Individualisme, i modsætning til Socialisme og alle andre former for totalitarisme, er baseret på respekt for Kristendom, for det individuelle menneske og troen på at det er ønskværdigt, at mennesket bør være frit til at udvikle deres egne individuelle evner og tilbøjeligheder. Denne filosofi, der først blev fuldt udviklet under Renæssancen, voksede, og udviklede sig til, hvad vi kender som Vestlig civilisation. Den almindelige retning af social udvikling var en af frigørelse af individet fra de bånd, der bandt denne i feudalt samfund.
Det måske største resultat af frigørelse af individuelle energier var den mageløse vækst i videnskab. Kun siden industriel frihed åbnede vejen for fri benyttelse af ny viden, kun siden alt kunne efterprøves – vis nogen ved egen risiko kunne bekræfte dette – har videnskab gjort de største landvindinger der gennem de seneste 150 år har ændret verden. Resultatet af denne vækst overgik alle forventninger. Når som helst barrierer for menneskelig opfindsomhed blev fjernet, blev mennesket hurtigt i stand til at tilfredsstille større og større vidder af ønsker. Ved begyndelsen af det tyvende århundrede havde den arbejdende i den vestlige verden nået en grad af materiale bekvemmelighed, sikkerhed og personlig uafhængighed, der hundrede år tidligere næppe ville have synes mulig. Virkningen af denne succes var blandt mennesker at skabe en ny fornemmelse for amgt over deres egen skæbne, troen på ubegrænsede muligheder i forbedringen af deres egen del. Hvad der var opnået, blev opfattet som en sikker og uforgængelig besiddelse, opnået en gang for alle; og graden af fremdrift begyndte at synes for langsom. Derudover begyndte principperne, der havde gjort denne fremgang mulig, at blive opfattet som forhindringer for en hurtigere fremdrift, der utålmodigt skulle bortviskes. Det kunne siges at selve Liberalismens succes, blev årsagen til dens tilbagegang.
Ingen fornuftig person burde have været i tvivl om, at de økonomiske principper af det nittende århundrede kun var begyndelsen – at der fandtes omfattende muligheder for fremdrift på de områder vi havde bevæget os frem på. Men ifølge de nuværende dominerende synspunkter er spørgsmålet ikke, hvordan vi bedst kan gøre brug af de spontane kræfter fundet i et frit samfund. Vi har i stedet valgt at påtage os at fravælge disse kræfter og erstatte dem med kollektiv og ”bevidst” retning.
Det er betydningsfuldt at denne forkastelse af Liberalisme, det værende sig udtrykt som Socialisme i sin mere radikale form eller blot som ”organisation” eller ”planlægning”, blev perfektioneret i Tyskland. I den sidste fjerdedel af det nittende århundrede og første fjerdedel af det tyvende århundrede, bevægede Tyskland sig langt frem i både teori og praksis af Socialisme, således at selv i dag bevæger russisk diskussion sig i det store hele videre, hvor tyskerne slap. Tyskerne, længe før nazisterne, angreb Liberalisme og Demokrati, Kapitalisme og Individualisme.
Længe før nazisterne anvendte tyskerne og italienerne teknikker, at hvilke nazisterne og fascisterne senere gjort effektiv brug af. Ideen om et politisk parti der favner alle aktiviteter af individet fra vugge til grav, der hævder at vejlede dennes synspunkter i alle henseender, blev først praktiseret af socialisterne. Det var ikke fascisterne, men socialisterne der først begyndte at samle børn i den mest følsomme alder i politiske organisationer for at dirigere deres tænkning. Det var ikke fascisterne, men socialisterne der først tænkte på organisering af sport og lege, fodbold og marcher, i partiklubber hvor medlemmerne ikke blev påvirket af andre synspunkter. Det var socialisterne der først insisterede på, at medlemmerne af partiet skulle adskille dem selv fra andre gennem måder at hilse på og måder at adressere andre. Det var dem, der gennem deres organisation af ”celler” og redskaber for permanent overvågning af det private liv skabte prototypen på det totalitære parti. På det tidspunkt Hitler kom til magten, var Liberalisme død i Tyskland. Og det var Socialisme, der dræbte den. For mange der på nærmeste hold har observeret overgangen fra Socialisme til Fascisme, er forbindelsen mellem disse to systemer blevet tiltagende åbenlys, men i demokratierne tror flertallet af folk stadig, at Socialisme og frihed kan kombineres. De indser ikke, at demokratisk Socialisme, det store Utopia i de seneste få generationer, ikke alene ikke kan opnås, men at stræbe efter den skaber noget helt andet – selve destruktionen af friheden selv. Som det rammende er blevet sagt: ”Hvad der altid ar gjort staten til Helvede på jord, er præcis, at man har forsøgt at gøre den til Himlen”.
Det er foruroligende England og USA i dag at se den samme sammentrækning af kræfter og næsten den samme foragt for alt hvad der er liberalt i den gamle forstand. ”Konservativ Socialisme” var sloganet under hvilket et stort antal skribenter forberedte atmosfæren i hvilken National Socialisme fik succes. Det er ”Konservativ Socialisme” der er den dominerende tendens blandt os nu.
