Venstres Jacob Jensen: Vi kan sagtens nå at vinde

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader

Kristian_Bo_Eriksen

02/03/2011

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader.dk

UGENS VALGBAROMETER: ”Både ved valgene i 2005 og i 2007 var vi bagud i meningsmålingerne, da der var et halvt år til valget. Men begge gange vandt vi komfortabelt. Det kan sagtens ske igen.”

Sådan lyder ordene fra Venstres finanspolitiske ordfører, Jacob Jensen. Han erkender, at rød blok lige nu fører i meningsmålingerne, men intet er afgjort endnu, mener han.


”For Venstre drejer det sig om at få fokus på politik igen. Der har været for mange personsager på det sidste, men det er også tydeligt, at vælgerne gerne vil diskutere politik. Og det er til gavn for os. Blå blok går frem, når diskussionen er saglig. Vi går tilbage, når det hele bliver personsager.”

Konservatives skyld

”I den forstand har sagerne i Det Konservative Folkeparti ikke været gode for regeringen. Det siger sig selv, at det ikke er specielt gavnligt, når et parti må skifte både formand og politisk ordfører på meget kort tid,” siger Jacob Jensen.

  

Han vil ikke gætte på, hvornår der kommer et valg. Men han synes ikke, et valg haster: ”Vi skal ikke bare tage et valg. Måske hvis debatten går helt i stå, og der ingen bud kommer på fremtiden. Det er jo også op til Lars Løkke at vurdere, hvornår valget skal komme.” 

”Men der er ingen tvivl om, at valgkampen er i fuld gang. Det præger da også arbejdet i Folketinget. Alle har travlt med at markere sig. Men det betyder jo ikke, at arbejdet er gået i stå. Vi skal nok ikke forvente store brede forlig om økonomi eller andre tunge emner, men møllen med de helt almindelige forslag kører da stadigvæk.” 

”For os i Venstre er det helt klart den økonomiske politik, der skal føres valgkamp på. Vi skal forklare, hvordan vi sikrer nok hænder på arbejdsmarkedet i de kommende år.”

Efterlønsdiskussion skal ikke vente

Argumentet om, at det er forkert at diskutere ændringer i efterlønnen, når der er høj arbejdsløshed, køber Jacob Jensen ikke:

”Rent faktisk var arbejdsløsheden i 2010 ikke specielt høj. Bortset fra de to år lige før finanskrisen har arbejdsløsheden aldrig været så lav,” siger han, der dog samtidig understreger, at tilbagetrækningsreformen først og fremmest skal sikre nok hænder på arbejdsmarkedet i fremtiden:


”Det er jo først om 2-3-4 år, at vi rigtigt kan mærke, at der er mange, der vil forlade arbejdsmarkedet.”

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

"Ugens valgbarometer" vender tilbage en gang om ugen frem til valget, hver gang med en ny interviewperson.

Kilde: