Velfærdsstatslige systemer er af natur kollektivistiske. Hvordan den danske skal se ud, og for hvem den skal gælde, bør afgøres i Danmark, ikke Bruxelles.
I et blogindlæg i Berlingske Tidende foreslår Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentet, Christina Egelund, at der holdes en folkeafstemning om et dansk velfærdsforbehold.
Vi må forvente, at både Enhedslisten og Dansk Folkeparti bakker op om dette. Nok er der stor forskel på de tre partiers ønsker til indretningen af vores velfærdssystem, men i modsætning til folketingets øvrige partier er man enig om, at vores velfærdssystem er et nationalt og ikke et EU anliggende.
Fra de debatmøder jeg har deltaget i er det åbentlyst, at de EU begejstrede partier RV, V, K, SF og S prøver at undgå, at man taler om velfærdsturisme, børnechecks mv. Men når de ikke kan undgå at emnet bringes op er det da også tydeligt, at de ikke forstår eller muligvis ikke ønsker at forstå problemstillingen.
Især for SF, S og RV er det dog tydeligt at de ikke har forstået et par helt grundlæggende egenskaber og forudsætninger hvorledes en velfærdsstat fungerer. Det må undre, da den franske sociolog (og socialist) Marcel Mauss allerede i 1925 skrev "Essai sur le don. Forme et raison de l'échange dans les sociétés archaïques" - på engelsk "The gift", hvori han beskrev de grundlæggende forudsætninger for et statsligt velfærdssystem.
Afgørende er en grundlæggende accept hos deltagerne og gensidig anerkendelse af at tilhøre "samme klub". Det er også afgørende, at bestemte grupper ikke skiller sig ud som ensidigt modtagere - jævnfør indvandrerdebatten de seneste 30 år.
Det indre marked og velfærdsydelser
Frie bevægelser for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser er en god ting. Disse fire friheder har det været et kerneområde i det europæiske samarbejde siden Rom-Traktaten. Trods stigende utilfredshed med EU er opbakningen til det indre marked fortsat stor herhjemme.
Man kan dog frygte, hvorvidt opbakningen til det indre marked vil fortsætte. De mange eksempler på ydelser til vandrende arbejdskraft er tydeligvis på kollisionskurs med en meget stor del af befolkningens opfattelse af, hvad der er fair og rimeligt. Vi kender eksemplerne: Børnechecks
til udenlandsk arbejdskraft, som kun er kort tid i landet, nem adgang til understøttelse på dansk niveau osv.
Det har været klart fra start, at sikring af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser krævede tilpasning af de enkelte landes lovgivninger. Det er en proces som har strakt sig over mange årtier og fortsat pågår. En række EU-forordninger har gennem årene skulle sikre mobiliteten på
tværs af grænserne, bl.a. ved at sikre vandrende arbejdskrafts rettigheder.
Hensynet til rimeligheden og forståelse for forudsætningerne for en fungerende velfærdstat har ved udformning af de pågældende regler og sociale rettigheder har ikke spillet nogen stor rolle. Og forordningerne har været af en beskaffenhed, som har givet en ganske aktivistisk EU-domstol vide rammer.
Demokrati og nationale velfærdsordninger
Lad os bare erkende det som det er. I forhold til EU er demokrati og nationale velfærdssystemer grundlæggende et problem. Det er jo forankret i de enkelte stater. Når danskerne stemte ja til EF i 1972, var den væsentligste årsag, at man talte til danskernes mave.
Medlemskabet var godt for økonomien, lød det budskab, der vandt. Ligeså ved afstemningen om det indre marked i 1986. Igen var det evnen til at overbevise vælgerne om, at et ja ville gavne dem selv, som afgjorde udfaldet.
Og den grundlæggende årsag til at euroen blev forkastet var nok, at det ikke lykkedes at overbevise vælgerne om, at der var en reel omkostning at bære ved at stå udenfor, (og tak for det).
I den sammenhæng er det irrelevant, om de opfattede økonomiske gevinster eller tab var reelle eller indbildte. Derfor kan Europabevægelsen sagtens have ret, når den skriver om ydelser til
vandrende arbejdstagere:
"Alt i alt har de relevante domme betydet, at Danmark i fremtiden ikke kan afholde sig fra at udbetale ydelser til udenlandske EU-borgere". Det kan også sagtens være rigtigt, at det er "uretfærdigt at sige, at den danske velfærdssamfund kommer under pres på grund af EU-regler. I bedste fald bliver en øget import af udenlandsk arbejdskraft fra EU-lande en nettogevinst for Danmark i form af skatteindbetalinger. I værste fald bliver udgiften minimal".
Det gør ingen forskel. Vreden og utilfredsheden kan ikke afhjælpes med et simpelt regnestykke. Velfærdsstaten er et nationalt projekt og diskriminerende i sin natur.
Vandrende arbejdskraft er ikke noget nyt
Nu er det ikke fordi, der er noget nyt i ,at arbejdskraften vandrer i Europa. Vi har tidligere i Europas historie haft perioder, hvor arbejdskraften kunne bevæge sig nogenlunde frit, uden det har ført til større palaver. Men det var selvfølgelig også i en tid, hvor sociale ydelser ikke
eksisterede, og man for øvrigt ikke forventede det store igen for den skat og de afgifter, man blev afkrævet.
I dag er det tværtom, ikke mindst i tungt beskattede lande som Danmark med en stor og fuldfed universel velfærdsstat og betydelig omfordeling.
Selv om en del af os finder både statens størrelse og skattetrykket vel rigeligt, er den gennemsnitlige danske vælger ganske tolerant i forhold til høje skatter. Og tilsyneladende er danske skatteydere relativt resistente i forhold til, at det dybest set er en dårlig forretning for de fleste.
Med øget kollektivt socialt ansvar følger en kollektiv opfattelse af, at der er tale om "vores penge", og at man skal "gøre sig fortjent" til at få del i disse. Lad os nu bare sige det som det er: Kollektiv
omfordeling øger betydningen af tilhørsforhold. Hermed har den nuværende debat klare paralleller med den udlændingedebat, der har raset i årevis.
Forudsætning for fortsat folkelig opbakning til EU
Ønsker man fortsat folkelig opbakning til EU-projektet og det indre marked, er det nok en overvejelse værd, om man ikke var bedre stillet, hvis man erkendte, at projektet, i hvert fald i Danmark, ikke kan realiseres uden en vis folkelig accept.
Sandheden er at man er godt i gang med at sætte EU-projektet over styr ved sin stædige insisteren på ikke at acceptere virkeligheden som det er. Nationalstater eksisterer og vi har aftagende grad af samhøringshedsfølelse, når vi bevæger os væk fra vores nationale og "naturlige" sammenhænge. Nej, det gælder ikke alle, men det gælder de fleste, og det er afgørende. Det berør mennesker mere had der sker med dem som de er i familie med, og det berør os mere hvad der sker med andre danskere, end hvad der sker med f. eks. grækere, for at sætte det på spidsen.
Danmark bliver nød til at ændre sin velfærdsmodel i de kommende år, hvis vi fortsat vil bibeholde vores levestandard - og her er de tre partier, som ønsker et velfærdsforbehold ikke just enige. Men det er afgørende at de forandringer kommer til at ske på baggrund af en erkendelse i Danmark, og ikke fordi man føler at Bruxelles tvinger os til det.
