Venstrefløjs hyklere

Ærlighed og hykleri. Værdier som forener og adskiller i politiske ståsteder. De to begreber er nogle af de mest centrale forskelle på at være borgerlig og socialist. Borgerlige lever altovervejende som de prædiker, på godt og på ondt, med de fejl og mangler vi har som mennesker. Vi véd, at mennesket er grådigt og er programmeret dybt inde til at samle til sig. Men vi véd også, at mennesket er omsorgsfuldt og civiliseret og derfor gerne vil hjælpe andre i nød. Borgerliges grænser går ved, at vi ikke vil hjælpe dem, der ikke er i nød, dem der lyver sig i nød og til uarbejdsdygtighed. Socialister hævder, at de ikke er grådige, men kun "gode". Borgerlige siger, at det tror vi ikke på. Og tiden har igen og igen vist os ret. Det er nemt hver eneste dag i pressen og andre steder at konstatere, at socialisterne lyver, når de påstår, at de ikke er interesserede i at samle, at rage til sig. Personligt kaster jeg op over de utallige tilfælde - både i min private sfære og blandt offentlige personer - hos socialdemokrater og SF'ere, som gerne vil give den som de uselviske, kærlige gode mennesker, der betaler deres skat med glæde, men så enten omgås skatten med alle mulige, lovlige midler (hvilket vi borgerlige synes er helt naturligt, hvis man i øvrigt vil være ærlig omkring det), som bosætter sig i billige skattekommuner, som køber sort arbejde eller som på anden måde platter sig til en højere livsførelse end den de ellers prædiker og forlanger af os andre. Og så er der selvfølgelig kongeeksemplet Helle Thorning, som pressen lidt for hurtigt slap. Det lader til, at Skat ikke kunne fange hende i rent juridisk at have gjort noget forkert, men mage til hykleri skal man da lede længe efter: Familien har klart sine "livsinteresser" i Danmark, de nyder til fulde gode af alle privilegier og offentligt betalte fordele i Danmark fra sundhedsvæsen, skoler og dagsinstitutioner, men Helle Thornings familie har bekvemt undgået selv at bidrage med det, man kræver af andre. Hr. Kinnock nyder qva sin familie voldsom fordele af det danske velfærdssamfund, men han har sørget for at undgå at betale, hvad han moralsk (som socialist) er forpligtet til. Prikken over i'et er da Thornings snak om millionærskat, som hun vil indføre for alle med indtægter over en mio., velvidende at lige præcis hendes egen familie vil undgå at blive ramt af hendes eget skatteforslag så hårdt, som den burde, når man tager Thornings værdier, holdninger og synspunkter i betragtning - nemlig dem der prædiker at alle vi andre skal bidrage, underforstået bare ikke Helle Thornings familie. Hvorfor er det, at Helle Thornings families brede skuldre ikke skal bidrage med lige så meget som andre, tilsvarende brede skuldre? Men det værste er nok, at Helle Thorning ikke som partileder og statsministerkandidat vedstår den komplette urimelighed (i hvert fald set med socialdemokratiske værdier) i, at hendes mands skattekroner havner i Schweiz og meddeler, at hun selvfølgelig vil tage politisk initiativ til at gennemtvinge, at hendes mand beskattes, hvor han og hans familie reelt bor, så en teknisk skattefinte (som socialdemokraterne normalt foragter, når det udnyttes af alle andre end dem selv) ikke hjælper ham til at undgå dansk beskatning. Det får mig til hver dag at se mig selv i spejlet, bekende mig til universelle værdier og en ærlig og oprigtig indstilling til at være et menneske på godt og ondt: Jeg lever, som jeg prædiker. Der er ikke en afgrundsdyb forskel på det, jeg siger og det jeg gør. Ja, der er næppe nogen forskel overhovedet. Og her skal vi så ikke nævne socialdemokratiske partimedlemmers eller folketingsmedlemmers mærkværdige adfærd i forhold til at benytte sig af sundhedsforsikringer, privathospitaler og privatskoler. Ja, men undskyld, folkens. Jeg kan ikke DØJE den slags. Og det er til stor forundring, at vi tilsyneladende lever i et land, hvor mere end halvdelen af befolkningen ikke kan se noget problem i dobbeltmoral og hykleri.