deng, at han var vidne til piger og kvinder der blev voldtaget, og at det arabiske regime i Khartoum sender sine soldater til områder for at myrde og voldtage. I andre rapporter blev kvinder fanget af regeringsstyrker spurgt: ”Er du kristen eller muslim?”, og de der svarede kristen blev gruppevoldtaget før de fik brysterne skåret af.
Dette fænomen af islamisk seksuel vold mod kvinder, burde behandles som den vigtige, voldelige, undertrykkende epidemi den er. I stedet ignorerer journalister, akademikere og politikere det, rationaliserer det, eller nedgør de der vover at diskutere det.
I Australien, da journalisten Paul Sheehan ærligt rapporterede om gruppevoldtægterne i Sydney, blev han kaldt en racist og anklaget for at opildne muslimsk racehad. Og da han rapporterede i sin klumme i Sydney Morning Herald, at der var en høj forekomst af kriminalitet i Sydney´s libanesiske samfund, sendte hans kollega, journalist David Marr ham en mail, erklærende: ”Det er en skændig klumme, der sætter alle på Herald i et dårligt lys”.
Keysar Trad, vicepræsident i Australian Lebanese Muslim Association sagde, at gruppevoldtægter var ”afskyelige”, men beklagede sig over, at det var ”temmelig urimeligt” at voldtægtsmændenes etnicitet blev afsløret”. Journalist Miranda Devine rapporterede under den samme voldtægtssag, at alle referencer til etnicitet var blevet slettet fra offerets vidneerklæring, da anklagerne, mod at voldtægtsmændene erklærede sig skyldige, ville forhandle en straf.
Så da dommer Megan Latham erklærede: ”Der findes for mig intet bevis på noget racemæssigt element i udøvelsen af denne forseelese”, troede alle på hende. På den måde blev pigerne af domstolen, af politikerne og det meste af pressen igen voldtaget.
Den pensionerede australske detektiv Tim Priest advarede i 2004, at de libanesiske bander, der fremkom i Sydney i 1990´erne – da politiet sov – havde transformeret sig til det ukontrollerbare. ”De libanesiske grupper”, sagde han, ”var hensynsløse, ekstremt voldelige, og de intimiderede ikke alene uskyldige vidner, men selv politiet, der forsøgte at anholde dem”.
Priest beskriver hvordan i 2001, i et muslimsk domineret område i Sydney, to betjente standsede en bil indeholdende tre velkendte mellemøstlige mænd i eftersøgningen af stjålne ejendele. Mens betjentene gennemførte deres undersøgelse, blev de fysisk truet, og de tre mænd truede med, at de ville spore dem, dræbe dem og voldtage deres kærester.
Ifølge Priest endte det ikke her. Da Sydney politiet anmodede om hjælp, brugte de tre mænd deres mobiltelefoner til at tilkalde deres venner, og indenfor tyve minutter ankom 20 mellemøstlige mænd til stedet. De slog og skubbede betjentene, og ødelagde deres biler. Betjentene trak sig tilbage, og banden fulgte dem til politistationen, hvor de intimiderede personalet, ødelagde politiets ejendom og holdt politistationen som gidsler.
Banden gik på et tidspunkt, politiet slikkede sine sår, og ikke én af dem tog initiativ til at at retsforfølge de mellemøstlige mænd. Priest hævder, at ”i lokalbefolkningens øjne var betjentene kujoner, og beskeden var ”Libaneserne regerer gaderne”.
I Frankrig i banlieues (forstæderne) hvor gruppevoldtægterne ganske enkelt er kendte som tournantes eller ”din tur”, ved ofrene, at politiet ikke vil beskytte dem. Hvis de beklager sig, sagde Samir Bellil, ved de, at de og deres familie vil blive truet.
Dog, muslimske kvinder i de franske ghettoer er endeligt begyndt at slå tilbage mod gruppevoldtægterne og politiets manglende handling. De har begyndt en bevægelse kaldet ”Vi er hverken ludere eller dørmåtter”. De kæmper mod den iboende vold, der plager deres nabolag, og den kultur der billiger den.
I de fleste tilfælde af voldtægtsanklager mener de muslimske voldtægtsmænd ikke, at de har gjort noget kriminelt. Og i skræmmende paralleller med voldtægtsbanderne i Australien hævder voldtægtsmændene, at det er ofret der skal bebrejdes, og kalder hende en ”luder” og en ”hore”.
