Mads Holger mener i sit seneste indlæg, at der hos borgerlige eksisterer en myte om en kulturradikal elite. Myten er, ifølge Holger, et stiliseret fjendebillede af en aristokratisk elite, der forholder sig arrogant og verdensfjernt til virkelighedens udfordringer:
Vi kender alle det stiliserede fjendebillede af den kulturradikale elite. Atter og igen kan vi bl.a. i nærværende medie læse forargelsen og indignationen over disse verdensfjerne luksusideologer, der sidder langs Kystbanen og sætter dagsordnen i medierne og debatten om, hvordan samfundet skal indrettes, uden selv at have afskygningen af berøring med dets problemer.
Primært adresseret til Selsing, der i samme avis langede hårdt ud efter opdragelsesanstalten DR i 'Rødt tunnelsyn', men også alle de andre, der har deltaget med verbale udladninger.
Holger mener ikke, at den såkaldt kulturradikale elite er en egentlig elite længere. Og deri har han måske lidt ret - og lidt har også ret. Et er, at medie-eliten er ude af trit med store dele af befolkningen. Noget andet er, at elite-begrebet bliver indholdsmæssigt devalueret, hvis det skal anvendes på dagens kulturradikale og røde mediefolk. Nej, de er ikke benævnelsen værdig - ikke i forhold til fordums eliter. I stedet reduceres de til blot en samfundsgruppe. Om denne skriver han:
(...) samfundsgruppe, som ikke repræsenterer hverken nutidens eller fremtidens idealer, som ikke er i tråd med den globale udvikling, der mere end nogensinde influerer på de hjemlige forhold. Det er en gruppe, som ikke repræsenterer fremtidige generationer og strømningen i samfundet. Det er en gruppe uden stærke ideologiske karismatikere og fyrtårn. Dukkede man på bedste western-maner op på venstrefløjen og udtalte episk: ”Før mig til jeres åndelige leder” ville man havne i Signe Wennebergs egen nyttehave, hvor hun sad og talte om burhøns vilkår, eller måske hos Ditte Giese, der gerne vil sende sin mand på barsel.
(...) og som ikke er i besiddelse af noget hverken moralsk eller intellektuelt overskud, hvor påståeligt man end insisterer på navnlig det førstnævnte. Det er en gruppe uden noget nyt endsige originalt på hjertet. Noget sådant er ikke en elite, det er bare irriterende.
Det, som ellers var en elite i velmagtsdagene - og en venstreorienteret af slagsen med bl.a. Georg Metz ved roret -, er nu blot reduceret til en snæver interessegruppe. Og hvor man tidligere havde et projekt, føling med tidsånden og forstod at præge den offentlige mening; så handler det nu om opportunt at påtage sig nogle venstredrejede holdninger, snakker de andre efter munden og så ellers leve et mageligt liv. Det hele foregår nærmest per automatik.
Men automatik kan føre til sløvhed og så bliver man fraværende. Til sidst kan man være så hensunken, at man knap kan komme op af lænestolen, når der endelig blæses til kamp. Holger minder nemlig om, at man for ikke så længe siden annoncerede efter venstreorienterede meningsdannere i Politiken. Og fandt de så nogen til at gå i brechen for sagen? Senere kom det så til offentlige begrædelser over de borgerliges dominans i debatten, her var det virkelig værd at spidse ører.
Der kommer altså intet nyt fra den venstre-kant længere. Et andet sted, hvor det også viser sig er i litteraturen. Hans Hauge har brugt begrebet "automatiserede venstreradikale" til at beskrive nutidens forfattere - en anden samfundsgruppe vi ellers opfatter som venstredrejede, som tidligere lod deres sociale indignation få afløb i bøgerne. Peter Nielsen tog tråden op, gik skridtet videre og skrev i Information om disse i bund og grund reaktionære forfattere, som alle til hobe ender som repræsentanter for en hjemstavnslitteratur, hvor man er bundet til stedet og graver i fortiden og kulturen:
De samfundsbevidste og venstreorienterede danske forfattere ytrer sig flittigt og skriver indignerede indlæg i debatten, men hvorfor er alle tidens store emner som globaliseringen, muslimerne, terroren, klimatruslen fraværende i deres romaner? Hvorfor har de ikke også venstreorienterede bud på verdens indretning i deres bøger?
De store visioner skal altså heller ikke søges her; i stedet søger forfatterne bare ind i sig selv og hypper deres egne kartofler. De politiske holdninger, de så giver udtryk for, er bare automatiserede. De bærer dem ikke engang med ind i litteraturen. Endnu et vidnesbyrd om, at venstrefløjen måske har kapituleret. For, hvor har de ellers altid hentet deres brændsel?
