Velfærdsteknologi? Hvad er det egentlig?

I SF's nye vækstudspil optræder en række områder, som partiet mener har et vækspotentiale i forhold til arbejdspladser i Danmark

Peder_Holdgaard_Pedersen

21/01/2011

I SF's nye vækstudspil optræder en række områder, som partiet mener har et vækspotentiale i forhold til arbejdspladser i Danmark. Der er de gamle rød-grønne travere med vindmøller, vand- og miljøteknologi, osv., men sørme om der ikke har sneget sig en ny "branche" ind - velfærdsteknologi. I venstrefløjens optik er Danmark jo verdensmestre i Velfærd - ja, det er jo i virkeligheden hele statens raison d'être, at forsyne borgerne med velfærd fra vugge til grav.

Men jeg undres - for velfærd er jo et fantastisk fleksibelt ord - der har en tendens til blot at betyde "penge fra det offentlige". Man kunne enddog være så fræk at kalde det "andre menneskers penge". På engelsk er ordet "welfare" synonymt med arbejdsløshedsunderstøttelse. Så hvad er velfærdsteknologi egentlig? Er det teknologi til bedre at stjæle andre menneskers penge? Er det teknologi, der understøtter borgere i at modtage penge og ydelser fra det offentlige? Er det arbejdsløshedsteknologi?

Wikipedia to the rescue. Hvis noget findes, må det være beskrevet på Wikipedia. I følge den danske udgave af Wikipedia er velfærdsteknologi "brugerorienterede teknologier, der forsyner eller assisterer brugerne med én eller flere offentlige eller private velfærdsydelser og produkter". Det blev jeg meget lidt klogere af.
Så jeg læste videre og fandt ud af, at dette nye fantastiske buzzword dækker over flere ting.

Det første, og primære område, er noget man på engelsk kalder AAL: Ambient Assisted Living. Det er primært teknologiske hjælpemidler til at assistere og/eller automatisere ældre-, sundheds og handicappleje. F.eks. maskiner til løft og vending af immobile syge. Eller et toilet, der kan rengøre den besørgende, så en sosu-assistent ikke skal foretage tørring mm.

Det andet er telemedicin. Telemedicin kan dække over flere ting, men som oftest er der tale om, at læger udfører deres gerning uden at være fysisk tilstede. Det kan være alt fra simple målinger, der foretages lokalt, og sendes elektronisk til lægen, som således kan konsulteres uden direkte fysisk kontakt. Det kan også være hele elektroniske systemer, der understøtter medicinering, journalisering, mm. F.eks. det at man kan ringe til sin læge, og så afhente sin medicin på et hvilket som helst apotek, da recepten lagres på et centralt IT-system, som alle apoteker og læger har adgang til.

Så I grove træk er det SF i virkeligheden siger, at vi skal bruge en farlig masse penge på offentlige IT-systemer indefor sundhedsvæsnet, samt at det offentlige på magisk vis kan skabe i tusindvis af jobs indenfor sundhedsteknologi.


Hvornår er et offentligt IT-system, som et patientjournalsystem, nogensinde blevet eksporteret? Er AMANDA blev en eksport-success? DE MARS? Nej - de har allesammen været kæmpe store huller som der er blevet smidt milliarder af skattekroner ned i.


Så velfærdsteknologi er i virkeligheden bare et buzzword, der dækker over industri, som allerede findes: IT og sundheds/pleje-teknologi. Men nu mener de røde orakler, at det offentlige sundheds- og socialvæsen skal være rugekasse for innovation og teknologisk udvikling indenfor disse brancher. En sektor domineret af ineffektivitet, dårlig ledelse, højt sygefravær, lav motivation, og faggrupper, der hæger om deres små kongeriger og bekriger al forandring.

Det er i øvrigt værd at huske FOAs skræmmekampagne, med robotten der skulle erstatte hjemmehjælperen. Det var åbenbart slet ikke en skræmmekampagne, men en proof-of-concept video for venstrefløjens vision for fremtidens wirtschaftswunder.

Jeg er ikke i tvivl om, at der er jobs at skabe indenfor sundheds-IT, samt automatiseret ældre- og handicappleje. Men at vi i Danmark skulle have et særligt god udgangspunkt, er jeg nu ikke så sikker på. Der er ingen plejehjem, der konkurrer om at skabe den bedste kvalitet til den bedste pris. Mon ikke privathospitaler ude omkring i verden har ganske gode incitamenter til at udvikle effektive IT-systemer?

Der intet der adskiller "velfærdsteknologiske" virksomheder fra alle de andre brancher i Danmark. Det offentlige er en vigtig kunde for branchen. Men i et land hvor den offentlige sektor er større end den private, gælder det for ganske mange andre brancher.

15000 jobs? Måske. Men de bliver købt og betalt for vores egne penge. Det er Ebberød bank i ny indpakning. Vi kan ikke leve af at klippe hinandens hår. Jeg håber at flere vil gennemskue SF's tomme retorik. De er og bliver socialister, der tror på at så længe staten har magten, og pengene, så vil alt blive godt.

Kilde: