Der findes mange træk, der blev opfattet som ”typisk tysk”, der nu er lige så almindelige i Amerika og England, og mange symptomer der peger i retning af yderligere udvikling i samme retning: Den forøgede dyrkelse af staten, den fatalistiske accept af ”uundgåelige tendenser”, entusiasmen for ”organisation” af alt. Det vi nu kalder ”planlægning”.
Karakteren af faren er, om muligt, endnu mindre forstået her end den var i Tyskland. Den store tragedie er stadig ikke indset, at det i det store hele var folk af god vilje, der gennem deres socialistiske politikker, banede vejen for kræfter, der står for alt, hvad de afskyr. Kun få erkender, at fremkomsten af Fascisme og Nazisme ikke var en reaktion mod de socialistiske tendenser i en forgangne periode men det nødvendige resultat af disse tendenser. Det er vigtigt, at mange af lederne af disse bevægelser, fra Mussolini og nedefter (og inklusive Laval og Quisling), begyndte som socialister, og endte som fascister eller nazister. I dagens demokratier arbejder mange for idealer, vis realisering ville føre direkte til det afskyede tyranni. De fleste af de personer, vis synspunkter påvirker udviklingen, er i et eller andet omfang socialister. De mener, at vort økonomiske liv burde være ”bevidst styret”, at vi burde indsætte ”økonomisk planlægning” frem for det systemet af konkurrence. Findes der dog en større forestilbar tragedie, end at vi i vores bestræbelse på at forme fremtiden i overensstemmelse med vore høje idealer faktisk uforvarende skaber præcis det modsatte af, hvad vi har stræbt efter.
For at nå deres mål må planlæggerne skaffe sig magt – magt over mennesker udøvet af andre mennesker – af et omfang aldrig tidligere kendt til. Deres succes vil afhænge af i hvilket omfang de skaffer sig den magt. Demokrati er en hindring i denne undertrykkelse af frihed, som den centraliserede retning af økonomisk aktivitet kræver. Dermed opstår der sammenstød mellem planlægning og demokrati.
Mange socialister lider under den tragiske illusion, at de ved at fratage individer den magt de besidder i et individualistisk system og overføre denne magt til samfundet, at de dermed udrydder magt. Hvad de overser, er, at ved at koncentrere magt så den kan bruges i tjenesten af en enkelt plan, transformeres denne magt ikke blot, men højnes uendeligt. Ved at forene magt tidligere uafhængigt udøvet af mange skabes en mængde magt uendelig større end der nogensinde tidligere eksisterede, så langtrækkende at den næsten er af en anden slags. Det er helt igennem fejlagtigt at argumentere, at stor magt udøvet af et centralt planlægningspanel ”ikke ville være større end magt udøvet af private direktørplanlægningspaneler”. Der findes i et konkurrencesamfund ingen der kan udøve bare en brøkdel af den magt, som et socialistisk planlægningspanel ville besidde. At decentralisere magt er at reducere den absolutte mængde magt, og konkurrencesystemet er det eneste system indrettet til at minimere magten udøvet menneske over menneske. Hvem kan seriøst betvivle, at magten udøve over mig af en millionær, der kunne være min arbejdsgiver, har over mig, er meget mindre, end den mindste magt bureaukrater besidder, der udøver statens tvangsmagt, og på vis skøn den afhænger af, hvordan jeg tillades at leve og arbejde?
I enhver virkelig henseende har en dårligt betalt arbejder i dette land langt mere frihed til at forme sit liv end mange arbejdsgivere i Tyskland eller en meget bedre betalt ingeniør eller bestyrer i Rusland. Hvis denne ønsker at skifte arbejde eller sted hvor denne bor, hvis denne ønsker at bekende visse synspunkter på en særlig måde i sin fritid, så møder denne ingen absolutte hindringer. Der findes ingen farer for kropslig sikkerhed og frihed, der begrænser dennes opgave og miljø af rå magt, som en overordnet har pålagt denne. Vor generation har glemt, at systemet af privat ejendom er den vigtigste garanti for frihed. Det er kun grundet, at styringen af produktionsmidlerne er fordelt blandt mange uafhængigt handlende mennesker, at vi som individer kan afgøre, hvad vi skal gøre med os selv. Når alle produktionsmidler tillægges en enkelt hånd, det værende sig nominelt det af ”samfundet” som hele eller det af en diktator, så har hvem dette der end udøver denne magt fuldstændig magt over os. I hænderne på private individer kan hvad der kaldes økonomisk magt være et instrument af tvang, men det er aldrig styring med hele en persons liv. Men når økonomisk magt centraliseres som et instrument af politisk magt, skaber den en grad af afhængighed, der kun i ringe grad kan skelnes fra slaveri. Det er blevet godt sagt, at i et land hvor staten er den eneste arbejdsgiver, betyder opposition død ved langsom udsultning.