Ja, venstrefløjens moralske momentum er måske vitterligt tabt. Lad os bare tænke tilbage på de sidste par uger i dansk politik, der har stået i reformernes tegn. Man kan mene, at reformerne ikke er vidtgående nok; ja markante stemmer på højrefløjen vil aldrig være helt tilfredse. Men det er ikke her vi skal orientere os. Det er derimod dér, hvor vi nu hører højlydt gråd og snak om komatøse tilstande og venstrefløjens død, lad mig nævne: Claus Bryld, David Rehling, Georg Metz osv. De gamle hanelefanter er ude af sig selv, river sig i håret, og nogen burde give dem en bidering for det varer ved længe endnu.
Det nytter ikke at afæske venstrefløjen nogen svar overhovedet. De kan måske stadig kritisere, men reelt har de ingen svar længere. Og derfor bliver den offentlige mening stadig mere domineret af borgerlige stemmer. Venstrefløjen har heller ikke så godt tag i de unge længere - i løbet af 2012 og adspurgt over tre gange (Altinget), ville 55-58 % af de 18-24 årige stemme blåt. For bare 10 år siden, ren utopi!
Og hvad så? Hvorfor sidder man så alligevel med en fornemmelse af, at det er lang vej igen? Nu er vi oppe imod vanernes magt. Som Holger skriver:
Når derfor vi fra tid til anden benævner denne samfundsgruppe som en elite, skyldes det dels gammel vane samt det forhold, at vi ikke har opdateret virkelighedsopfattelsen, men en vigtig faktor yderligere holder liv i dette fejlagtige begreb om en sådan kulturradikal elite, og det er netop kulturen.
Altså, gamle vaner og kultur. Og "kultur er vaner", blev der sagt tilbage i 1928. Så må man håbe, at der ikke er megen sandhed i det lille mundheld "vanen er det halve liv". Borgerlige er skam besindige og forstår nok af natur, at ting tager tid, men hvor lang tid vil der går og hvad skal der gøres? Hvordan indtager and og gås svanernes plads?
Holger mener, at vi har tilladt kulturradikalismen at bide "sig fast, fordi den egentlige elite ikke i ønskværdig og forventelig grad har turdet udfordre dette tilstrækkeligt endnu, om end det begynder at ulme". Men hvad mener han med den egentlige elite? Det er lidt uklart, skal den da blive bevidst om sig selv? Det er jo fint, at Holger kan afklæde den såkaldte elite. Men at tro, at denne gamle elite bare overgiver sig uden kamp, er naivt. Denne politisk aktive gruppering sidder overordnet på et dannelsesmonopol med formuleringsprivilegiet - dog udfordres den af et skiftende mediebillede.
Der skal stadig - med et Grundtvig'sk udtryk - føres åndelig krig; også med stilistisk virkende overdrivelser, der bringer noget sandt med sig. Der skal fortsættes ufortrødent over hele linjen - skrivegemyt underordnet - indtil den sidste bastion er indtaget.
Ja, lad os nævne, at der vel stadig på visse studier er et professor-vælde, der kunne trænge til en "omkalfatring". Der er vel også en del kulturradikalt vraggods at gøre op med? Ikke at forglemme, at der stadig er PK-holdninger at gå i rette med - og så kan Allerslev påstå nok så meget, at der er kommet en ny politisk korrekthed. For som Winkel Holm har formuleret det et sted, så kan den ikke bare lignes med skifttende stemninger. PK er en ideologi i sig selv, der åbenbart går i spænd med kulturradikalismen, og fuldstændigt forvrænger virkeligheden foran os. Den kan selv liberalister have interesse i at gå imod.
Det kan også tage en mere systemisk karakter. For der er fortsat store projekter af ufrihed, der ikke nødvendigivs er decideret venstreorienterede, men i kraft af den investerede prestige har en indbygget inerti, der gør dem svære at stoppe.
Og der vil stadig være et slæng af åndspersoner som Metz, Rehling og Bryld, som vil forblive i den tro, at deres mening bærer samme vægt som tidligere. Det vil være deres egen lille livsløgn, som de fortsat vil dyrke - og som vi andre må høre på. Men da må vi forstå, at det handler om identitet. For som det nogenlunde anføres i Henrik Ibsens 'Vildanden': Tager man livsløgnen fra dem, så tager man selve livsindholdet.
