LEDER: Efter at kapitalismen nu har gjort os så rige her til lands, at fattigdommen i enhver meningsfuld forstand - altså forstået som mangel på de mest basale livsfornødenheder - er blevet udryddet, har politikerne fået det problem, at de nu ikke længere kan retfærdiggøre yderligere udvidelser af deres magtbeføjelser med hensynet til "de fattige". Hvad gør man så? Man opfinder da bare helt nye fattigdomsdefinitioner, som kan gøre det begribeligt, at der stadig er masser af fattigdomsproblemer, som vi har brug for politikerne til at beskytte vort samfund mod.
På venstrefløjen har man i flere år dyrket den relative fattigdom, som tager udgangspunkt i indkomstforskellene i samfundet, og som således sikrer venstrefløjen et problem at tage sig af, helt indtil den forjættede dag oprinder, hvor vi alle har nøjagtig den samme indkomst. Venstrefløjen kan med andre ord hente eksistensberettigelse i den sag i mange år endnu.
På højrefløjen har man vægret sig mod denne definition i erkendelse af - som daværende socialminister Eva Kjer Hansen var så uartig at sige højt - at det skaber samfundsdynamik, når folk er motiverede til at yde en ekstra indsats, fordi de kan høste en belønning for det, som ellers ikke vil tilfalde dem. Men man har samtidig set det som et problem, at man ikke har kunnet konkurrere med venstrefløjen om at ville gøre mest for "de fattige".
Regeringen mener nu, at den har fundet løsningen på problemet med seks kriterier for fattigdom, der ret beset ikke har noget som helst med fattigdom at gøre, men som derimod handler om ledighed, sygdom og problematisk adfærd.
I og for sig er det et sympatisk forsøg på at aflive den falske fattigdomsdebat, så energien i stedet kan bruges på at tale om reelle sociale problemer. Men på den anden side er det også lidt af en falliterklæring, at regeringen - i stedet for bare at imødegå venstrefløjen - synes, at den bliver nødt til at opfinde helt nye betydninger af et ellers velkendt, gammelt ord. Også fordi den reelle udryddelse af nogle af de sociale problemer, som regeringen opremser, faktisk forudsætter en accept af, at folk ikke altid skal reddes for en smule fattigdom i en periode, når de selv er skyld i, at de er havnet i den.
På venstrefløjen har man i flere år dyrket den relative fattigdom, som tager udgangspunkt i indkomstforskellene i samfundet, og som således sikrer venstrefløjen et problem at tage sig af, helt indtil den forjættede dag oprinder, hvor vi alle har nøjagtig den samme indkomst. Venstrefløjen kan med andre ord hente eksistensberettigelse i den sag i mange år endnu.
På højrefløjen har man vægret sig mod denne definition i erkendelse af - som daværende socialminister Eva Kjer Hansen var så uartig at sige højt - at det skaber samfundsdynamik, når folk er motiverede til at yde en ekstra indsats, fordi de kan høste en belønning for det, som ellers ikke vil tilfalde dem. Men man har samtidig set det som et problem, at man ikke har kunnet konkurrere med venstrefløjen om at ville gøre mest for "de fattige".
Regeringen mener nu, at den har fundet løsningen på problemet med seks kriterier for fattigdom, der ret beset ikke har noget som helst med fattigdom at gøre, men som derimod handler om ledighed, sygdom og problematisk adfærd.
I og for sig er det et sympatisk forsøg på at aflive den falske fattigdomsdebat, så energien i stedet kan bruges på at tale om reelle sociale problemer. Men på den anden side er det også lidt af en falliterklæring, at regeringen - i stedet for bare at imødegå venstrefløjen - synes, at den bliver nødt til at opfinde helt nye betydninger af et ellers velkendt, gammelt ord. Også fordi den reelle udryddelse af nogle af de sociale problemer, som regeringen opremser, faktisk forudsætter en accept af, at folk ikke altid skal reddes for en smule fattigdom i en periode, når de selv er skyld i, at de er havnet i den.
