Én ting venstreorienterede ikke vil tillade dem selv at blive set som, er racist. Venstreorienterede kan modvilligt være nationalister – Gough Whitlam, den australske venstrefløjs store helt, var helt sikkert en skamløs nationalist, ligeledes var de store argentinske helte Juan og Eva Peron, og yderligere det kommunistiske Nord Korea´s Kim, med sin katastrofale doktrin om ”juche” (national selvtilstrækkelighed) – men venstreorienterede kan ikke tilskrive race betydning. Hvis de gør, bliver de omgående stemplet som højreorienterede. At være racist er i den venstreorienterede forståelse tilstrækkeligt til at gøre denne højreorienteret, uanset hvad denne ellers måtte mene eller tro, eller advokere for. Det lykkedes dem endog at overse det Hitler´s store eksempel af ekstrem socialisme (indkomstudligning, tung statskontrol med industri og alt andet) og kaldte ham højreorienteret. Han var nationalist (dette kan tillades), men han var også racist (dette kan ikke tillades).
Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.
En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.
Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.
Så folk som Adolf Hitler og Pim Fortuyn (den myrdede hollandske homoseksuelle politiker) er højreorienterede som vinden blæser. Hvad de advokerede var generelt venstreorienteret (det fulde navn af Hitler´s politiske parti – generelt forkortet til ”Nazi” – siger det hele: Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei). Så venstreorienteret racisme eksisterer ikke kun fordi den defineres ud af eksistens.
En australsk antropolog, Ron Brunton, peger på, at afdøde Pim Fortuyn advokerede for homoseksuelle ægteskaber, kønslighed, liberaliserede love om stoffer, og kritiserede en religion, som han anså for værende intolerant og homofobisk – som lyder forfærdeligt meget a la sit områdes venstreorienterede – men fordi han ville standse yderligere indvandring til sit allerede tungt bebyrdede land, blev han stemplet som højreekstremist. Brunton peger også på, at der findes meget i den franske anti-immigrationspolitiker Jean-Marie Le Pen, der kunne kategorisere ham som venstreorienteret, havde det ikke lige været for hans racesyn.
Det kan argumenteres, at uanset deres motivation, så gør venstreorienterede en smule godt med deres vokale fordømmelse af ”racisme” – og det er måske godt nok. Men gruppeloyalitet er – som Brown konkluderede i sin summering af sine undersøgelser af spørgsmålet – en ”uudslettelig”, universel menneskelig attribut, så risikoen er, at venstreorienterede kan karakterisere enhver som værende racist, der er ærlig om sine følelser af gruppeidentitet – uanset hvor harmløse eller ondsindede disse følelser måtte være. Med andre ord bærer venstreorienterede ofte deres fordømmelse af racisme til en latterlig og uretfærdig udstrækning. Dette gør de fordi det faktisk kun er en skinmanøvre – en skinmanøvre for at opnå hæder. Den realitet at vi bedst kan lide vores egen slags, interesserer dem ganske enkelt ikke.
