Velment idé fra Bendtsen - men god er den ikke

LEDER: Konservative Bendt Bendtsen mener det utvivlsomt godt, når han nu foreslår folkepensionen afskaffet for velhavende ældre som ham selv

Ole Birk Olesen,

15/06/2010

LEDER: Konservative Bendt Bendtsen mener det utvivlsomt godt, når han nu foreslår folkepensionen afskaffet for velhavende ældre som ham selv. Men når han ikke samtidig får slået fast med syvtommersøm, at idéen kun skal gennemføres, hvis topskatten ved samme lejlighed afskaffes, så er resultatet faktisk ikke særligt godt.

Isoleret set er alle tanker om at indføre indkomstdifferentiering ved uddeling af offentlige ydelser, uden en tilsvarende skattelettelse til de skatteydere, som betaler mest til det offentlige, at sammenligne med millionærskatten fra Socialdemokraterne og SF. Det handler i bund og grund om misundelse og "de rige skal f.... ikke have det for godt"-mentalitet, som vi i forvejen har alt for meget af i dansk politik.

Bendtsen går ganske vist også ind for, at skatten skal lettes, men han stiller det ikke som en ufravigelig betingelse, og dermed risikerer hans idé blot at blive taget imod med kyshånd af en venstrefløj, som ikke har noget imod at opkræve verdens højeste skatter hos de mest produktive danskere uden at give noget som helst tilbage. For de rige kan jo klare sig selv, ikke sandt?

Ja, de dygtige og flittige flyder næsten altid oven på, men det er alligevel uretfærdigt, at de fremover vil få endnu mindre ud af deres løn til sig selv, hvis Bendt Bendtsens idé bliver vedtaget. Vi taler om mennesker, som i forvejen betaler alt for meget til alle mulige andre end sig selv.

Kilde: