R. Fulford: ”Hvor svært det end kan forekomme for udenforstående at forstå, forbliver der en vedholdende hengivenhed for Kommunisme i det amerikanske universitetsliv. Amerikanske venstreorienterede insisterede i årtier på, at Hiss blev uberettiget fordømt. Da et bjerg af beviser beviste sagen mod ham, begyndte forsvarerne at påstå, at spionage måske slet ikke betød noget…”
Teichmann: “Et af de mest slående træk ved antikrigsbevægelsen vedrørende Vietnam og holdninger var den forbløffende tolerance udvist mod de kommunistiske lande og deres handlinger, altså når de gjorde noget eller havde gjort noget mod deres eget folk og andre, og deres grundlæggende indstilling til opfattelser af frihed, menneskeligt selvstyre og endog muligheden for demokrati…Elitisme uden Skyld…Den venstreorienterede ungdom i tresserne snuppede den, og har lige siden levet i fantasien. Disse Troende tror, at alt hvad der er værd at sige, er blevet sagt, og er kendt, af dem. Forhistorisk viden og historie er yt. De evigt unge skaber den nye historie, og sikrer sig, at ingen andre med andre værdier lyttes til. Ligheden med disse politiske eventyr fortalt til vor påvirkelige, opadstræbende, mobile, radikale unge, og eventyrerne fortalt til unge tyskere og italienere og russere – på et noget tidligere tidspunkt – er slående”.
Che Guevara tilbedes stadig af unge venstreorienterede på vestlige universiteter, men som en cubaner skriver om ham:
”Han havde ikke noget at gøre i Cuba, da han tog dertil for at dræbe cubanere. Han havde intet at gøre i Afrika, da han tog dertil for at dræbe afrikanere. Han havde intet at gøre i Bolivia, da han tog dertil for at dræbe bolivianere, hvor han til sidst døde under eget sværd…. For mit vedkommende var Ernesto Guevara sin tids Osama bin Laden…. Det vil være stødende for millioner af folk, hvis de tredve år ud i fremtiden så folk i gaderne bære bin Laden t-shirts, som det nu er tilfældet for os at se folk bruge Che Guevara´s t-shirts.
En kommentar til en bog fra Paul Hollander:
”Politiske Pilgrimme er den forbløffende historie om, hvordan intellektuelle favnede marxistiske tyranner på selve det tidspunkt, hvor deres kolleger rådnede op i fængselsceller, og den almindelige befolkning som alle var bekymrede for, sultede. Bogen viser, hvordan kulturelle og religiøse ledere fra Vesten, inklusive kendte navne, besøgte Sovjet Uinonen, Kina, Cuba og andre kommunistiske lande, og fortalte de mest forfærdelige løgne”.
Og bogen Stalin´s Britiske Ofre viser, at medlemmer af Stor Britannien´s kommunistparti ver meget velinformerede om Stalin´s terror. Selv Stalin´s mord på nærmeste familiemedlemmer kunne ikke ryste dem. De fortsatte med at forsvare det sovjetiske system og Stalin. Dette viser, hvordan deres umenneskelige vision for verden var det eneste, der betød noget for dem, og viser selvfølgelig også deres helt igennem mangel på normale menneskelige følelser.
Og helt ubegribeligt fortsætter denne forskønnelse at sovjetisk brutalitet frem til i dag. Den populære venstreorienterede blogger og Sovjet apologet Matthew Yglesias fortsatte stadig i 2004 , sigende at mange russere ”fik dem selv dræbt” af Stalin, som om det var ofrenes egen skyld frem for Stalin´s skyld:
”Planøkonomien skabte også et offentligt transportsystem af forbløffende høj kvalitet, sammenlignet med hvad man eksempelvis har i USA. På den anden side er den store befolkningstæthed, i hvad der objektivt er et næsten tomt land, totalt absurd. Og så fik millioner af mennesker selvfølgelig dem selv dræbt under Stalin´s forskellige ordninger”.
I det mindste udviser Yglesias karakteristisk venstreorienteret ligegyldighed overfor massemord.
Ej heller er den venstreorienterede beundring for brutale diktatorer med et godt mundtøj noget nyt. I bogen Napoleon & Wellington af Andrew Roberts hører man, at den britiske venstrefløj på Napoleon´s tid beundrede Napoleon så meget, at briterne havde en livs lang aversion mod manden, der endeligt besejrede Napoleon ved Waterloo – Hertugen af Wellington.
Jeg forklarer almindeligvis ovenstående beskrevne adfærd som udtryk for en uærlig karakter frem for en mental defekt, men det er så indlysende ud fra indstillingerne involveret, at venstreorienterede ganske enkelt er ligeglade med andre, at jeg mener, at psykopati må være den overvejende årsag til den uærlige karakter.
Ovenstående eksempler er også et godt svar på enhver påstand om generalisering. Særligt amerikanske venstreorienterede siger ofte, at ikke alle venstreorienterede er så slemme som Stalin, Hitler, Castro, Pol Pot, Mao, Kim Jong Il og alle de andre herlige ”socialister”, der har opnået ubegrænset magt. Nogle amerikanske venstreorienterede siger endog den dag i dag, dog som en hvislen gennem tænderne, at de hader sådanne totalitære og autoritære. Men hvis venstreorienterede hader kommunister, hvorfor undskyldte de så for Sovjet, og priste dem, og prøvede at beskytte dem, næsten frem til den dag Sovjet imploderede? Selv frem til i dag bliver dem der i fortiden har været en kommunist behandlet meget tålmodigt i venstreorienterede intellektuelle kredse, for ikke at have udøvet mere end overdreven idealisme eller for at have været en ”venstreorienteret der havde travlt”. Og hvilken amerikansk venstreorienteret har nogensinde sagt et ondt ord om Castro? En venstreorienteret har for nylig sagt, hvilken god og klog mand Castro var til trods for Castro´s politistat, hans politiske fængsel, hans politiske henrettelser og hans undertrykkelse af ytringsfrihed og enhver opposition. Så det er de venstreorienterede selv, der gør det klart, at den eneste virkelige forskel mellem kommunisterne og dem selv, er, hvor megen magt de har. Amerikanske venstreorienterethed er blot et forsøg på at opnå det gamle kommunistiske mål om tvungen ”lighed” på en gradvis skridtvis måde. De er blot langsomme kommunister, og som kommunisterne er deres virkelige motiv for at søge lighed ikke ”medfølelse” men had til andre menneskers succes.
