Tom Jensen: Den er gal. Den er helt, helt gal. Og det, den er helt, helt gal med, er det, vi ellers har været allermest stolte over i Danmark: Vores velfærd. Det at vi levede i et samfund, som i princippet ikke tillod nogen at synke til bunds. Som ikke så passivt til, mens nogen blev omsluttet af fattigdommens fornedrelse. Som sikrede enhver borgers grundlæggende menneskelige værdighed.
I stedet måtte vedtagne sandheder efter mødet mellem Carina, Özlem og Joachim vendes på hovedet. Måske er vi, henved 80 år efter K.K. Steinckes store socialreform, nået dertil, hvor velfærdssamfundet ikke først og fremmest giver det enkelte menneske værdighed. Måske er det kommet så vidt, at velfærdssamfundet i stedet fratager det enkelte menneske værdighed.