Klaus Wivel skrev i Weekendavisen 2. marts 2012 om en af sine mange ture til Israel, hvor han hver gang udspørges af emsige sikkerhedsvagter inden udrejsen. Han fortalte så en ung, kvindelig sikkerhedsvagt, om sine interviews med ortodokse jøder, og at det egentlig måtte være fantastisk at være jødisk, ortodoks mand, som ikke behøver at arbejde, som lever af penge fra amerikanske jøders donationer, og som ikke behøver at aftjene de 3 års værnepligt, alle andre skal. Hans kone tager sig af deres mange børn, og alt, han behøver, er at læse spændende bøger og mødes med sine venner ved midnat i synagogen for at drikke sig fuld i Guds tjeneste.
Den kvindelige sikkerhedsvagt blev efterhånden mere og mere rasende og spurgte til sidst Wivel, hvad han mener om det.
Han svarede, at han ikke forstår, hvorfor israelerne finder sig i det, at det ødelægger deres samfund, og at de ikke gør noget ved det.
Hun blev glad for hans tilkendegivelser.
Kort efter mellemlandede han i Zürich lufthavn, og dér kom Wivel til at tale med en ung, ultraortodoks, jødisk mand, som var på forretningsrejse til Shanghai. Han ville gerne høre mere om det skandinaviske velfærdssystem, at vi betaler 50% i skat og får penge for at studere og at man kan leve godt uden at arbejde.
"Det er jo sindssygt" sagde han.
Hvis han kunne få penge uden at arbejde, ville han ligge på sofaen og høre musik i stedet for at rejse kloden rundt.
"I går da under, hvis I bliver ved med det. Hvorfor finder I jer i det?"
