LEDER: Ugen begyndte med en interessant debat på radioens P1 om trofasthed i familien. I det røde ringhjørne befandt forfatter og socialdemokratisk folketingskandidat Signe Wenneberg sig. I det blå hjørne var forfatteren Meghan D. Jakobsen.
Signe Wenneberg repræsenterede det standpunkt, at familier er fællesskaber, man stifter og bliver i, indtil man får lyst til at prøve noget nyt. Har man fået børn, skal man slet ikke bekymre sig om deres velbefindende ved en skilsmisse, argumenterede hun, for børn har i virkeligheden bedst af, at mor og far går hver til sit, hvis de har mistet "gnisten" og er begyndt at gå hinanden lidt for meget på nerverne. Meghan D. Jakobsen holdt fast i, at børn alt andet lige har det bedst, hvis de vokser op under samme tag som både deres mor og deres far, og hun opfordrede i stedet til, at far og mor søger lykken i det, de har sammen, i stedet for at lede alle mulige andre steder.
Det mest interessante ved diskussionen var rollefordelingen: Det var venstrefløjens udsendte, som hyldede den tøjlesløse udfoldelsesfrihed for individet, mens det var den kulturelt konservative, som var på det forpligtende private fællesskabs side. Bemærk her, at det var en ikke-politisk diskussion. Ingen af de to ville lade staten hverken favorisere eller forbyde den ene eller den anden indstilling til familielivet. Der var alene tale om en udveksling af holdninger om, hvordan "ordentlige" mennesker opfører sig i forhold til deres familie på et område, hvor der heldigvis ikke er nogen politisk regulering.
Vi har hørt det før. Det var også den politiske venstrefløj, der gik forrest i bestræbelserne på at opløse kernefamilien i 70'erne, mens det var de borgerlige, som holdt fast i familien som den vigtigste institution i det civile samfund.
Måske er årsagen til, at venstrefløjsrepræsentanter som Signe Wenneberg vil forsvare og udbygge statens tvangsfællesskaber, simpelthen at de ikke har tillid til frivillige fællesskaber, herunder familien. Mens borgerlige mennesker helst ser statens tvangsfællesskabet holdt i ave, fordi de foretrækker og har tillid til de private fællesskaber, som de selv deltager i og modsat Signe Wenneberg føler sig forpligtede af.
Signe Wenneberg repræsenterede det standpunkt, at familier er fællesskaber, man stifter og bliver i, indtil man får lyst til at prøve noget nyt. Har man fået børn, skal man slet ikke bekymre sig om deres velbefindende ved en skilsmisse, argumenterede hun, for børn har i virkeligheden bedst af, at mor og far går hver til sit, hvis de har mistet "gnisten" og er begyndt at gå hinanden lidt for meget på nerverne. Meghan D. Jakobsen holdt fast i, at børn alt andet lige har det bedst, hvis de vokser op under samme tag som både deres mor og deres far, og hun opfordrede i stedet til, at far og mor søger lykken i det, de har sammen, i stedet for at lede alle mulige andre steder.
Det mest interessante ved diskussionen var rollefordelingen: Det var venstrefløjens udsendte, som hyldede den tøjlesløse udfoldelsesfrihed for individet, mens det var den kulturelt konservative, som var på det forpligtende private fællesskabs side. Bemærk her, at det var en ikke-politisk diskussion. Ingen af de to ville lade staten hverken favorisere eller forbyde den ene eller den anden indstilling til familielivet. Der var alene tale om en udveksling af holdninger om, hvordan "ordentlige" mennesker opfører sig i forhold til deres familie på et område, hvor der heldigvis ikke er nogen politisk regulering.
Vi har hørt det før. Det var også den politiske venstrefløj, der gik forrest i bestræbelserne på at opløse kernefamilien i 70'erne, mens det var de borgerlige, som holdt fast i familien som den vigtigste institution i det civile samfund.
Måske er årsagen til, at venstrefløjsrepræsentanter som Signe Wenneberg vil forsvare og udbygge statens tvangsfællesskaber, simpelthen at de ikke har tillid til frivillige fællesskaber, herunder familien. Mens borgerlige mennesker helst ser statens tvangsfællesskabet holdt i ave, fordi de foretrækker og har tillid til de private fællesskaber, som de selv deltager i og modsat Signe Wenneberg føler sig forpligtede af.
