Normalt får en ny regering
100 dage, til at vise hvad den står for, og hvad man kan forvente af den. Men
de 11 uger der er gået siden regeringen tiltrådte, er nok til at konstatere, at
den er en fiasko, måske endda dårligere end Anker Jørgensens katastroferegering
i 70’erne.
Regeringsbaggrunden skabtes
af Margrethe Vestager, der på forhånd pegede på Helle Thorning som
statsminister. Al respekt for at de Radikale for en gang skyld meldte klart ud,
men stor disrespekt for at de i jalousi imod Dansk Folkeparti valgte at støtte
den røde blok, på trods af at man grundlæggende står for borgerlige
synspunkter. Det var prostitution hvorved de Radikale kom i deres ønskede
nøgleposition.
Men Vestager er en skurk,
fordi hun for partiets vindings skyld gamblede med Danmarks fremtid, hvilket
gav uheldige overraskelser.
Socialdemokratiet og SF tabte valget og stemmerne, mens Enhedslisten vandt.
Helle Thorning viste sig at være en distanceblænder med halvflosset moral og
overfladisk holdning til sandhed og valgløfter – ikke lige en kop radikal
højskolete.
Regeringsholdet er nok også kommet bag på Vestager.
Af de 23 regeringsmedlemmer
er det kun hende selv og Henrik Dam Kristensen, der har ministererfaring. Fem
personer har end ikke siddet i folketinget, før de blev udpeget til minister,
nemlig Finansminister Bjarne Corydon, Skatteminister Thor Möger Pedersen,
Minister for kirke, ligestilling og nordisk samarbejde Manu Sareen, Minister
for udviklingssamarbejde Christian Friis Bach samt Kulturminister Uffe Elbæk.
Deres faglige kvalifikationer er sikkert nogenlunde, mens deres politiske og
ledelsesmæssige erfaringer er begrænsede, og det skriger voldsomt til himlen,
at man til den vigtige post som skatteminister har valgt en barnestjerne på 26
år, hvis eneste færdiggjorte uddannelse er en studentereksamen samt
erhvervserfaring som kampagnekoordinator i SF's partisekretariat. Mon Vestager
havde forudset, at der kom sådanne kaniner op af hatten.
Vi undgik rockergidslet
Henrik Sass Larsen, men blev belemret med tre personer, som kun blev ministre
at taktiske årsager, og hvis jobkvalifikationer er tvivlsomme. Det var politisk
gulvopfej.
Skal dansk erhvervsliv virkelig have en afdanket kommunist som Ole Sohn til
Erhvervs- og vækstminister? Og fordi Carsten Hansen har partibogen i orden, og
derfor har haft job som varmemester i boligforening, behøver han vel ikke også
at blive belønnet med en post som Minister for by, bolig og landdistrikter?
Evnerne rækker vist ikke ret langt, men Vestager kunne jo have foreslået ham
som Minister for julefrokoster.
Endelig har vi Villy Søvndal
som Udenrigsminister, en forpjusket skolelærer fra Kolding, som nu er nationens
og vores allesammens ansigt udadtil. Man krummer tæer, når han optræder på tv
og internationalt, blandt andet sammen med Hillary Clinton for nylig. Bare han
nu ikke bringer os i krig uden selv at opdage det. Hans format og stil passer
bedre til at stå på gaden og sælge de hjemløses blad Hus Forbi, end til
det højere diplomati. Måske er det Vestager, som har medvirket til, at
udenrigsarbejdet er blevet opsplittet, så Helle Thorning selv tager det
prestigemæssige, Pia Olsen Dyhr det handelsmæssige og Nicolai Wammen det
europæiske, men Villy kan alligevel sagtens fjumre slemt i det. Senest har hans
holdning til euroaftalen og udtalelsen om at ”han har svært ved at se en dansk
tilslutning til hele pagten” fået Vestagers vagthund, Marianne Jelved, til at
kalde Søvndals soloudmelding for ”utilfredsstillende og uacceptabel” samt
”trist og ærgerlig for Danmark og Europa”. Det betyder på skolelærerdansk ”Du
er et fjols Villy”.
Vestagers må have forudset,
at regeringen med sine begrænsede ministerressourcer og med behov for
flertalsstøtte fra anarkisterne i Enhedslisten, kun kunne blive en vingeskudt
krage.
Men da hun alligevel ønskede at pege på en rød regering, er hun nu også skurken
bag den.
