Forskerskatten er indført for at tiltrække udenlandske kloge hoveder til Danmark, således at de slipper med en bruttoskat på 25 procent i de første tre år. Den lave forskerskat er en betydelig konkurrenceparameter, når udenlandske specialister, skal vælge om de skal slå sig ned i Danmark eller forsøge lykken andre steder.
Der er ingen tvivl om, at forskerskatten har virket efter hensigten og dermed været medvirkende til, at danske virksomheder har fået styrket deres konkurrencekraft. I den globale kamp om de veluddannede, er det afgørende, at et land som Danmark kan tilbyde attraktive rammevilkår, hvilket ikke bare omfatter en realistisk skat, men også ydelser såsom internationale skoler og et velfungerende sundhedsvæsen.
Der er dog en række problemer med den nuværende ordning. For det første, er det tvivlsomt, om de udenlandske forskere efter 3 år ønsker at forblive i Danmark, i stedet for at tage springet til USA eller England, hvor lønniveauet er langt højere. Sådan som ordningen er skruet sammen, kræves det for at blive beskattet med den lempelige sats, at man enten tjener mere end 60.000 kr. om måneden eller er kvalificeret som forsker. I praksis betyder dette, at en række sportsstjerne har stor fordel af ordningen, da der overhovedet ikke er noget krav, om nogen akademisk anerkendelse eller videnskabelige kvalifikationer, så længe man bare tjener mere end de 60.000 om måneden.
I den forbindelse kan det oplyses, at ingen dansk offentlig ansat professor kommer i nærheden af at tjene de 60.000 kr. om måneden, så mon ikke politikerne i stedet bør rette deres fokus mod at undgå, at danske universitetsforskere slår sig ned i udlandet, når de mindst kan fordoble deres løn ved at flytte til udlandet. For en forsker er det uden betydning, om man står i et laboratorium i København eller London, da arbejdssproget alligevel er engelsk og kollegaerne kommer fra hele verdenen.
Forskerskatteordningen har været medvirkende til at tiltrække nødvendig højt specialiseret arbejdskraft til danske virksomheder, men regeringen glemmer fuldstændigt, at mange danske forskere ikke har noget incitament til at arbejde og forblive i landet. Hvis man som nyuddannet ph.d. i f.eks. kemi, skal arbejde sammen med en kinesisk kollega, der betaler langt under halvdelen i skat, så er det naturligt, at den pågældende forsker i stedet søger et job i udlandet.
Politikerne glemmer, at det ikke er nogen naturlov, at højtuddannede danskere ønsker at forblive i landet. Vi har et gratis uddannelsessystem, så ved at tage til udlandet, hvor uddannelse ofte koster en formue, kan der være rigtig mange penge at tjene ved at tage sin uddannelse i Danmark og bagefter høste frugterne i udlandet.
Pointen er, at politikerne i deres iver efter at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft fuldstændig glemmer, at man også bør arbejde på at fastholde de danske forskere, som er særdeles efterspurgt i udlandet. Med en borgerlig regering, som nu har siddet på magten i 9 år, uden at man har ville gøre op med det faktum, at Danmark har verdens højeste skattetryk, ser fremtiden vitterligt sort ud for dansk forskning. Det er på den baggrund, at jeg opstiller som folketingskandidat for Liberal Alliance i Københavns Storkreds, da det er nødvendigt at tage et medansvar for dansk forskning.
Diskriminationen af danske forskere er uholdbar i længden, da forskernes arbejdsmarked ikke er nationalt afgrænset, men derimod omfatter hele verdenen. Politikerne bør derfor i deres iver efter at gøre Danmark til et forskningsmæssigt foregangsland skue ind ad og i højere grad belønne danske forskere for deres landvindinger, i stedet for naivt at tro på, at verdens bedste forskere vælger at slå sig ned i et land, med verdens højeste skatter og et klima, som ikke er værd at prale af. Det er på den baggrund, at jeg stiller op for Liberal Alliance i Københavns Storkreds og dermed forsøger at tage et medansvar for sikringen af dansk forskning fremover.
