Vestaslukning er et symptom på manglende reformer

Som lollik igennem tyve år har jeg oplevet mange store virksomhedslukninger med fatale konsekvenser for specielt de ansatte, der pludselig står ude...

Rune Kristensen,

04/11/2010

Som lollik igennem tyve år har jeg oplevet mange store virksomhedslukninger med fatale konsekvenser for specielt de ansatte, der pludselig står uden job, til følge. Det danske samfund har engang været et
stolt industrisamfund, hvorfra mange produktioner udgik – i dag kan meget industriarbejde klares for en fjerdedel af prisen i østen. Derfor er vi nødt til at indrette vores samfund efter en globalkonkurrence. Vi skal ikke være de billigste – vi skal være de bedste. Dette kræver, at vi fortsat investerer i uddannelsen, som den borgerlige regering har gjort. Faktisk er Undervisningsministeriets finanslovsbudget steget fra 37,8 milliarder i 2001 til 61,7 milliarder i 2010. Men sideløbende må vi også indrette vores samfund, så vi er konkurrencedygtige på andre områder. Vi har et velfærdssystem, der ikke er gearet til fremtiden, når vi giver velfærd til alle – i stedet for at fokusere hjælpen til de svageste. Dette vil give de, der har behov for det, endnu mere hjælp, og samtidigt en lavere skat til de folk, der går på arbejde. Jeg føler med alle de mennesker, der har mistet deres job, og vil i Folketinget arbejde for reformer, der kan sikre velstanden og tiltrække arbejdspladser til Danmark. Husk på, at vi skal tjene pengene før vi kan dele dem ud.

Kilde: