LEDER: Det er de særeste argumenter, som findes frem til fordel for S-SF's "Fair løsning".
I fredags gik TV 2 kritisk til statsminister Lars Løkke Rasmussen, fordi han ikke har taget højde for, at S-SF ikke kan gennemføre deres politik til punkt og prikke, hvis de er afhængige af de Radikale for at danne regering. I hvad der virkede som en evighed blev journalisten ved og ved med at afkræve Løkke svar på, om han dog ikke kunne indse, at det var forkert ikke at indregne den reform af efterlønnen, som S-SF lover vælgerne, at de ikke vil gennemføre, som finansieringsgrundlag for "Fair løsning", når nu Løkke burde vide, at de Radikale kræver den gennemført.
Men S-SF har jo meddelt, at de betragter valget som en "folkeafstemning om efterlønnen", hvor rent rødt flertal til Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten kan sørge for, at regeringens tilbagetrækningsreform ikke gennemføres. Og uanset hvad, så skal oppositionens ledende partier naturligvis vurderes på deres egen politik, ikke på den politik som de måske eller måske ikke kan blive tvunget til at føre for at skaffe opbakning til deres regering.
Mandag kom så professor Michael Svarer S-SF til undsætning med en påstand om, at de jo nok laver deres økonomiske politik om, hvis den fører til yderligere gældsætning af landet: "Der er tale om politik, når man forudsætter, at S og SF ikke vil korrigere deres politik, hvis »Fair Løsning 2020« ikke holder, men bare sætte sig på hænderne i ni år. Det er ikke realistisk. Politikere reagerer hele tiden, når økonomien udvikler sig anderledes end forventet," siger han.
Med den argumentation må man for det første spørge, om man så nogensinde kan kritisere partierne for den økonomiske politik, de lægger frem i deres valgkampagner? De kan jo alle lave deres politik om efter valget, hvis den ikke virker. Men hvis vi kan se nu, at politikken ikke holder, har vælgerne så ikke ret til at vide, hvad det er, der vil blive lavet om? Skal partierne ikke udfordres, så de besvarer det spørgsmål? Skal holdbarheden af deres økonomiske politik af samme grund ikke sættes til debat?
For det andet kan det undre, at flere af verdens lande er endt i en gældskrise, hvis det vitterligt forholder sig sådan, at regeringer altid justerer deres politik, før det går rigtigt galt. Denne regel synes at være gået hen over hovederne på regeringerne i bl.a. Grækenland, Portugal, Spanien, Irland og USA. Lige sådan med socialdemokraten Anker Jørgensens danske regeringer i 70'erne og begyndelsen af 80'erne.
At TV 2's og Michael Svarers argumenter til fordel for S-SF's økonomiske politik overhovedet kan finde vej til den politiske debat vidner om, at Thorning og Søvndal på én måde har det for let. På den anden side må man også sige, at hvis det er de bedste argumenter, som kan bruges for S-SF's politik - "den bliver nok alligevel ikke til noget" og "den bliver justeret, når den fejler" - så bør de nu alligevel have et stykke vej igen, før de kan vinde et folketingsvalg.