Ifølge The Guardian, under de franske optøjer, pralede en saudisk prins med andele i News Corporation ved en konference i Dubai, at han havde ringet til Rupert Murdoch og beklaget sig over at Fox News beskrev urolighederne som ”muslimske optøjer”. Indenfor en halv time, sagde han, var dette ændret til ”borgeroptøjer”.
Den svenske translatør Ali Dashti erklærede, at i Sverige, da tre mænd for nylig voldtog en 22 årig kvinde, sagde de ét ord til hende: ”Hore”. Sådanne historier, ifølge Dashti, er i de svenske aviser hver uge. Og de politisk korrekte ”tager stor ære i ikke at nævne gerningsmændenes baggrund”.
Sverige´s engelske avis The Local rapporterede i Juli, at Malmø´s politikommissær Bengt Lindstrøm var blevet anklaget for tilskyndelse til racehad. Han sendte mails fra sin hjemmecomputer til to bymyndighedspersoner. Han skrev: ”I...behandler gamle svenskere, der har arbejdet hårdt for at opbygge faderlandet, som parasitter, og vil hellere give mine skattepenge til kriminelle ved navn Mohammed fra Rosengård”.
I Malmø, den tredjestørste by i Sverige, har politiet indrømmet, at de ikke længere har kontrol over byen. ”Den styres effektivt af voldelige muslimske immigrantbander”. Ambulancepersonel angribes jævnligt og spyttes på, og nægter nu at hjælpe før politieskorte ankommer. Politiet er også bange for at betræde dele af byen uden støtte.
Først i 2005 rapporterede norske aviser, at Oslo havde noteret sig det højeste antal voldtægter i dette år. Dog, Fjordman forklarede, at de officielle statistikker ikke indeholdt informationer vedrørende ”den voldsomme overrepræsentation af immigranter i de præsenterede sager”, og medierne forblev slående tavse.
Professor i Antropologi ved universitetet i Oslo, Unni Wikan, sagde, at kvinder må tage deres del af ansvaret for det faktum, at muslimske mænd finder deres opførsel og beklædning provokerende. Og eftersom disse mænd mener, at kvinder er ansvarlige for voldtægt, erklærede hun, må kvinder tilpasse sig det multikulturelle samfund omkring dem.
BBC trak en dokumentar fastlagt til sending i 2004 tilbage, efter at det britiske politi havde advaret om, at dette kunne forøge racespændingerne. ”I disse eksceptionelle omstændigheder...er Channel 4 som ansvarlig station kommet politiets ønske i møde...”. Dokumentaren skulle vise, hvordan pakistanske og andre muslimske mænd seksuelt misbruger unge hvide engelske piger helt ned i 11 års alderen.
Antallet af voldtægter i det seneste årti begået af muslimske mænd mod kvinder, er så umanerligt højt, at det ikke kan ses som andet end kulturelt indbygget adfærd. Dette forstærkes og sanktioneres åbenlyst af islamiske ledere, der bebrejder ofrene og undskylder voldtægtsmændene.
I tre årtier af immigration til vestlige lande har Islam forårsaget opstandelse og ødelæggelse i hvert eneste af værtslandene. Intet andet immigrationsprogram har mødt den slags problemer med ikke-assimilering og religiøs tvivlsomhed.
Overalt i verden er muslimer i konflikt med deres naboer. Og som Mark Steyn for nylig sagde, så synes enhver konflikt at være opstået grundet én ved navn Muhammed.
I juli fortalte Sheik Mohammad Omran fra Melbourne ”60 Minutes”, at ”vi mener vi har flere rettigheder end jer, fordi vi valgte Australien som vores hjem, og det gjorde I ikke”.
I samme interview advarede turisten Sheik Khalid Yasin: ”Der findes ikke sådan noget, som en muslim der har en ikke-muslimsk ven. ”De er ikke jeres venner, fordi de ikke forstår jeres religiøse principper, og de kan ikke være det, fordi de ikke forstår jeres tro”.
Til trods for igen og igen af islamiske lærde at blive fortalt, og værende vidne til massiv islamisk kriminel tilstrømning, fortsætter vestlige lande med at tro på assimilationens og den moralske relativismes virkelighed.
I Australien er kristne libanesere assimileret, og er blevet en respekteret del af samfundet. Premierministeren i Victoria er kristen libaneser ligesom guvernøren af New South Wales. Dog, muslimske libanesere har mødt alvorlige problemer, grundet deres manglende vilje til at acceptere vores ret til at leve som vi gør. Intet som ovenstående demonstrerer, at dette ikke handler om race – men om kultur.
