Det mest slående karaktertræk ved psykopater har altid været dennes ”moralske imbicilitet”, dennes ofte bjergtagende mangel på følelser for andre mennesker, og dennes mangel på respekt for de regler, disse mennesker lever efter. Så hvis det ikke viser andet, så er ret berømte for deres manglende moral i antagelsen af ”moralsk ækvivalens” mellem brutale regimer og demokratiske regimer. Hverken Joseph Stalin eller Pol Pot elle Saddam Hussein gjorde det fjerneste indtryk på venstrefløjen, og disse blev alle undskyldt på den ene eller anden måde af venstrefløjen ved blot at have gjort hvad der måtte gøres eller lignende. Så Stalin´s arvtagere er blandt os. De er tiltrukket af den sovjetiske ”vision” om et folk, der gjorde, hvad de intellektuelle mener, er en god ting, så det er det eneste, der betyder noget. Massemord og lidelser har ingen betydning for dem.
Principper? Hvilke principper?
Stalin´s massemord opfattes i sandhed i dag af mange venstreorienterede i de succesfulde vestlige demokratier som intet andet end uheldigt fra et publicity synspunkt end noget forkert. Denne psykopati betyder selvfølgelig, at venstrefløjen overhovedet ingen standarder har. Som enhver psykopat vil denne sige alt som et middel til at opnå, hvad denne ønsker.
Når konservative foreslår forandringer, der vil styrke individet og reducere magten og styringen udøvet af staten, handler disse tydeligvis ud fra historiske pro individuelle værdier. Hvor vidt disse er for eller imod forandringer, har intet med sagen at gøre. De fremlagte forslag til forandringer møder deres grundlæggende mål, og forfølges som sådan. Og fordi disse selvsamme forandringer går imod centralisering af magt og underkastelse af individet, som venstreorienterede ønsker, modsætter de sig de disse forandringer. Venstreorienterede ynder i almindelighed at geare forandringer på måder, der får dem til at fremstå godt. Men enhver given forandring ikke medfører dette, og faktisk flytter magten længere væk fra dem, så går venstreorienterede uden problemer i bakgear, og gør præcis, hvad de ellers ville have anklaget de konservative for at gøre: De forsvarer status quo både udenlands og indenlands.
De er morsomt, at mange venstreorienterede brugte doktrinen om national suverænitet i et (patetisk) forsøg på at forsvare status quo i Mellem Østen. Særligt brugte de den til at forsvare Irak´s Saddam Hussein og angribe George W. Bush. De brugte den internationale doktrins lov om, at grænser skal respekteres, uanset hvad der foregår indenfor disse grænser. Men oprindelsen af denne doktrin kan være en smule ubelejlig:
Den opstod i 1648, efter at Europa var udmattet efter katolsk protestantiske krige, som den Westfalske Fred, som var en delvis succesfuld måde at forhindre flere krige ved at acceptere status quo som endelig – altså fuldstændigt at acceptere grænserne mellem den tids kongedømmer uanset religionen under herskeren, som det blev accepteret, at undersåtterne var forpligtet til at følge. Men Napoleon dukkede op, og ændrede status quo radikalt, så det hele måtte laves om i Wiener Kongressen i 1815, og Wiener Kongressen blev ledet og drevet af den stærkt reaktionære prins Metternich, der var repræsentant for den østrigske kejser. Så Wiener Kongressen må være et af historiens bedste, mest samordnede og mest succesfulde forsøg på at forsvare og bevare et stort og længevarende status quo.
Og den underliggende doktrin under disse arrangementer (at interne anliggender er hellige) er hvad venstreorienterede lejlighedsvist proklamerer som værende hellig. De gjorde det ligeledes vedrørende Hitler. Bemærk eksempelvis svaret fra John Curtin, leder af Australien´s store venstreorienterede parti, til Tyskland´s invasion af Rusland i juni 1941. Mens den konservative australske leder Robert Menzies citerede Winston Churchill´s påstyrskabende ord om at ”udrydde Hitler og alle dele af det nazistiske regime”, fordømte Curtin invasionen med ordene ”Labour Partiet har ingen problemer med tyskernes praktik af Nazisme i Tyskland”.
Det viser alt sammen, som det altid har gjort, hvor ikke-eksisterende deres ”principper” er. Venstreorienterede kan forsvare status quo, hvis det passer deres behov for magt, som de også gør i deres forsøg på at forsvare deres velfærdsimperier fra konservative forsøg på nedskæringer og velfærdsreformer, og som de gjorde, da de skiftede holdning om racehygiejne.
Og blindheden hos den amerikanske venstrefløj overfor den undertrykkende natur af Fidel Castro´s cubanske regime er legendarisk. Det er eksempelvis patetisk at hør filmskaberen Oliver Stone´s bortforklaringer og undskyldninger overfor Castro. Hos Oliver Stone kan man høre den amerikanske venstrefløjs moralske blindhed for fuld udblæsning. Et lille eksempel:
”Jeg tror, at det ville være en fejltagelse at opfatte ham som en Ceausescu. Jeg ville mere sammenligne ham med Reagan og Clinton. ….. De er begge høje, og havde fantastiske skuldre, og det har Fidel også”.
Dog alt dette sagt indtil videre om amoralskhed, viser på en måde, at venstrefløjen praktiserer, hvad de prædiker, fordi venstrefløjen i almindelighed højlydt proklamerer deres amoralskhed. Dette værende i forklædning af ”Post Modernisme” eller på andre måder, synes det aksiomatisk for venstreorienterede, at al moral og etiske standarder blot er et spørgsmål om holdning, og ikke er en bindende kraft overhovedet. ”Der findes ikke noget rigtigt eller forkert” er mantraet, som man hører fra dem, når som helst de ønsker at afvise ethvert argument, der ikke passer dem. Så de siger selv, at de ingen principper har. Og vi bør tro på dem. Et andet besynderligt træk ved psykopater er, at de skamløst indrømmer skadende indrømmelser om dem selv.
